sulte sig selv?

brevkassespørgsmål

sulte sig selv?

brevkassespørgsmål af
anonym
17 år
Oprettet 3 år 12 måneder siden

er det okay at sulte sig selv? hvis man gerne vil tabe sig hurtigt, så alle andre ikke syntes jeg er tyk?

Svar: 

Kære du

Tak for dit spørgsmål.

Mon du gerne vil tabe dig, fordi du er overvægtig, fordi andre fortæller dig, at du er tyk, eller fordi du forestiller dig, at andre tror, at du er tyk? Som teenager går din krop igennem mange ændringer end du måske er vant til og det er ikke unormalt, at fedtdepoterne ændrer sig forskellige steder på kroppen. F.eks. i ansigtet, maven, brystet, lår baller og andet. Mon det er sådan, du oplever din krop for tiden? Jeg kunne forestille mig, at de ændringer kommer til at lægge sig igen i takt med at teenageperioden slutter.

Som svar på dit vil jeg sige: Nej. Det er hverken okay eller optimalt at sulte sig selv i målet om at tabe sig. Og det uanset, hvordan du ser ud eller hvilken kropsform, du har. Når jeg skriver, at det ikke er optimalt, så er det fordi det får en masse negative konsekvenser for kroppen. Når kroppen ikke får nok mad, så tror den, at der er hungersnød og fødevarermangel og derfor går kroppen automatisk i en slags fasteperiode. Det betyder, at forbrændingen sættes gevaldigt ned, fordi kroppen gerne vil spare på energien. Jeg ved godt, at det er lidt teknisk beskrevet, men det er ikke sundt for kroppen at blive sultet. Du kommer sandsynligvis også til at føle sult hele tiden, hvilket er mentalt hårdt at være i. Når man sulter kroppen kan det også have den negative den konsekvens, at kroppen begynder at tage af musklerne og kroppen derfor bliver yderligere afmagret. Når kroppen bliver sultet tager det også hårdt på kroppens energi, koncentrationsevne, søvn osv. SÅ. At sulte sig selv er aldrig en god idé uanset, hvor kort eller lang periode, det drejer sig om. Det kan jeg ikke understrege nok. Desuden er der stor sandsynlighed for, at man tager det hele på igen efterfølgende. 

Der er dog andre sunde måder at tabe sig på. Bl.a. ved at få sundere vaner ind i sin hverdag gennem bl.a. at spise mere frugt og grønt, sove flere timer om natten og være mere fysisk aktiv i løbet af ugen. Ved at få sundere vaner ind i hverdagen, gør man også vægttabet mere holdbart i en længere periode, fordi det netop bliver en livsstil. Giver det mening? Måske det ville være dejligt for dig, hvis det var noget, som hele familien kunne være inde over? Det kan være dejligt med moralsk  opbakning, når man forsøger at lave en livsstilsændring. F.eks. ved at træne sammen derhjemme, lave sundere madretter til fælles måltider, gå ture sammen eller andet? Hvad tænker du om det? 

Når jeg læser dit brev får jeg en fornemmelse af, at du tænker meget over din vægt. Den fornemmelse får jeg, fordi du skriver, at du gerne vil tabe dig, så andre ikke synes, at du er tyk. Mon det er sådan, du har det? Jeg kommer til at tænke på, om du har nogen at snakke med omkring det? Måske dine forældre, større søskende, en lærer eller en anden voksen, som du føler dig tryg ved at dele dine tanker med? Jeg kunne forestille mig, at det ville være rart for dig at snakke med nogen om de tanker, som du har. Du er også velkommen til at komme ind i vores chat på Cyberhus og chatte med en rådgiver om, hvordan du har det. 

Kærlig hilsen,
Malou

 

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program