Selvmordstanker

brevkassespørgsmål

Selvmordstanker

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 2 måneder 2 uger siden

Mit navn er X,

Hele min barndom er jeg blevet tortureret psykisk af mine forældre, og jeg er langt om længe flyttet ud. Men de skader som den type behandling giver.... de går ikke væk bare sådan.

Men nogle af skaderne er blandt andre, at jeg er helt ude af stand til at føle noget andet end vrede eller absolut tomhed, og at jeg har svært ved at begå mig socialt.

Men! Endeligt har jeg fået nogen venner... troede jeg. For efter et helt år, hvor jeg har prøvet at få dem til at lave mere sammen (fester etc.), så er det endeligt lykkedes. Det lyder jo dejligt, ikke? Det ironiske ved dette er bare, at de holder alt helt uden mig. Jeg bliver ikke fortalt, hvis at der bliver holdt noget, og så prøver de ikke engang på at skjule det, når at det sker og efter at det er sket. De sidder bare rundt om mig og taler om hvor god en fest det nu lige var i fredags, og hvor sjovt de havde det ved stranden i søndags.

Eftre tre måneder foruden, har jeg igen fået lysten til bare at dø. Lysten til at dræbe mig selv. Springe ud foran et tog, køre galt med vilje, overdosere morfin eller et andet euforiserende stof... jeg magter ikke det her bullshit mere. Hvorfor skal JEG absolut bare få tværet den ene lort efter den anden ud i ansigtet mens livet bare er fucking idyllisk for så mange andre.

Jeg overvejer at droppe ud af Gymnasiet hvis ikke at jeg dræber mig selv først. Der er ungen grund til at spilde min tid mellem folk jeg afskyr mere end noget andet i verden. Jeg klarer mig såmænd godt på gymnasiet, men de mennesker...

Jeg er ellers en meget rolog person... jeg har svært ved at blive åbentlyst vred, og holder mig altid kold i hvilken som helst situation. Men indvendigt kan jeg være ved at eksplodere, og mest af alt bare have lyst til, at slå løs på folk indtil at de ikke bevæger sig mere. Det har jeg dog ikke tænkt mig at gøre. Det er unødvendigt voldeligt.

Men, hvis at jeg melder mig ud af gymnasiet, så melder jeg mig nok ind i forsvaret. Fordi at jeg vil tjene mit land? Nej. Fordi at jeg i det mindste vil have gjordt noget godt, før at jeg melder mig som frivillig til at blive udsendt til krig, og forhåbentligt ikke kommer tilbage igen. Og nej, forsvaret tager ikke folk med psykiske problemer ind, men jeg er god til at skjule det og at lyve. Så det bliver ikke et problem, hvis at det bliver nødvendigt.

Jeg ved egentligt ikke hvorfor det er, at jeg skriver ind til jer. Måske er det et råb om hjælp, eller også havde jeg bare brug for at komme ud med lidt af mit lortefyldte liv. Jeg har ikke nogen venner jeg kan tale med mine problemer om, de er alle sammen så  overfladiske i vores såkaldte “venskab”, at de er ligeglade med, om at jeg er der eller ej.

Guderne må vide, om jeg når at se svaret på denne samling af tilfældige tanker. Men dem tror jeg alligevel ikke på, så det kan vel være ligegyldigt. Lige så ligegyldigt som min eksistens åbentbart er for samtlige mennesker i dette rædderlige, kolde land.

Svar: 

Kære X,

Tak for dit brev. Nogle gange skriver unge til brevkassen med konkrete spørgsmål og andre gange er det mere for at dele sine tanker og følelser, for måske på den måde få sorteret lidt i, hvordan man egentlig har det, og hvad man tænker og kan gøre. Derfor er det så fint, at du skriver, og jeg håber, at mit svar kan give dig lidt flere refleksioner med på vejen.

Det er godt at høre, at du er flyttet hjemmefra. Det lyder bestemt ikke rart at være nødt til at bo med sine forældre, hvis de ikke kan tage vare på en eller direkte skader en hvad end det er fysisk eller psykisk. Du skriver, at du er skadet. Når man har været udsat for noget voldsomt eller skadeligt efterlader det spor. Det kan tage lang tid at få det bedre igen, men det er ikke umuligt, slet ikke når man er så bevidst om det, som jeg kan høre, at du er. Jeg tænker, at dine følelser omkring vrede og tomhed egentlig giver god mening, når du har været i en situation, hvor du har været magtesløs. Du har prøvet at overleve i en svær situation, som ikke var god for dig, og det har resulteret i, at du føler en stærk vrede og en tomhed. Det første skridt til at få det bedre er at blive bevidst om sine følelser, tanker og hvordan man reagerer. Derefter kan man gå i gang med at arbejde med hvordan det kan være, at man har det sådan, og hvad man kan lave om på, så det kan forandre sig. Mange, både voksne og unge, har stor gavn af at tale med en psykolog. Jeg ved ikke om du har overvejet det, men hvis ikke, vil jeg helt klart råde dig til at tænke over, om det også kunne være noget for dig. Når man taler om alt det, der er svært og gør ondt indeni, bliver det mindre og lettere at håndtere. Du kan også overveje at snakke med en ven/veninde. Det er meget forskelligt om man foretrækker at dele sit inderste med en som er tæt på én, eller en helt fremmed.

Jeg forstår godt, at du føler dig holdt udenfor. Det er slet ikke cool, at dine venner sidder og snakker om ting de laver, hvor du ikke var med. Jeg ved ikke om det er noget, du allerede har prøvet at tage en snak med dem om, men det tænker jeg, at du kan prøve. Hvis ikke de ved, hvor meget det går dig på, så kan de ikke tage hensyn til dig og gøre noget anderledes. Det er ikke sikkert, at det handler om, at de ikke vil have dig med. Det kan du finde ud af ved at spørge dem, og samtidig fortælle, at du ikke synes, det er fedt, at de sidder og snakker om hyggelige ting, som du gerne vil med til, når du ikke er blevet spurgt. Hvis du kan mærke at du er helt færdig med dem og ikke har lyst til at prøve at snakke med dem, så tænker jeg, at du må op på hesten igen og lede efter nogle bedre venner. Du har allerede bevist, at du kan skabe relationer til andre, og at du kan begå dig socialt, så det er jeg sikker på, at du kan igen. Jeg kan høre, at du gerne vil andre mennesker, og at du også gerne vil lave sjove og fede ting sammen med nogen, som synes godt om dig og som vil dig. Og det er der helt sikkert nogen, som gerne vil.

I livet når vi møder meget modstand og oplever, at vi ikke lykkes med de ting, vi ønsker, kan vi få rigtig mange negative tanker og forestillinger (små historier) om verden. Det kan f.eks. være "det er bedre, hvis jeg slet ikke er her", "det går altid udover mig", "jeg fortjener ikke at være glad", "livet er ikke noget værd". Det sker ofte i situationer, hvor vi gentagne gange har oplevet at blive svigtet eller ikke nå i mål. Så bliver vi overbeviste om, at vi ikke har nogen kontrol, og at vi faktisk fortjener at have det dårligt. Men det er ikke sandt. Livet kan være uretfærdigt og hårdt, men det behøver det ikke være. Det kan være en periode, som er svær, og hvor vi kæmper med at komme på benene - med den rette hjælp, kan vi komme op og stå igen, endda endnu stærkere. 

Når det hele bliver for overvældende, kan det virke som en løsning at begå selvmord. Ofte vil man gerne slippe væk fra alt den smerte, man har indeni, og man har sjældent et ønske om egentlig at dø - man vil bare gerne have det bedre og undgå at mærke de svære og tunge følelser. Du skriver, at du ikke ved om dit brev er et råd om hjælp. Det tror jeg det er. Et råb om, at du ønsker at få det bedre og komme videre, men at du ikke selv kan kæmpe mere lige nu, og at du har brug for noget hjælp, så livet kan blive ikke bare udholdeligt, men godt. Du kan måske ikke selv se det lige nu, men jeg ved, at du kan få det bedre. Jeg har snakket med mange unge, som har haft det ligesom dig, og som har haft selvmordstanker, og ved at snakke med nogen om det, har de fået det bedre. Selvmord er ikke en løsning, og du kan være med til at skabe de forandringer der skal til, for at du får sådan et liv, som du drømmer om. Når tankerne om selvmord fylder og presser på, kan det være rart at have muligheden for at snakke med en som ved, hvad det handler om. Det kan du hos Livslinien. De er vant til at snakke med mennesker med selvmordstanker, og jeg håber, at du vil overveje at ringe til dem, hvis/når du kan mærke, at dine følelser overvælder dig så meget, at du har lyst til at dø.

Du skriver, at du overvejer at droppe ud af gymnasiet. Jeg synes, at det er fornuftigt at gå i gymnasiet eller tage en anden uddannelse. Hvis du kunne tænke dig at komme i Forsvaret, så tænker jeg helt klart, at det skal være af andre grunde, end at du har lyst til at komme i krig og dø. Der skal være noget andet, som optager dig og interesserer dig ved de uddannelser, som Forsvaret tilbyder. For nogen handler det om at blive dygtig til ledelse, eller det fysiske og træning, og for andre handler det om det helt særlige fællesskab, andre er vilde med strategi/organisering eller mekanik.

Ud fra det du skriver, kommer jeg til at tænke på, om du kunne have en depression. Måske er det noget, du også selv har tænkt på? Når man har en depression, er man nedtrykt og modløs. Mange der kæmper med en depression er super hårde ved sig selv, føler sig som fiaskoer, og at de ikke er noget værd. Nogen oplever også at have kraftige humørsvingninger - f.eks. at de bliver hurgtigt vrede eller frustrerede, og mange isolerer sig også socialt. Jeg tænker, at du kan prøve at mærke efter, om du kan nikke genkendende til nogle af de symptomer, som er beskrevet her. Hvis du kan det, vil jeg råde dig til at tage en tur til din egen læge. Sammen med lægen kan du finde ud af, om du måske har en depression, og om du kan få en henvisning til en psykolog.

 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du også vil række ud efter hjælp i den virkelige verden. Det fortjener du, og jeg ved, at du kan få det bedre. Jeg ønsker dig alt held og lykke herfra.

Varme hilsner

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program