Hvad er det?

brevkassespørgsmål

Hvad er det?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 11 år 6 måneder siden

Hej. Her på det sidste har jeg haft hjertebanken. Det har været der i cirka en uge nu. Nu er jeg så også blevet forkølet, og har fået ondt i brystet i den side hvor hjertet sidder. Det stikker lidt og "bobler" derinde. Jeg kan ikke lade være med at forbinde det eftersom at jeg også har hjertebanken. Er det bare pga. min forkølelse eller er der noget i vejen med mit hjerte? Hilsen mig

Svar: 

Kære dig,

Tak for dit brev.

Jeg kan læse på det du skriver, at du har tænkt en hel masse den sidste uge. Når man mærker noget i brystet/ omkring hjertet kan det sætte mange bekymringstanker igang. Godt du vælger at spørge nogen i stedet for at gå med det alene. 

Det du beskriver lyder for mig helt normalt. Når kroppen får en virus (som en forkølelse er) sker der noget i hele systemet. Der går 4-7 dage fra man får en virus til man får symptomer, som snot og hoste. Dvs. den hjertebanken du har mærket sandsynligvis er kommet fordi kroppens immunforsvar arbejder på at vinde over virussen. Når kroppen arbejder mere banker hjertet ofte lidt kraftigere, fordi man har brug for mere blod rundt i kroppen. Sådan en forkølsesvirus rammer ikke kun næsen og halsen, men faktisk hele luftvejssystemet. Altså er det helt almindeligt at man kan få "ondt i brystet", hvor lungerne jo sidder. Det kan sagtens føles som boblen/ stikken.

Som du kan læse mener jeg ikke det er noget du behøver at bekymre dig om. Hvis du fortsat er bekymret eller synes hjertet banker mere end normalt, når du er blevet frisk fra forkølelsen, synes jeg du skal få et tjek hos din egen læge. 

Håber du kunne bruge mit svar.

God bedring med forkølelsen :-)

varme hilsner
Gry

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program