Han bliver ikke længere stiv af mig..?

brevkassespørgsmål

Han bliver ikke længere stiv af mig..?

brevkassespørgsmål af
S
15 år
Oprettet 7 år 1 måned siden

Hejsa.. er en pige på 15 og har en virklige sød fyr på 15 også.. vi har haft sex mange gange efterhånden men de sidse 3 gange har han ikke rigtig kunne blive stiv.. faktisk overhovedet ikke! Han siger det ikke er pg af at han ikke tænder på mig men jeg går aggligevel med tanken om det. Jeg har ikke specielt store bryster eller en fantastisk god krop generelt, men jeg er pæn slank og mange siger jeg har et kønt ansigt.. men jeg tror ikke længere han rigtig tænder på mig for uanset hvad jeg gør bliver han ikke stiv? Så tror på måske det kan være noget med min krop eller han generelt bare ikke gider mig så meget mere eller trænger til at prøve noget nyt.. er bare så  Itvivel? Håber i kan hjælpe mig? kram s

Svar: 

Kære S

Dejligt at høre at du har en fyr, som det lyder til, at du er glad for. 
Jeg kan godt forstå, at det at din kæreste ikke har kunnet blive stiv de sidste tre gange, I har haft sex, sætter tanker i gang i dig omkring, om du er god nok, om din krop god nok og om dine bryster er store nok.
Det er helt almindeligt, at fyre oplever, at de indimellem ikke kan få den op at stå. Det kan være rigtig frustrerende for fyren, da det ikke nødvendigvis betyder, at han ikke er tændt. Dvs. at det kan sagtens være, at din kæreste tænder på dig, og alligevel indimellem har problemer med at blive stiv, når I skal have sex. Du skriver, at han siger, at det ikke er fordi, han ikke tænder på dig, at det sker. Det tænker jeg, at du skal stole på, selvom de tanker du har er helt naturlige og forståelige.  

Det er helt normalt at have problemer med rejsning indimellem - det kan ske for alle mænd i alle aldre. Der kan være mange årsager til, at det sker - både fysiske, psykiske eller medicinske årsager. Psykiske årsager kan f.eks. være, hvis din kæreste føler sig stresset, oplever præstationsangst, oplever problemer i skolen, derhjemme eller mellem jer? Rygning og alkohol kan også have en negativ effekt ift. rejsning. Du kan også tage en snak med din fyr om, hvordan han har det. Måske uden at nævne noget ift. rejsningen, men bare spørg ind til, om der er noget, der tynger ham eller er svært. 

Du skriver, at det er sket de sidste tre gange. Jeg tænker, om din kæreste måske allerede på forhånd kan have en negativ forventning ift. at han ikke kan få den op at stå, som så gør, at det sker. Nogen gange kan vores tanker have langt større indvirkning på vores krop og handlen, end vi går og tror. Det kan også være, at han fokuserer så meget på det, at det bliver en barriere for det, han rent faktisk ønsker. Jo mere opmærksomhed man giver et problem, jo større bliver det typisk. Så måske I kan prøve at fjerne fokus fra det og over på andre ting, I nyder at gøre sammen? Det kan være at gå i biografen, se en film eller hvad det nu kan være. Og så tænker jeg, at det er rigtig vigtigt, at I tager det stille og roligt, når I har/eller skal have sex. Måske kan det, at der er en forventning til, at han skal være stiv, gøre at han rent faktisk ikke kan. Derfor tror jeg, at det bedste du kan gøre, er, at forsikre ham om, at du vil ham, er glad for ham og at ikke gøre det til et stort problem, at han ikke kan få den op at stå de sidste gange. Det kan være utrolig sårbart ikke at kunne præstere det, der "forventes". Måske vil det at "presset" fjernes, gøre at det vil komme igen helt af sig selv.

Du skriver, at I har haft sex mange gange, hvor det ikke lyder til, at det før har været et problem, at han ikke har kunnet få rejsning. Jeg tror, at det nok skal komme igen. Men hvis din kæreste fortsætter med at have problemer med at få rejsning, så synes jeg, at han skal overveje at kontakte sin læge. Og lige her tilsidst - stol på din kæreste når han siger, at han tænder på dig. Du skriver ikke meget om jeres forhold, men mit indtryk er, at du er glad for ham og omvendt. Så jeg tænker ikke, at du skal være bange for, at han ikke gider dig så meget mere eller trænger til at prøve nogt nyt. Og husk på; du er god nok, lige som du er! 

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar - ellers er du meget velkommen til at skrive igen. 

De bedste hilsener,
Pernille

PernilleNs billede
Pernille har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program