Forelsket... nej vel!

brevkassespørgsmål

Forelsket... nej vel!

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 1 måned siden

Hej Cyberhus Jeg er en pige som desværre er blevet forelsket, ja forelskelse er en god ting men ikke når den man er forelsket i allerede har en kæreste.... Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, jeg har kendt N i snart et år og jeg er virkelig blevet forelsket i ham her den sidste måned ligner en glad julegris hver gang jeg skriver med ham. .. Men jeg vil bare ikke tage N fra hans kæreste synes virkelig det ville være ondt og sådan er jeg bare ikke. jeg har fortalt ham at jeg er LIDT vild med ham meeeeen jeg er jo ikke bare lidt vild med ham jeg er VIRKELIG forelsket i den her dreng.. Nogle gange er jeg meget i tvivl om han kun ser mig som en af hans bedsteveninder eller om han også godt kan lide mig en lille smule altså han kan godt finde på at skrive 'skat' eller 'søde' til mig engang imellem men ikke sådan så tit men det siger jo lidt sig selv når han har en kæreste. Der er så også endnu et problem han er to år ældre end mig det er virkelig træls, men det er faktisk ikke sådan noget man mærker psykisk for jeg er rimelig moden af min alder har han også sagt men alligevel har han sagt at han synes jeg er liiiige ung nok en veninde at have;-) Ligemeget hvad jeg laver og hvor jeg er så minder det mig om ham! Jeg har været sammen med ham hjemme hos ham han holdt rigtig meget om mig havde jeg slet ikke regnet med. Den dag virkede det virkelig som om han godt kunne lide mig tror også han holdt sig meget tilbage for han havde jo også en kæreste på det tidspunkt. Han er virkelig en sød dreng og lækker men aaaaltsåååå jeg stoler virkelig 100% på ham og jeg ved han aldrig ville fortælle nogen at jeg har sagt jeg er vild med ham... Men da jeg skrev det over sms sendte han bare to hjerter igen:-( så jeg ved virkelig ikke hvordan han har det med mig men det er ihvertfald helt sikkert at jeg er fuldstændig forelsket i ham Glæder mig for vildt til den 1. marts hvor jeg skal mødes med ham til en fest tror jeg besvimer altså;-) han er virkelig bare for sød han spørger altid hvordan man har det og han tog mig i forsvar da min eks svinede mig så groft til på facebook han fik mig også til at grine selvom jeg var virkelig ked af det. Nogle gange cam'er vi over Skype han siger altid 'Hvor er du smuk mulle' og så er det jeg bare smiler over hele hovedet, han er virkelig for dejlig men jeg vil ikke skabe splid mellem ham og hans kæreste som du/i jo nok kan forstå så hvad synes du/i jeg kan gøre ved min forelskelse?:-)

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå, at det hele virker lidt forvirrende og at du er i tvivl om hvad du skal stille op med ham her fyren og din forelskelse. Det er nemlig aldrig nemt, når man forelsker sig i en der allerede har en kæreste.

Jeg vil give dig ret i, at han lyder som en rigtig sød fyr og jeg synes det lyder til, at han også kan lide dig. Måske som ven eller måske som noget mere, det er ikke til at vide. Men, han har jo altså en kæreste og siden han er sammen med hende, må det være fordi han kan lide hende.

Derfor tænker jeg, at du skal prøve at se om du kan glemme ham en lille smule, bare lige i et stykke tid. Giv ham tid og plads til at finde ud af hvad han vil med sin kæreste og giv dig selv tid til at møde andre og lukke lidt ned for forelskelsen. Efter noget tid kan det være at du finder ud af, at du alligevel ikke vil have ham som kæreste, men mere som ven. Det kan også være du finder ud af, at du bliver ved med at være forelsket og så synes jeg du skal fortælle ham det og spørge ham hvad han føler for dig.

Til slut har jeg lyst til at sige at jeg synes du lyder som en rigtig omsorgsfuld og betænksom pige, fordi du tænker over at du ikke vil ødelægge deres forhold eller skabe splid. Det forstår jeg godt, for det er bestemt ikke rart at gøre andre mennesker kede af det og ofte går det også ud over en selv. 

Jeg håber mit svar har givet dig et par råd til hvad du kan gøre. Held og lykke med at finde ud af hvad næste skridt kan være.

Venlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program