Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

tandblegning

brevkassespørgsmål

tandblegning

brevkassespørgsmål af
anonym
19 år
Oprettet 6 år 6 måneder siden

Hejsa. Jeg er en pige på 19 år. Jeg har syreskader på mine tænder og vil meget gerne have en tandblegning, da jeg ikke er tilfreds med farven og hader at mine perfekte lige tænder, ikke er hvide. Kan det lade sig gøre, at få en tandblegning eller skal jeg have facader på, hvis jeg skal kunne ændre noget? :(

Svar: 

Hej pige 19 år

Tak for dine spørgsmål om dine tænders farver - og om muligheden for at ændre dem, som du ønsker dig det.

Allerførst vil jeg gerne sige til dig, at alt kan lade sig gøre nutildags. Det kan man for eksempel se på film, hvor enhver (amerikansk) skuespiller har kridhvide tænder. Selv de, der har røget et helt liv.

Det er rigtig svært at svare sikkert på dine spørgsmål, fordi jeg jo ikke har set dine tænder. Du skriver for eksempel, at du har syreskader på dine tænder. Men jeg kan ikke læse om du mener, at syreskaderne er noget af det, der gør dine tænder gule?

Umiddelbart tænker jeg, at syreskader kan have to udtryk - det ene hvor syre fra mad og drikke eller maven har taget det yderste lag af dine tænder. I så fald bliver de mindre og ofte mere gule. Det andet hvor syre fra bakterier har lavet hvidlige, ru områder på dine tænders overflade, men uden at tanden er gået i stykker.

Men det er ikke sikkert, at det er det, du mener.

Mht blegning så er min viden, at blegning kan lysne tænders farver med max een eller to "nuancer" - og at den oprindelige farve "kommer tilbage" igen efter nogle måneder. Det er altid er individuelt, hvad effekten af blegning er. Nogle mennesker er meget tilfredse med effekten af tandblegning. Andre er vildt utilfredse. Og nogen ender med at få bleget tænder igen og igen.

Som tandlæge ved jeg, at blegning er farligt både for tænder og tandkød. Nogle mennesker får problemer med smerter og med tænder, der bliver skøre efter (gentagne) blegninger. Man kan spørge hvorfor tandlæger accepterer at udføre blegninger, når det kan skade. Svaret er, at det er fordi folk vil have det.

En sikker måde at forandre farven på sine tænder er, som du skriver, facader eller kroner. Det betyder at der først skal slibes rigtig meget af tænderne for at gøre plads til facaden eller kronen. Facader og kroner holder generelt 10-15 år, nogen gange kortere, andre gange længere. Der vil sige at du altså først skal betale dyrt (jeg tror du nemt kan komme til at betale mere end 5.000 kr pr tand - og der er ingen tilskud! for at få facaderne og kronerne. Og derefter skal du regne med at de alle skal skiftes om 10-15 år. Måske hurtigere alt efter hvor dygtig din tandlæge er og hvor dygtig du er til at passe dem. Desuden skal du regne med, at der skal slibes mere af tænderne hver gang, facaden eller kronen skal skiftes. Så om mange år kan du risikere, at der ikke er nok tand tilbage til at kunne bygge en krone op på.

Endeligt er der jo muligheden af, at en helt almindelig tandrensning kan hjælpe dig. Hvis du har misfarvninger, der sidder udvendigt på dine tænder og som kan renses af af en tandlæge. Der er også muligheden af, at du ikke børster dine tænder helt rene og at det du tror er din tandfarve faktisk er bakterier, du ikke får børstet af. Det sidste kan du checke ved at stilel dig foran et spejl og kradse på dine tænder - helt oppe ved tandkødet - for eksempel med en negl. Hvis der går et lag af, børster du ikke rent. Jeg møder jævnligt børn og unge, der synes de har for gule tænder, men hvor det enten er bakterier, der gør tænderne gule (og som kan fjernes) eller hvor det er misfarvninger (fra kaffe, the, slik, sodavand). Det kan være svært at se og derfor har jeg også nogle råd til dig:

Jeg får lyst tli at spørge dig om der er andre end dig selv, der synes din tandfarve er et problem. Er det sådan, at andre mennesker lægger mærke til dine tænder og spørger dig om om, hvorfor dine tænder ser sådan ud? Jeg vil under alle omstændigheder forelå dig at tale med dine forældre eller med venner eller veninder om dette. Prøv også at se på dine venner og veninder - hvordan ser deres tænder ud? Det er en mulighed, at du er det eneste menneske i verden, der synes dine tænder er (for) gule.

Du har jo en anden mulighed end at få gjort dem hvidere: at leve med din tandfarve. Alle mennesker er lavet med en bestemt hårfarve, tandfarve, højde, drøjde, hudfarve osv. Rigtig mange mennesker har noget, de er utilfredse med og gerne vil have lavet om på. Næsten alt kan lade sig gøre i dag. Men ikke alt lykkes og det kan koste dig meget mere end blot penge at få lavet om på det. Det er også en mulighed, at det, der lige nu betyder rigtig meget for dig at få lavet om på, om 10 år ikke længere er så vigtigt. Derfor er mit råd til dig at tænke dig rigtigt godt om, inden du får gjort noget. Du risikerer at skulle igennem rigtig mange ubehagelige, langvarige og dyre behandlinger, som også har muligheden for enten at mislykkes eller som du måske ikke bliver tilfreds med. Og hvis du for eksempel vælger facader eller kroner, kan du ikke gøre det om. Så hænger du på at skulle have repareret på dine tænder resten af livet mindst hver 10-15 år. Du kan ødelægge rigtig meget for dine tænder, som du vil være ked af resten af livet.

Mit andet råd til dig er at gå til tandlæge og stille dine spørgsmål der. Det kan være som en del af et almindeligt tandeftersyn, at du også beder tandlægen om at vurdere muligheden for at gøre dine tænder hvidere. Du bør også spørge om prisen og præcist hvad det er, tandlægen vil råde dig til. Måske kan den gule farve let pudses nogle nuancer hvidere? Måske har tandlægen et forslag til dig, som hverken du selv eller jeg har tænkt på?

Og så tænker jeg at du bør prøve en anden tandlæge bagefter og stille de samme spørgsmål igen, så du har mindst to forskellige vurderinger af, hvad tandlæger tænker.

Du kan finde flere svar om gule tænder i bervkassen, hvis du går baglæns i svarene.

Held og lykke med at finde ud af det.

Niels Hansen, tandlæge

 

 

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program