stoffer, medicin?

brevkassespørgsmål

stoffer, medicin?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 15 år 6 måneder siden

Hej.. Jeg har tænkt på noget et stykke tid nu fordi to af mine bekendte er ude i noget skidt.

Jeg kan ikke lide at kalde det misbrug, men det er jo det, det er, tror jeg. Jeg ved bare ikke helt hvordan jeg skal gribe det an. Jeg Har forsøgt at snakke med dem, det virker ikke.

Nu er mit spørgsmål kan jeg melde det til politiet? Hvis jeg kan - hvad vil det så betyde for dem? eller kan man kun melde dem hvis de handler med det, altså pusher? Hvis man opkøber ulovlig medicin og sælger det videre, det kan vel meldes?

Jeg tænker på amfetamin, hash og forskellige slags medicin der er forbudt her i dk

Jeg ved virkelig ikke rigtig hvad jeg skal stille op med det. Det skal siges at de begge er over atten. Jeg mener bare.. de sælger ikke videre - men kan jeg melde det så? Har vist læst noget om at man ikke kan hvis de kun har til eget forbrug. Men det er da åndssvagt - det er jo alligevel ulovligt. Og hvis jeg ved hvem det er der pusher, ville det hjælpe noget at snakke med politiet om dém?

undskyld hvis det er lidt forvirrende, hader bare at stå og se på.

Hilsen en frustreret iagttager.
 

Svar: 

Hej med dig!

Tak for dit brev og hvor er det godt at du skriver til os - det er en meget vigtig problematik du tager op.

Du har gjort det du kunne ved at tale med dem om det og det synes jeg er meget flot du har gjort.

Du har faktisk allerede selv besvaret dit spørgsmål - jo, man kan melde det og man skal melde til politiet. Det er ulovligt at opkøbe ulovlig medicin og sælge det videre.

Når du melder dem til politiet, kan det gøres anonymt, men jeg synes det er vigtigt du taler med dine forældre om det og tage dem med på politistationen så du ikke går alene med det.

En anden mulighed end at anmelde dine bekendte kan være at få dem i kontakt med en rådgivning i jeres by. De fleste byer (kommuner) tilbyder anonym rådgivning i forbindelse med misbrug af stoffer og medicin. Her kan du få anonym hjælp og gode råd i forbindelse med dine bekendte - og måske misbrugskonsulenterne kan hjælpe dine bekendte?

Skriv gerne igen hvis du mangler en konkret henvisning på en anonym rådgivning tæt på hvor du bor. Du kan også logge på chatten og få hjælp der. Fortæl dem om dit brev her på siden.

Held og lykke med det!

Kærlig hilsen

Louise, lovstuen

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program