Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Kan jeg få min bøjle af

brevkassespørgsmål

Kan jeg få min bøjle af

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 1 måned siden

Hej jeg er en pige på 15 år. Jeg har haft bøjle på i snart et år. Jeg har mellemrum imellem mine tænder da jeg mangler nogle. Efter bøjlen skal jeg have en gennemsigtig skinne på hvor der er kunstige tænder på for at udfylde mine huller. Jeg har tænkt mig at spørge min tandlæge om jeg kan få den af og få en skinne på med det samme. Men jeg ved ikke om det er muligt. Hvis jeg siger til min tandlæge jeg vil have min bøjle af, får jeg så stadig skinnen på eller skal jeg gå rundt med huller imellem tænderne.?? MVH Pernille

Svar: 

Hej Pernille

Tak for dine spørgsmål. Det lyder som om du er grundigt træt af din bøjle.

Du kan selv bestemme, at du vil have din bøjle af. Og de skal pille den af, hvis du insisterer! Og eftersom du er 15 år gammel, kan du godt bestemme det, selv om dine forældre mener noget andet.

Men...

Som du selv skriver, så kommer du til at beholde dine mellemrum og så får du ikke lavet erstatninger for de tænder, du mangler.

Din nuværende bøjlebehandling har jo til formål at lave plads til erstatninger for de tænder, du mangler. Jeg vil tro at du har fået at vide, at du gratis kan få implantater, når du er færdig med at vokse - typisk i 22 års alderen.

Men det kan du kun, hvis der er plads til implantaterne. Så hvis du stopper din bøjlebehandling før det hele står rigtigt, så skal du have bøjle igen lige før implantaterne. Men til den tid skal du selv betale for bøjlebehandlingen, som nemt kan koste 25.000 kr.

Når det er sagt, så kan du altid få behandlingen lavet senere i livet. Men altså for egen regning. Implantater (med kroner på) koster typisk omkring 20.000 kr. stykket. Og så kommer tandretningen oveni. Det er dyrt, men det er muligt.

Som tandlæge møder jeg tit børn og unge i samme situation som dig. Og når de spørger, svarer jeg som jeg har svaret dig. For nogle er det så vigtigt at få pæne tænder uden mellemrum, at de beslutter sig for at fortsætte med behandlingen. Andre vil bare have bøjlerne af. Og så vil det jo vise sig senere, om de fortryder.

Jeg vil foreslå, at du dels tager en grundig snak med dine voksne om dette. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du finder ud af, om det er OK med dem, at du afbryder din behandling. Og så vil jeg foreslå dig at bestille tid hos bøjletandlægen til en snak, hvor du tager dine voksne med. Og stiller samme spørgsmål igen. Bøjletandlægen er vant til at svare på præcis de spørgsmål, som du stiller her i brevkassen.

Og så vil jeg foreslå dig at tænke dig godt om.

Men det er altså din beslutning, om du vil fortsætte eller stoppe.

Held og lykke med at finde ud af det.

Niels Hansen, tandlæge

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program