Pik problemer

brevkassespørgsmål

Pik problemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 7 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus har før skrevet ind til jer men denne gang er det lidt mere "seriøst". Det er fordi jeg har en masse knopper på min pik og ved ikke om det er en sygdom eller det er normalt. Knopperne er sammen farve som min pik, men er stadig bange for det er en from for sygdom. Er også begyndt og blive lidt bange for om min kæreste ville syntes det er klamt at jeg har dem. Mig og min kæreste har nemlig skrevet om sex et par gange og vi vil godt, men efter jeg er begyndt og lægge mere mærke til knopperne ved jeg ikke helt om jeg tør. Håber i kan hjælpe mig, tak på forhånd.

Svar: 

Hej med dig

Rigtig fint at du skriver herind - også med de mere seriøse spørgsmål. Jeg vil tro, at de knopper, som du beskriver er talgknopper, som er helt normale.

Talgknopperne er der til at skabe et tyndt fedtlag, som holder forhuden og huden smidig. Hvis man ikke havde dem, ville man blive ret øm forneden, da forhuden og pikhovedet vil skurre mod hinanden. De fleste oplever at der vil være færre talgknopper med tiden, men det er også helt normalt, at de ikke går væk.

Det er vigtigt, at du ikke begynder at pille i dem, da der så kan komme betændelse i det. Er dine knopper nede ved pikroden? Fordi hvis det ikke er talgknopper, og de sidder dér, kan det også være hårsække. Det er også helt normalt, og grunden til at du kan se hårsækkene her (og ikke de andre steder på kroppen) er fordi, at der ikke er et lag fedt under huden på pikken, som der ellers er på resten af kroppen. Hvis du tænker, at de forslag jeg er kommet med, ikke svarer til de knopper du har, kan du også overveje at kontakte din læge. Så vil han/hun helt sikkert kunne fortælle dig, hvad det er for nogen knopper, du har.

Jeg kan godt forstå, at du er bange for, hvad din kæreste vil sige til det, og om hun mon vil synes det er klamt. Jeg tænker, at hvis I når dertil, hvor I vil have sex, så tror jeg ikke, at det har den store betydning, om du har nogen knopper på pikken. Det er i hvert fald helt normalt, så er det bare talgknopper, er du ikke anderledes end så mange andre.

Nu ved jeg ikke, om du har haft sex før, men det lyder måske til, at det vil være første gang. Og jeg kan godt forstå, at du gør dig tanker om, hvordan det vil være. Men jeg tænker, at jo mere du kan hvile i dig selv og acceptere at knopperne er der, og at det er helt naturligt, jo mere vil du også kunne slappe af, når I skal have sex. Jeg tror, at mange kan opleve, at noget man selv har meget fokus på f.eks. knopper på pikken, bumser eller en stor næse, ikke rigtig er noget andre lægger mærke til. Men at "problemet" måske mest er oppe i ens eget hovede. Men derfor kan det alligevel fylde meget - og det kan jeg godt forstå, det gør.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Hvis du har flere spørgsmål omkring knopperne eller sex, må du meget gerne skrive herind igen eller snakke med en rådgiver i vores 1-1 chat.

De bedste hilsener,
Pernille

PernilleNs billede
Pernille har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program