Hvordan skal man lige spørge

brevkassespørgsmål

Hvordan skal man lige spørge

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

Hej cyberhus 

jeg har en kæreste og vi været sammen i et par måneder. Jeg syntes hun er fantastisk og syntes at hun skal være min første gang. Det er også hendes første gange og derfor er vi begge lidt på bae bund. Jeg vil gerne have sex med hende men ved ikke helt hvordan jeg skal spørge hende.

Svar: 

Hej med dig. 

Det er dejligt at høre, at du har en kæreste, som du er rigtig glad for at være sammen med. Det virker også til, at I allerede har talt lidt om sex, siden du ved at hun heller ikke har haft sex med nogen endnu og derfor også er lidt på bar bund på det felt. Du skriver, at du synes, din kæreste er fantastisk, og så er det jo helt naturligt, at du gerne vil være sammen med hende seksuelt, det forstår jeg godt. Når nu ingen af jer, har haft sex før er det naturligt at være lidt nervøse eller spændte samtidig med, at I måske glæder jer til at finde ud af, hvad det er for noget. Derfor, er det også vigtigt, at I er sikre på, at I begge er klar. På den måde, er det rigtig fint, at du tænker over, hvordan I får begyndt. 

Du spørger til, hvordan du kan spørge din kæreste, om hun også gerne vil have sex med dig. Her tænker jeg, at det kan komme til at virke overvældende, hvis du spørger hende direkte ad. I har jo ikke været sammen så længe endnu, men du fortæller noget, som tyder på, at I allerede har talt om sex. Derfor tænker jeg, at du sagtens kan prøve at tale lidt mere med hende om sex, lyst og erotik. Du kan fx fortælle hende, at du synes, hun er en fantastisk pige, og at du godt kan lide hende. Du kan også fortælle hende, at du synes, det er dejligt at kysse med hende, og at hun vækker en lyst i dig.

Du fortæller ikke, om I har prøvet at ligge og kysse, nusse eller kæle med hinanden i en seng. Hvis I har det, kan du fortælle hende, hvad du godt kan lide, når I er sammen. Du kan også prøve at spørge hende, hvad hun godt har kunne lide, når I har hygget jer på den måde. Hvis I ikke rigtigt har nusset så meget med hinanden endnu, tænker jeg, at det er et godt sted at starte. De fleste piger vil gerne starte stille og roligt ud, så det ikke er sex, som er det første, man laver med hinanden. I kan fx. starte ud med blid berøring på øreflipper, hals, mave eller lignende. Det er vigtigt, at I fortæller hinanden, hvad I har lyst til, og hvad I ikke har lyst til. På den måde, kommer I til at kende hinanden bedre i forhold til jeres grænser. Det kan være svært, at mærke andres grænser og derfor er det noget, som er vigtigt at være opmærksom på. Det kan du fx være, ved at holde øje med hendes kropssprog eller spørge hende. Hvis hendes krop fortæller dig, at der er noget hun ikke kan lide er det vigtigt at lytte til det. Det kan også være svært, at fornemme sine egne grænser og derfor, skal du også turde fortælle, hvad du kan lide og ikke lide. Mennesker har sjældent de samme grænser, og grænser kan være noget flydende noget, som kan ændre sig fra situation til situation eller afhængigt af, hvem man er sammen med.

Held og lykke med det hele - de bedste hilsner Signe.  

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program