Menstrutionsmerter

brevkassespørgsmål

Menstrutionsmerter

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 4 måneder siden

Hej. igår torsdag den 22. november i skolen kunne jeg mærke at jeg fik ondt i mit underliv og det var efter frokost, havde fået mad og drikke i løbe af dagen, da vi så havde fælles aktivitet med andre på skolen hvor mig og nogle andre skulle lave julepynt, så havde jeg lige sat mig på en skammel og så blev det så slemt at jeg virkelig ikke kunne sidde ned, det gjorde ondt i underlivet og om til numsen, jeg måtte rejse mig og det gjorde det heller ikke bedre så jeg begyndte at græde fordi det gjorde så ondt og jeg begyndte at få sved ture. min lærer hentede to pamoler og et glas vand til mig og efter noget tid gik jeg på toilettet for at tisse og det gjorde også vildt ondt i underlivet, men da jeg så skulle sidde ned på skamlen igen så havde det hjulpet, men havde stadig meget ondt, men kunne godt sidde ned. det skal lige siges at jeg har min menstruation, men jeg har aldrig haft så voldsomme smerter i underlivet. nu til mit spørgsmål: hvorfor er det lige at vi skal få ondt i maven og underlivet når vi har fået menstruation? hvad er det som gør at vi får de smerter? jeg er ikke på noget prævention og skal heller ikke på noget. men det kan da ikke være rigtig at hver gang man får sin menstruation så skal man tage smertestillende? - Camilla

Svar: 

Kære Camilla

Jeg kan godt forstå, at du synes det er irriterende, at du skal have så ondt når du har menstruation.

Først og fremmest så skriver du, at det gjorde ondt da du skulle tisse. Så jeg synes du skal blive tjekket for blærebetændelse. Det kan nemlig give mavesmerter, ondt når man skal tisse og det kan komme på alle tider i forhold til menstruationen. Det er nemt at tjekke og nemt at behandle. Hvis du går forbi din læge, kan du aflevere en urinprøve, som de kan undersøge med det samme.

Det er meget forskelligt hvordan piger og kvinder oplever menstruationssmerter. Nogle får slet ikke smerter, mens andre får rigtig mange. Så hvis du aldrig har haft smerter ved menstruationen tidligere, så kan det være smerterne kommer på grund af noget andet. For eksempel blærebetændelse. Men hvis du tidligere har haft lidt ondt omkring menstruationen, så kunne det tyde på, at du vil opleve smerter ved menstruation.

Det du mærker er livmoderen, som trækker sig sammen. Livmoderen er en stor muskelpose, hvor blodet skal 'smides ud fra'. Derfor trækker den sig sammen under menstruationen - ligesom for at hjælpe blodet på vej ud. Og det giver smerter i maven og mellemgulvet. Det er helt ufarlige og naturlige smerter. Og ja, det virker helt uretfærdigt, men der er nogle kvinder, som skal tage smertestillende hver måned på grund af det. Nogle bruger varmepuder på maven til at hjælpe. Samtidig vil jeg skynde mig at sige, at sådan nogle smerter ændrer sig igennem livet. Det vil sige, at du ikke altid vil have lige så ondt som nu. Hvis det bliver et tilbagevendende problem, med smerter og behov for smertestillende hver måned, så synes jeg, at det er en god ide, at du taler med din læge, så I kan aftale hvilke smertestillende du skal bruge.

Håber det kunne svare på dine spørgsmål. Og husk at blive tjekket for blærebetændelse, specielt hvis det stadig gør ondt. 

Venlige hilsner fra Line 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program