sprudt

brevkassespørgsmål

sprudt

brevkassespørgsmål af
niels
17 år
Oprettet 4 år 1 måned siden

når man drikke sig fuld er man så mere ærlig over for folk.. eller alt det man holder inde for at skule for sine venner kan man så komme til at afsløger dem når man er fuld eller kan man også selv have fuld kontrol over sig selv når man er fuld

Svar: 

Kære Niels.

Mange tak for dit brev - det er nogle gode spørgsmål du stiller. Jeg vil prøve at besvare dem, så godt som jeg kan. 

Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer på alkohol. Nogle bliver måske hurtigt berusede og kan allerede mærke alkoholen i blodet efter én genstand. Andre kan måske drikke lidt mere, før de kan mærke alkoholen og bliver fulde. Der er mange forskellige faktorer der spiller ind her. Det kan både handle om ens fysik - ofte er det nemlig sådan, at hvis man vejer mindre, kan man blive hurtigere fuld. Og omvendt hvis man vejer mere, skal der måske flere genstande til, før man bliver påvirket. Det kan også handle om hvor tit man drikker alkohol - hvis man drikker sjældent, skal der måske én genstand til, før man bliver påvirket. Og omvendt hvis man drikker regelmæssigt, skal der måske flere genstande til, før man bliver fuld. Men det er som sagt meget forskelligt fra person til person. 

Det er også meget forskelligt hvordan folk opfører sig og reagerer, når de drikker alkohol eller bliver fulde. Nogle bliver måske lidt mere afslappede og mister deres hæmninger jo mere de drikker, og det kan helt sikkert godt indvirke på deres ærlighed. Så der kan sagtens være nogle personer, der siger tingene mere direkte når de har drukket sig fulde, og siger ting som de måske ikke ville have sagt, hvis de var ædru. 

Andre vil måske opleve, at de trækker sig mere ind i sig selv og føler sig utilpas, når de drikker alkohol og bliver fulde. For nogle personer kan det være rigtig ubehageligt, at opleve hvordan alkoholen kan sløre ens sanser og hoved. Det kan også føles som et kontroltab, når alkolen begynder at suse rundt i blodet, fordi man så ikke er helt sig selv. Derfor er der også mange, der vælger ikke at drikke alkohol, fordi de synes at det er ubehageligt at de mister kontrollen, og ikke kan kende sig selv når de bliver fulde.

Mit bedste råd til dig vil være, at du kun drikker sammen med mennesker, som du føler dig tryg ved og har det godt sammen med. På den måde bliver det en bedre oplevelse, fordi chancerne for at gøre noget dumt, sige noget dumt eller gøre noget, som du måske kommer til at fortryde, er meget mindre, hvis du er sammen med mennesker, som du kender og har det godt sammen med. Jeg vil også anbefale, at du holder dig til at drikke øl eller vin og kun én slags alkohol ad gangen, fordi det er nemmere at holde styr på hvor mange genstande du drikker, hvis du holder dig til enten øl eller vin, og fordi man kan få det rigtig dårligt, hvis man blander forskellige former for alkohol. Og at du kun drikker alkohol når du har fået godt med mad inden, fordi man nemmere kan styre alkoholpåvirkningen, når man har noget mad i maven.

Jeg vil også anbefale dig, at du snakker både med dine venner og dine forældre om, hvor meget I må drikke, og hvordan det er rart at være sammen når der kommer alkohol indenbords. Det er godt, at man har nogle fælles aftaler om, hvor meget man drikker og hvordan det skal foregå. Du kan også læse lidt om alkohol i den her artikel på Cyberhus.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Du er også altid velkommen til at skrive i vores 1-1 chat, hvor du kan snakke med en af vores rådgivere.

Venlige hilsner fra

Laura.

Lauraaaaas billede
Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program