Period

brevkassespørgsmål

Period

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 2 uger siden

Hej jeg har haft mens i 2 år og den er stadig ikke reglmæssig, jeg får det ca 2 gange om måneden i 8 dage af gangen, meget kraftigt. jeg er virkelig træt af det og derfor opsøgte jeg min læge og spurgte om jeg kunne få P piller. da min morfar har haft en blodprop i en vene ville hun ikke give mig dem med det samme, så jeg fik taget en blodprøve og hun sagde derefter at det ville hun godt alligevel. Så jeg fik nogle der hedder mikrogyn og jeg har lavet lidt research og det bekymrer mig rigtig meget at jeg udsætter mig selv for de der "kunstige hormoner" o. At jeg har forhøjet risiko til en del sygdomme men samtidig er jeg pisse træt af det der lort så måske er det det værd, men hvad skal jeg gøre? Er så forvirret, har også læst om bivirkninger mht P pillerne og det har jeg jo heller ikke lyst til. har lyst til at dø over det, jeg kan ikke snakke med nogle om det, det er et meget skamfuldt emne i min familie så det er så ydmygende hver gang jeg bløder igennem og jeg har i gennem den seneste tid begyndt at blive seriøst deprimeret. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det, jeg er så bange og frustreret at jeg ikke kan holde det ud mere. desuden syntes jeg at det er så unfair, hvorfor er det os der skal igennem det her pis?? hvad med drengene. Ej undskyld men jeg bliver virkelig arrig når jeg har det og hankøn nærmer sig, de skal bare fucke til mars. jeg mister også appetitten fuldstændig i modsætning til mange andre, og når jeg har det går jeg ikke i skole og jeg spiser ikke noget i flere dage. det jo ikke normalt?? men så læste jeg at bivirkningerne bla var pigmentpletter, kvalme og akne og det er fandme det sidste jeg har brug for! Jeg har i forvejen hudproblemer og er på vej til at blive undervægtig så jeg er ikke helt hooked på alt det der? hjææælp mig , og nej jeg kan ikke snakke med en lærer, en søster eller en mor, jeg kan snakke med den pøl af blod jeg skal vågne op i, 14 dage om måneden. fuck jer med pik. 

Svar: 

Kære du

Det var da også usædvanligt irriterende med så kraftig og hyppig menstruation! Det er aldrig fedt at bløde igennem, og det må være meget generende, at være bange for at bløde igennem hele 14 dage om måneden. Og nej, det er ikke normalt ikke at spise eller gå i skole fordi man har menstruation. Jeg kan godt forstå du har lyst til at gøre noget ved det. 

Som jeg forstår dig, er du ikke begyndt med p-pillerne endnu. Det er det jeg vil tage udgangspunkt i i mit svar. Mht. bivirkninger er der nogle meget, meget strenge regler for, hvad der skal oplyses om på de indlægssedler du sikkert har læst en af. Dvs. at selvom en bivirkning kun forekommer ekstremt sjældent, skal den med alligevel, og det kommer til at se lidt skræmmende ud når det hele står på sedlen i pakken. I virkeligheden får langt de fleste kun en enkelt bivirkning eller slet ingen. Derudover ved jeg, at mange faktisk får en meget pænere hud (bla. færre bumser). Der er også stor forskel på, om man tager på eller mister vægt, når man starter med pillerne, men langt de fleste ændrer nok ikke vægten det store. P-piller er gode til at regulere menstruationen, så man altid ved, hvornår man får det, ligesom man kun får det en gang om måneden. De er også gode til at mindske evt menstruationssmerter, hvilket gør at nogle får det bedre psykisk mens de har menstruation.

Alt i alt er det noget med at veje fordele og ulemper mod hinanden og det kan være rigtig svært - specielt når man selv står i det! Så meget som det påvirker dit liv og humør vil jeg umiddelbart råde dig til at tage dem. Din læge har været rigtig grundig og taget blodprøver på dig og valgt de p-piller, der giver mindst risiko for blodpropper, så jeg er helt tryg ved at han/hun har overvejet situationen grundigt. Og så er det jo altid en mulighed at give dem chancen 3-4 måneder og stoppe hvis du synes det er for irriterende. Du skal nok ikke droppe dem tidligere, fordi bivirkninger har det med at være værst i starten og så forsvinder senere. Ligeledes skal pillerne nogengange have lidt tid før de helt har styr på din cyklus så du kun bløder i pillepauserne.

Mht. det du nævner om kunstige hormoner, kan jeg godt forstå du er bekymret. Heldigvis er det sådan at man har brugt p-piller siden 1960'erne og derfor ved rigtig meget om, hvordan hormonerne påvirker kroppen. Hvis man anså det for mere farligt end gavnligt, var de blevet forbudt. Desuden har de p-piller man bruger i dag et meget lavt indhold af hormon, i forhold til dem man brugte tidligere så jeg ville ikke være bekymret. 

Menstruation kaldes nogengange kvindens "last" og der er mange, der er kede af at skulle have det. Jeg tror det er meget vigtigt for dig, at du får et mere afslappet forhold til menstruation og dermed dig selv, når du har det. Som jeg ser det er p-piller en god løsning på problemet. En anden ting jeg kunne foreslå var vores chat her på cyberhus. Her vil du enten kunne snakke med andre piger om deres erfaringer med menstruation, p-piller, at bløde igennem i gruppechatten eller snakke med voksne rådgivere i vores 1-1 chat om at være trist og hvad der ellers bekymrer og frustrerer dig. 

Med venlig hilsen

Maria

Marias billede
Maria har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program