selvmord

brevkassespørgsmål

selvmord

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 6 år 1 måned siden

hej jeg er en 12 årig pige og har selvmordstanker jeg er meget deprimeret og kan slet ikke se hvorfor jeg lever jeg sover næsten ikke om natten og kan ikke komme op ad sengen om morgenen jeg har helt konkrete planer om hvornår og hvordan jeg vil begå selvmord. mine forældre og nogle andre der skal forestille at hjælpe mig ved godt hvordan jeg har det men jeg vil slet ikke vente mere på at de kan hjælpe mig... jeg tænker aldrig på mig selv siger mine venner, lærer og andre omkring mig, de siger at jeg skal huske at tænke på mig selv osv. jeg har rydet helt op på mit værelse og gjordt det så læt for de andre når jeg er død, jeg har tænkt mig at fortælle dem hvor jeg hænger mig selv. det jeg gerne vil have hjælp til er en anden person, som ikke kender mig, holdning til det hele.

Svar: 

Kære du.

Hvor er det bare rigtig godt, at du skriver ind til os med dine tanker. Det lyder til, at du har det rigtig, rigtig svært, og så svært, at du ikke kan se grunden til at leve længere. Det er noget, man skal tage meget alvorligt, og derfor er jeg rigtig glad for, at du skriver ind for at høre vores tanker. 

Når du skriver ind til os for at høre om hvad vi tænker om det hele, får jeg tanken, at du måske har et lille håb for, at vi kan fortælle noget, der kan hjælpe på, hvordan du har det. At du måske ikke helt ønsker at dø, men ikke rigtig kan se andre udveje på, hvordan du kan få det bedre? Jeg har snakket med mange unge, der har fortalt ligesom dig, at de har selvmordstanker og er begyndt at planlægge, hvordan de vil begå selvmord. Men fælles for de unge er, at de faktisk gerne vil leve, men at uanset hvad de har gjort, så er der ikke noget, der har hjulpet på den måde de har det. Men det vigtigste er, at de har et håb om at få det bedre, for det håb kan faktisk betyde en hel masse. For det er muligt at få det bedre og ikke have selvmordstanker! Og jeg ser dit brev til os, som det lille håb, og derfor er min helt klare tanke og det som jeg gerne vil fortælle dig er, at det er muligt at få det bedre - du kan få det bedre og få et liv, hvor du ikke har selvmordstanker. Men det er ikke noget, der sker den ene dag til den anden, men det er muligt! 

Det lyder til, at du har fortalt dine forældre og andre, hvordan du har det, men at de ikke giver dig den hjælp, som du har brug for. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du har fortalt det til nogen, selvom du ikke har fået den hjælp, som du håbede. Jeg kan godt forstå, at det må være helt frygteligt, at de så ikke hjælper dig. Det kan være, at de ikke helt ved hvordan de skal hjælpe dig eller hvad der skal til, men uanset så tænker jeg, at det er vigtigt, at du får noget hjælp. Jeg tror ikke helt, at hjælp fra dine forældre, lærere og nærmeste er helt nok til at gøre, at du får det bedre. Det lyder til, at du er ret langt i din planlægning af selvmord, og det gør mig lidt bekymret. Derfor vil jeg virkelig anbefale dig at kontakte din læge. For jeg tror, at for at du kan få det bedre, så skal du have noget professionel hjælp. Nogle synes, at det er svært at skulle have hjælp fra andre til at få det godt, og at det måske ikke er det værd - men uanset hvad så tænker jeg, at det er meget værd at prøve det mindste, for det er dit liv, der er på spil. Din læge vil kunne hjælpe dig med, hvem du skal i kontakt med for at få den helt rette hjælp. Jeg vil anbefale dig at snakke med en, du stoler på og har det godt med, som måske kan hjælpe dig med at tage kontakt til din læge eller tage med dig. 

Hvis du ikke har lyst til at kontakte din læge eller stadig er besluttet på at begå selvmord, så kontakt Livslinien. Der sidder nogle super dygtige og søde mennesker, der meget gerne vil snakke. De har både chat, brevkasse og telefon, og de har åbent om natten, hvis du har brug for en at snakke med der. Du kan altid ringe til dem på 70 201 201

For mange, der har selvmordstanker, så kan en måde at begynde arbejdet på at få det bedre, kan være ved at tage fat i nogle af de områder i deres liv, som har medvirket til, at de ikke har lyst til at leve længere. Måske føler de ikke, at de er elsket, at de ikke har nogle venner, at de ikke har det godt med dem selv osv. For ved at tage fat i nogle af årsagerne til, at tankerne startede til at begynde med, kan det være, at - man med rette hjælp - kan finde en måde arbejde med de udfordringer, så man ikke har de tanker længere. Fx hvis man ikke føler, at man har nogen venner og ingen kan lide en, og der derfor ikke er nogen grund til, at man overhovedet kommer i skole, så kan en start på bedring være, at man skifter skole. Det kan være, at man så møder nogle nye søde klassekammerater og får nogle venner, og langsomt får man måske lyst til at komme i skole og ses med dem. Selvfølgelig vil det kræve noget mere til at få det bedre og fjerne selvmordstankerne, men jeg håber, at du kan følge min idé med, at hvis man kan finde ud af nogle af de grunde til, at man startede med at have det skidt, og der så er noget helt konkret man kan gøre, så kan man måske få det lidt bedre. Så måske du kan prøve at tænke på, hvad der egentlig startede dine selvmordstanker og at du stadig har dem, for det kan være, at der er noget som dine forældre, lærere og dem der er tættest på dig kan gøre, så du kan begynde at få en tro på, at du skal fortsætte med at leve. Men det er også vigtigt for mig at fortælle dig, at hvis det nu ikke ændrer noget ved, hvordan du har det ved, at der sker noget andet i dit liv, så er det ikke din skyld. Når man har det så dårligt, som du har det, så kræver det forskellige indsatser og tid, men det kan være en start at prøve at ændre ved nogle af de ting i ens liv, som slet ikke fungerer. 

Jeg vil gerne slutte af med at sige til dig, at du er så meget værd, og dit liv er virkelig værd at kæmpe for! Og jeg ved godt, at det kan være meget let for mig at skrive det, men jeg er helt sikker på, at du slet ikke er færdig med at leve, og opleve alle de gode ting, som livet kan byde på. Lige nu har du bare brug for noget hjælp til at få øje på det gode, og jeg vil virkelig, virkelig anbefale dig at opsøge hjælp og tage i mod det. Jeg er sikker på, at du kommer til at blive så meget stærkere, når du kommer igennem det her! 

Jeg håber virkelig, at du vil overveje mine tanker om ikke at begå selvmord og i stedet opsøge hjælp ved din læge eller Livslinien. Alle mennesker går igennem svære perioder, nogle svære end andre, og det er så vigtigt at række ud til andre for at få det godt igen. 

Kærlige hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program