Skal jeg bare gøre det?

brevkassespørgsmål

Skal jeg bare gøre det?

brevkassespørgsmål af
"Noa"
13 år
Oprettet 6 år 3 uger siden

Hej Brevkasse. Jeg er biologisk født som pige men jeg er meget i tvivl om mit køn. Nogle dage vågner jeg op og vil have kjole på og andre gange noget mere drenget. For det meste føler jeg mig ikke som en pige eller dreng men bare sådan en ting midt imellem. Jeg har flere gange spurgt mine venner om hvad det ville betyde hvis jeg var en dreng men de griner bare og siger det bare er en fase og at kort hår ville se grimt ud til mig. Jeg forstår dem godt for jeg virker så normal når jeg er sammen men dem men jeg tænker over det en milliard gange dagligt og det går mig virkelig på at alle ved om de er piger eller drenge. Jeg har også læst at man kan være A-kønnet altså et helt andet køn som bare er en slags ting midt imellem. Jeg ved allerede nu at jeg er fuldstændig ligeglad med om det er en pige eller en dreng jeg er venner eller kærester med så er vel også biseksuel. Jeg ved at min familie vil have det fint med det men de har ikke rigtig overskud til at støtte mig da hele min familie har mange problemer. Men mit spørgsmål er så om jeg skal klippe mit hår. Jeg vil virkelig gerne prøve det og det vokser jo ud igen men problemet er at jeg skal konfirmeres næste år og på dagen vil jeg gerne være tilfreds med mig selv. Hvis jeg klipper det kan det ikke når at vokse helt ud igen og så om 20 år vil jeg kigge på billeder af min konfirmation og tænke "hvorfor klippede jeg mit hår". For hvad hvis det bare er en fase? Min ven sagde at jeg skulle "finde mig selv" så skal jeg bare spring ud i det? Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre for det betyder virkelig meget for mig. Kan i give et råd? (Og i må også gerne give råd om at springe ud..)

Svar: 

Kære "Noa",

Tak for dit brev. Det er virkelig sejt af dig, at du skriver her.

Du skriver, at du er biologisk født som pige, men at du er i tvivl om dit køn. Ens køn og kønsidentitet består af tre dele. Der er det biologiske køn, som er det vi er født med, det oplevede køn, som er det køn vi oplever at have, og det udtrykte køn, som er det køn, vi giver udtryk for at have i form af tøj, hår, make-up, og måder at bevæge sig og tale på. For nogle mennesker er alle tre dele af kønsidentiteten det samme (fx pige), og de er derfor ikke i tvivl om, hvad de identificerer sig som. Men for andre kan de måske være født som pige, men have en oplevelse af at være dreng og derfor give udtryk for at være dreng. Ud fra hvad du skriver, lyder det til, at du er født som pige, men at du oplever hverken at være pige eller dreng, og at du derfor skifter lidt mellem, hvad du giver udtryk for at være. Jeg kan godt forstå, du synes det er forvirrende, for det ser så nemt ud for alle andre, som bare passer ned i enten pige- eller drengekategorien.

Generelt så opdeler vi os selv og hinanden i to kategorier: han og hun, dreng og pige. Men i virkeligheden så er verden meget mere kompliceret og nuanceret end det. Der findes mange flere kønskategorier end kun disse to (se mere her). Du skriver, at du har læst, at man kan være Akønnet (også kaldet intetkønnet), hvilket vil sige, at man ikke identificerer sig med noget køn. Ud fra hvad du skriver, lyder det dog ikke til, at du er 100% overbevist om, at det er det du er. Mange bruger betegnelsen "nonbinær", som er et overordnet begreb, der betyder, at man opfatter køn som bestående af mere end to kategorier. En nonbinær opfattelse vil altså sige, at man opfatter kønnet som bestående af et væld af variationer, hvor en person kan identificere sig som det ene eller det andet, som begge, som ingen af delene eller som noget midt i mellem. Måske er du akønnet og identificerer dig ikke med noget køn, måske har du en flydende kønsidentitet, der skifter igennem livet, måske er du omnikønnet, og altså en blanding af både pige og dreng, og måske er du noget helt fjerde.

Uanset hvad du er, hvilket køn du er og hvilken kønsidentitet du har, er det vigtigste, at du mærker efter hvordan du har det og hvad du føler er det rigtige, og så lytte til det. Jeg kan godt forstå, at du synes det er frustrerende, når alle omkring dig ved, om de er piger eller drenge og du ikke selv gør. Nogle mennesker har aldrig været og bliver aldrig i tvivl om deres køn og kønsidentitet. Men for andre, som dig, tager det tid at finde ud af, hvem man er. Det er en sund og naturlig proces og viser blot, at du er i stand til at lytte til dig selv og mærke efter i stedet for bare at gøre som alle andre. Måske er det en fase, måske er det ikke. Uanset hvad er det noget, der fylder meget for dig, og derfor noget, du skal tage alvorligt. Derfor er det også virkelig godt, at du skriver her ind, da det viser, at du tager dig selv seriøst. Den bedste måde at få det til at fylde mindre er ved først at lade det fylde meget, give det plads og virkelig mærke det, og så derefter udforske dig selv og dit køn og mærke efter hvad der føles rigtigt for dig.

Du skriver, at du er fuldstændig ligeglad med, om det er drenge eller piger, du er venner eller kærester med, og at du derfor vel også er biseksuel. Det kan sagtens være, at du er biseksuel, men det kan også være, at det er et udtryk for, at du er usikker på hvem og hvad du egentlig er. Mit bedste råd er, at du skal udforske dig selv og hvad du godt kan lide. Start med at forsøge på at blive klogere på dig selv og din kønsidentitet. Hvem er du? Hvad er du? Hvad føles rigtigt for dig? Ens seksualitet handler om hvem og hvad man er tiltrukket af seksuelt  og er derfor ikke som sådan bundet op på ens kønsidentitet. De fleste anvender kategorierne hetero-, homo- og biseksuel, men der findes faktisk et væld af seksualiteter, som du kan læse mere om her. Seksualitet og seksuel orientering handler om, hvem man er tiltrukket af over tid. I ungdomsårene er der mange, der eksperimenterer med at være sammen med både det andet og sit eget køn for at undersøge, hvad man godt kan lide og hvad man er til. Nogle finder her ud af, at de er heteroseksuelle, nogle finder ud af at de er homoseksuelle, nogle finder ud af at de er biseksuelle og nogle finder ud af, at de er noget helt fjerde.

Jeg tror det vigtigste for dig lige nu er, at du starter med at vende blikket indad og finde ud af hvem du er. Når du er blevet klogere på dig selv kan du begynde at vende det udad og prøve at mærke efter hvem du godt kan lide og hvem du er tiltrukket af. Måske finder du ud af, at du er interesseret i både drenge og piger, men det kan også være du finder ud af, at du er interesseret i kun det ene eller kun det andet køn. Den eneste måde at finde ud af det på, er ved at kaste sig ud i det og prøve nogle grænser af. Så længe du hele tiden lytter til dig selv og mærker efter hvad der føles rigtigt og forkert, godt og dårligt, så er det meget sundt og et virkelig godt skridt i en god udviklingsproces.

Du spørger til om du skal klippe dit hår. Du skriver, at du virkelig gerne vil prøve det, men at du er bange for at fortryde, for hvad nu hvis det bare er en fase? Det lyder til, at din bekymring særligt går på, at du gerne vil være tilfreds med dig selv til din konfirmation til næste år. Ud fra hvad du skriver, lyder det til, at du lige nu ikke er tilpas og tilfreds med den du er og hvordan du ser ud. Din ven siger, at du skal "finde dig selv" og det tror jeg din ven har fuldstændig ret i. For at finde dig selv bliver du nødt til at prøve nogle ting af. Det kan være, at det du skal prøve er at klippe dit hår. Det kan også være, at det du skal prøve er at gå i noget andet tøj. Det kan også være, at det du skal prøve er, at lytte til noget andet musik og udforske nye fritidsinteresser. Det kan også være du skal prøve noget helt fjerde eller en kombination af dem jeg har nævnt. Uanset hvad er det vigtigt, at du virkelig mærker efter hvornår du har det godt, hvad der gør dig glad, hvad du interesserer dig for, hvem du er interesseret i, hvad der giver dit liv værdi - kort sagt hvem du er.

Du spørger også til råd omkring at springe ud. Der er mange måder at springe ud på og det er forskelligt fra person til person hvordan og hvornår det føles rigtigt at gøre det. Når du skal springe ud er det vigtigt, at du er tryg ved den du er, at du hviler i dig selv og at du er sikker på hvem du er. Gør det på et tidspunkt, hvor du har det godt og dem du skal springe ud over for også har det godt. På LGBT-Ungdom ved de meget mere om det at springe ud og hvilke tanker, bekymringer og udfordringer, det kan medføre.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

De bedste hilsner,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program