Forelsket og knust overvejer at forlade verden

brevkassespørgsmål

Forelsket og knust overvejer at forlade verden

brevkassespørgsmål af
Anonym
10 år
Oprettet 8 år 10 måneder siden

hej brevkasse

jeg er en pige på 10 år jeg er sygt forelsket i P fra min klasse jeg kunne ikke holde det ud længere så jeg sagde det direkte til ham jeg ventede cirka 3 måneder og så var han klar til at få en kæreste og jeg spurgte ham selfølgelig men han sagde nej fordi han er ikke er forelsket i mig men vi har aftalt at uanset hvad er vi altid venner inden i er der er noget jeg kan gøre for at få ham til at kunne lide mig lidt vi spiller basketball sammen og jeg er mega god så det er en start han har også set mig græde men kan i hjælpe mig

Svar: 

Hej med dig
Det lyder dejligt, at du er forelsket i en dreng, og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, for at få en fyr til at blive forelsket i sig.

Først og fremmest synes jeg at det er rigtig sejt og modigt, at du har fortalt ham, hvordan du føler. For mange kan det være rigtig svært og skræmmende at skulle fortælle, fordi der altid er en risiko for, at han ikke har det på samme måde. Det er også rigtig godt, at I bruger tid sammen og spiller basketball sammen. Det er en rigtig god mulighed for at snakke lidt mere sammen. Måske har du også mulighed for at snakke alene med ham derigennem? Hvis du har hans telefonnummer er det også en mulighed, at skrive med ham, hvis det kan være for svært at tage kontakt til ham. For nogen kan det være meget grænseoverskridende, at skulle tage det første skridt, og det kan derfor være nemmere, at gøre det over telefonen. Hvis du bruger tid med ham, kan det altså måske føre til at han også udvikler nogle følelser for dig. Men desværre er det ingen garanti for, at han kommer til at kunne lide dig som mere end en ven. Det kan være rigtig hårdt, når man er forelsket i en som ikke gengælder ens følelser, og det er helt naturligt at blive ked af det over det. Følelser er desværre meget kompliceret og kan være svære at styre. Måske kan det hjælpe dig at snakke med en veninde om, hvordan du har det? Måske kender du en, der også har prøvet at være forelsket og har haft det på samme måde som dig? Det plejer altid at hjælpe lidt, at tale om hvordan man har det.

Du skriver i overskriften, at du overvejer at forlade verden. Det er jeg ked af at høre, at du tænker på. Nogle gange kan livet være rigtig svært, og det kan være svært at overskue, hvordan man skal få det bedre, hvis man er ked af det. Men tiden plejer at gøre de fleste ting lidt bedre og mere overskuelige. Hvis du er meget ked af det over din forelskelse så kan det hjælpe, hvis du holder dig beskæftiget med andre ting, så du med tiden glemmer fyren lidt. Hvis du har det rigtig dårligt, så synes jeg at det er vigtigt at du snakker med nogen om det, selvom det kan være rigtig svært. Det kan måske være din mor eller far eller en god veninde? Det vigtige er, at det er en du stoler på. Måske kan det også hjælpe at snakke med nogen, som ikke kender dig. Du er altid velkommen i vores chat, hvor der sidder voksne, der gerne vil lytte til dig. Ellers kan jeg også anbefale Livslinien, hvor du også kan chatte med voksne, som ved særligt meget om, at have selvmordstanker.
Sidst vil jeg sige, at det er helt naturligt at blive meget ked af det over at være forelsket i en som ikke deler samme følelser. Jeg tror, at de fleste har oplevet en ulykkelig forelskelse, så du er ikke alene om det, og jeg er sikker på, at det nok skal blive bedre med tiden.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget.
De bedste hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program