noget hvidt?

brevkassespørgsmål

noget hvidt?

brevkassespørgsmål af
Anonym
11 år
Oprettet 11 år 7 måneder siden

hej. jeg ved der er noget der hedder udflåd som skulle være sådan noget hvid noget..

men lige siden jeg har været lille har der været sådan noget hvid i min skede - er det normalt? og hvad er det? jeg har ikke nogen mor eller far jeg kan snakke med det om så please hjælp mig :)

Svar: 

Kære du.

Det er godt du skriver herind når du ikke har dine forældre at tale med og er i tvivl - det kan godt være forvirrende når ens krop ændrer sig fra pige til kvinde og man kan sidde med tusindvis af spørgsmål - du er altid velkommen til at skrive, så vi kan hjælpe dig :-)

Udflåd er for det meste gulligt, hvidt eller gennemsigtigt og findes hos alle kvinder og piger i alle aldre. Ofte starter det et par år før puberteten og det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde hvor meget man har. Det er helt naturligt, men det kan være lidt irriterende fordi det kommer ud i ens trusser. Hvis du er generet af det, kan du købe trusseindlæg i supermarkedet. Jeg ved ikke, om du har fået din menstruation endnu, men når du får det, vil dit udflåd ændre sig mellem menstruationerne. Det er også helt normalt og det er dine kvindelige hormoner, der bestemmer det.

Hvis det klør i din skede eller omkring åbningen, hvis du er rød forneden og udflåddet er en smule grynet i konsistensen, kan det være svamp du har. Så kan du gå op til din læge, der kan undersøge dig og fortælle dig, hvad du skal gøre ved det. Men du skriver at det er noget du har haft længe og du skriver ikke noget om kløe eller irritation, så derfor tror jeg ikke det er dét.

Hvis du stadigvæk er i tvivl om hvad det er og ikke kan lade være med at bekymre dig om det, synes jeg du skal gå op og tale med din læge. Du kan evt. få en voksen til at hjælpe dig med at ringe og bestille tid, hvis du synes det er lidt svært. Din læge er der for at hjælpe dig og det skal du bare benytte dig af :-)

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig og du er også meget velkommen til at skrive igen, hvis der er noget du er i tvivl om.

Mange venlige hilsner Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program