Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Snus

brevkassespørgsmål

Snus

brevkassespørgsmål af
Mads
14 år
Oprettet 1 måned 2 uger siden

Hej, jeg har taget snus 7 - 8 gange, jeg fortryder det og vil stoppe. Men det som jeg er mest bange for er, at jeg har fået permanente skader allerede? Så vidt jeg kan se er der ingen forskel, men det er jo ikke alt det blotte øje kan se. Er der nogen som der har forstand på, om så lidt snus skader det nok til at det er permanent, og synligt?

Hilsen Mads

Svar: 

Hej Mads, 

Tusind tak for dit spørgsmål.

Jeg vil først rose dig for, at du er kommet frem til, at du gerne ville stoppe med at bruge snus.

Selvom snus er skadeligt for både tænder, tandkød og mundhulen, så er det sjældent at man ser permanente skader efter 7-8 ganges brug af snus.

Skaderne i munden opstår dog hurtigere hvis man bruger løst snus i forhold til det snus, som ligger i en pose. Det man oftest ser er milde skader på tandkødet. Tandkødet vil i de områder hvor snusen placeres bliver mere hvidt og danne en form for "hård hud", og samtidig kan det trække sig lidt væk fra tænderne i det pågældende område (sidstnævnte kaldes retraktioner). Begge dele skyldes at tandkødet bliver irriteret.

Ved kortvarig brug af snus, som jeg vil karakterisere dit forbrug, så vil sådanne forandringer, hvis de overhovedet er kommet, forsvinde igen. Hvis der er sket retraktioner er det dog en permanent skade. Det skal dog nævnes at retraktioner også kan opstå som følge af en for hård tandbørstetektik, og derfor kan der ikke sættes lighedstegn mellem brug af snus og retraktioner.

Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig.

For at give dig helt ro i maven, så vil jeg dog anbefale, at du kontakter din tandlæge og bestiller en tid hvor de lige får kigget dig i munden.

Med venlig hilsen

Mia, tandlægen

Mias billede
Mia fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program