Alting er altid det samme

brevkassespørgsmål

Alting er altid det samme

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Hej Jeg har et normalt teenageliv, alt for normalt. Jeg er så træt af min hverdag. Jeg gør i skole, så går jeg hjem og laver lektier (ellers må jeg ikke se nogen), så går jeg om til min veninde, der ser vi tv eller gynger, hver gang... 1-2 dage i ugen går jeg på arbejde, 1 gang i hverdagene og hver anden lørdag..en gang om ugen gør jeg også rent i huset derhjemme...Jeg har en kusine, som jeg går i skole med, og hun er perfekt. Hun har pænt tøj, en masse venner, og hele familien elsker hende, fordi hun hellere vil hjælpe derhjemme end at være sammen med sine venner, og sådan vil jeg også gerne være. Jeg skændes altid med min mor, hun siger jeg bruger for mange penge, at jeg roder for meget (ud over at det er mig der holder styr på alt. Roder på i skabene, og smider de ting ud der er i køleskabet når de bliver for gamle, ellers står det der jo bare i flere år!) Hun har inført en ny "lov" der siger at jeg må bruge de penge jeg tjener hos hende, for at hjælpe med at lave mad og rode op, dem må jeg bruge om måneden, resten skal ind på min opsparing, det vil sige at jeg må bruge 280,- i måneden, og på min konto går der ca. 1500,- ind fra mit arbejde, som jeg ikke må bruge (sjovt at have et arbejde) Så er der to drenge der godt kan lide mig. Dem kalder vi lige for J og K. J bor langt væk fra mig, og jeg er forelsket i ham, eller jeg elsker ham meget, men min mor kan ikke lide ham. Jeg ved også at J elsker mig. K kan også godt lide mig rigtig meget, og min mor elsker ham. Men det gør jeg ikke, han er min bedste ven, og udanset hvad jeg gør for at kunne komme til at lide ham bedre, så er der ingenting der virker.. Alting er bare det samme... hvorfor er der ingen der lytter til hvordan jeg har det? Mine ønsker er at få bedre forhold til min mor, få et arbejde mere (arbejde hjælper til at tænke på noget andet, men min mor vil ikke give mig lov!) og det sidste ønske er at der vil ske en forandring så jeg får det bedre. Jeg synes selv at jeg er pæn, og har den "perfekte" tyndhed som alle siger (Ikke for at lyde egoistisk eller noget), men indeni har jeg det faktisk dårligt, og jeg vil så gerne have det bedre. Hvis bare der skete forandring...

Svar: 

Hej med dig

Det er rigtig godt, at du skriver ind og deler dine tanker med nogen. Hverdagene kan nemt blive for ensformige og tankerne kan være svære at håndtere alene.

Du skriver, at du er træt af din hverdag og dit liv er for normalt. Det kan man sagtens komme til at føle, hvis man ikke laver noget anderledes en gang imellem. Det kan være svært, da det ofte koster penge at opleve noget anderledes. Du har et arbejde, men din mor synes, at pengene fra dit arbejde skal gemmes. Det er faktisk ret fornuftigt at gemme nogle penge til senere, for der kommer udgifter i fremtiden. Men jeg kan godt forstå, at du gerne vil have pengene nu, så du kan komme ud og opleve noget.
Jeg synes, du skal snakke med din mor om de penge, der bliver lagt til side. I kan snakke om, hvad de skal bruges til. Så ved du, hvad du sparer op til. Det kan også være, at dig og din mor kan blive enige om et kompromis, hvor du måske får en del af din løn og resten så bliver lagt til side. Men i sidste ende er det din mor, der bestemmer og det er vigtigt, at du lytter til hende. Hun vil dig kun det bedste, så du må acceptere det, hvis hun siger nej.

For at hverdagene skal blive mindre ensformige, kan du prøve at snakke med din veninde om at lave noget andet sammen. Det kan være, at I har lyst til at tage en løbetur sammen et par gange om ugen eller gå en tur. I kan også tage en tur til den nærmeste by en gang imellem for at opleve noget anderledes sammen. Der er mange ting, man sagtens kan lave, uden det koster penge.
Du kan også finde dig en fritidsinteresse. Det kan være en sport, du gerne vil gå til eller et musikinstrument, du har lyst til at lære at spille på. Det kan også være, at du rigtig godt kan lide at tegne eller sy. På den måde får du noget andet at lave end det sædvanlige.

Du vil gerne have et job mere, men hvis du får et job mere, har du så tid til at være sammen med dine venner og passe din skole? Og tror du, at din hverdag vil blive mindre ensformig, hvis du får et job mere? I dette tilfælde synes jeg, din mor har helt ret. Du har allerede et arbejde, hvor du arbejder 1-2 dage om ugen. Det er bedre, at du bruger din tid på noget andet end arbejde.

Med hensyn til de to drenge du fortæller om, så skal du kun tænke på, hvad du gerne vil. K er din bedste ven, men du er ikke forelsket i ham. Du skal ikke vælge ham, bare fordi din mor synes rigtig godt om ham. Du skriver, at du er forelsker i J og at han også elsker dig, så hvis du gerne vil have ham som kæreste, så skal du da gøre det. Når det handler om kærlighed, skal du altid lytte til dig selv og ikke til alle andre. Det er kun dig, der ved, hvem der gør dig glad.

Du nævner også din kusine og det lyder lidt som om, at du sammenligner dig selv med hende. Det skal man altid passe på med, for I er to vidt forskellige personer. I har begge positive og negative sider og man kender sjældent hinanden 100 procent. Du bør ikke sammenligne dig selv med andre, fordi du er din helt egen.

Til sidst skriver du, at du gerne vil have, at der sker en forandring, så du får det bedre. Den eneste person, der kan lave den forandring, er dig selv. Det kan tage meget lang tid at ændre på nogle ting i ens liv, men man er glad for det, når det er lykkedes. Du virker som om, du generelt er tilfreds med dig selv og din måde at være på over for andre mennesker og det er meget positivt. Hvis du gerne vil lave noget om i dit liv, så tænk over, hvad det gode liv er for dig. Og tænk derefter over, hvordan du kan opnå det gode liv. Når du ved det, kan du begynde at forandre dig selv og tingene omkring dig, så du bliver glad og tilfreds.

Du er i en periode i dit liv, hvor du har rigtig mange tanker og følelser og du er også ved at finde ud af, hvad du gerne vil med dit liv. Det er altid nemmere at finde ud af, hvordan man har det indeni, hvis man snakker med nogen om det. Det kan være din mor, din veninde, chatten her på siden eller en anden, som du har tillid til. Når du snakker med en anden person om, hvordan du har det, kan de måske hjælpe dig til at forstå de følelser og tanker, du selv går rundt med. Der er flere, der har prøvet at stå i samme situation som dig og som allerede har fundet svaret på nogle af de spørgsmål, du går og tænker på. Ved at snakke med andre om tingene, kan det være, du får et andet syn på dine tanker og følelser. Det kan gøre denne her periode i dit liv lidt nemmere.

Jeg håber, du fik svar på dine spørgsmål, ellers er du meget velkommen til at skrive igen eller til at kontakte chatten. Held og lykke med fremtiden.

Venlig hilsen Jane

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program