Problemer på bosted

brevkassespørgsmål

Problemer på bosted

brevkassespørgsmål af
K
16 år
Oprettet 3 år 8 måneder siden

Hej. Undskyld hvis det her bliver meget langt. Jeg har bare virkelig brug for at komme ud med nogle tanker.

Jeg er 16 år, min far døde da jeg var 10 og min mor fik en blodprop for 3 år siden. Hun bliver hurtigt meget træt, men jeg har boet hjemme og det er gået fint. For halvandet år siden begyndte jeg at komme i aflastningsfamilie hveranden weekend og hver onsdag-torsdag (de bor 30 min. fra min mor, så jeg tog derud efter skole).

Jeg er ikke i tvivl om at de elsker mig lige så meget som deres egne 3 børn og ét plejebarn. De er så hjertevarme og fantastiske, og de hjælper mig så meget. De har endda været inde hos min mor og hjælpe med nogle praktiske ting.

Det begyndte at blive lidt svært hos min mor i slutningen af sidste år. Jeg gjorde noget dumt og valgte at prøve at ryge hash og begynde at drikke. Jeg fortryder så meget den periode, og min mor blev ret utryg efter det. Vi besluttede sammen med kommunen at jeg skulle på bosted i en periode. 

Jeg flyttede i februar på bosted 2 timer fra min hjemby. Jeg var vildt ked af at gå ud midt i 9. klasse, men kommunen sagde at det er nu eller aldrig hvis jeg skulle lidt væk hjemmefra. Set i bakspejlet skulle vi måske have fundet en bedre løsning, da jeg forhåbentlig snart skal på efterskole.

Det er et bosted med unge der har meget store problemer. Jeg føler mig slet ikke hjemme på nogen måde, kan ikke se det hjælper overhovedet. Under corona har jeg ikke kunne besøge min by, min mor og min aflastningsfamilie. Det har været sindssygt hårdt, og en dag kom jeg til at græde her på bostedet, og havde bare så meget brug for et kram og en der gad at lytte, men pædagogerne sagde bare, at "det er hårdt for alle" og at der ikke var nogen grund til at græde, for det var der jo ingen af de andre der gjorde. Jeg ringede så til faren i min aflastningsfamilie (lad os kalde ham Bo). Bo prøvede at berolige mig, men jeg var så ulykkelig. Jeg følte mig som et nul, jeg snakkede ikke med nogen af mine jævnaldrende på bostedet, jeg var utryg, mine skoleopgaver (fik lov at følge min klasses online undervisning) var dårlige. Bo sagde at han ville køre TO TIMER op til mit bosted for at være hos mig. Han ringede op til pædagogerne og sagde han ville komme. De var lidt ligeglade. Kl. 21 kom han, men der sagde pædagogen at jeg ikke måtte gå ud (Bo sagde vi kunne køre en tur og snakke) og han måtte ikke komme ind, for vi skal være på værelserne kl. 21 og må ikke have besøg i hverdagene. Han spurgte hvorfor de så ikke tog ansvar og hjalp mig, og om de ikke kunne se hvor svært jeg havde det. Det endte med at vi snakkede ude ved hoveddøren imens pædagogerne lyttede. Jeg fik de kram jeg så desperat havde brug for, og så kørte han de to timer hjem igen. 

Personalet skrev så i skemaet at jeg har overtrådt en regl om besøg. Her for 3 uger siden kunne jeg komme på weekend hos Bo og Anne (ikke deres rigtige navne) og deres børn, som jeg ser som mine søskende. Det var så rart, men da jeg skulle tilbage til bostedet, blev jeg pludselig så ked af det. Jeg rystede og græd. Jeg græd så meget at jeg kastede op til sidst. Anne ringede til bostedet og sagde det som det var: at jeg havde det meget svært og at de først ville køre op med mig når jeg havde det godt igen. Tirsdag kørte de mig derop. Så sagde personalet at der stod i skemaet at jeg ikke havde overholdt reglen om at komme tilbage efter weekend. Da jeg sagde jeg havde haft det skidt sagde de bare at "alle her har prøvet at have det skidt, og de kunne stadig godt komme tilbage".

Fordi jeg har haft det så skidt, har jeg ikke fået gode karakterer, og kommunen ved ikke om de stadig synes det er en god idé at jeg skal på efterskole. Bo og Anne har tilbudt at betale halvdelen af mit efterskoleophold, men kommunen tager så lang tid om at finde ud af om de fortsat vil betale resten, at jeg måtte afmeldes fra den efterskole jeg ellers var skrevet op til.

Jeg er bare så ked af at være her på bostedet.  Nu står der i skemaet at jeg har overtrådt regler, og lige præcis regler for besøg og at komme tilbage efter weekend er de sindssygt strenge med.

Hvordan skal jeg overbevise kommunen om at jeg ikke skal være her? Bo og Anne har tilbudt at jeg kan bo hos dem, men kommunen mener ikke at plejefamilie er løsningen, måske fordi det er dyere. Eller jeg ved det ikke, jeg er bare så ked af det her. De ved slet ikke hvordan de skal "passe" os. Vi SKAL sidde ved bordet under hele aftensmaden, og på et tidspunkt var jeg syg og havde rigtig dårlig mave. Jeg var nødt til at rejse mig og gå på toilet, flere gange, og til sidst sagde pædagogen "forstå nu at du skal blive siddende". Mit svar var "hvis jeg bliver siddende skider jeg i bukserne". Bagefter havde jeg køkkenvagt og skulle rydde op. Jeg blev nødt til at gå på toilet igen, hvorefter jeg kom tilbage. Så skrev de ind i skemaet at jeg havde været flabet og var gået midt i min køkkenvagt. 

Jeg har en sagsbehandler ved kommunen, som virker lidt ligeglad. Jeg må heller ikke snakke med hende alene, fordi bostedet mener det er mest forsvarligt hvis en pædagog er med.

undskyld for den mega lange besked. Men hvad skal jeg gøre for at komme væk fra bostedet? :(

Svar: 

Kære K

Jeg vil gerne starte med lige at sende en virtuel krammer din vej, for dit brev fortæller mig, at livet ikke altid har været nemt for dig, og det er jeg ked af. Til gengæld virker det også for mig til, at du trods svære stunder og hårde oplevelser er en rigtig sød og dejlig pige, som virkelig forsøger at få det bedste ud af situationer, og som er i stand til at se sig selv ude fra og indrømme det, når du gjort noget, som du ville ønske, du kunne gøre om. Det kræver mod at gøre det, og der er mange voksne, som ikke har mestret den evne endnu, så kæmpe ros til dig. Samtidig er du tydeligvis taknemmelig og kærlig, og det varmer virkelig at høre, at du har fået en plejefamilie, som gør deres bedste for at passe på dig. 

Den situation, som du står i lige nu, er tydeligvis rigtig svær, og jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af det, og at du slet ikke ved, hvad du skal gøre. Jeg er ikke helt inde i reglerne for anbringelse på bosteder og i plejefamilier, men måske denne side kan hjælpe dig og din plejefamilie i forhold til at forstå, hvilke rettigheder og muligheder, du har? Derudover tænker jeg, at det måske kan hjælpe at "lægge lidt pres" på kommunen, f.eks. ved at blive ved med at ringe og spørge ind til, hvor langt de er i processen. Måske det er noget, som din plejeforældre kan hjælpe dig med?

Det lyder for mig til, at du måske heller ikke har det bedste forhold til din sagsbehandler, og derfor tænker jeg, om det kunne være en idé at tale med en fra  bisidderordning hos Børns Vilkår? Bisidderordningen er en hjælp til unge som dig, hvor man kan få hjælp til at forstå sin situation og til at blive hørt. Du kan læse mere om det her og her

Selvom at det er hårdt, så tror jeg, at det er vigtigt, at du bliver ved med at give udtryk for, hvad du ønsker. At forklare kommunen, din sagsbehandler og din plejefamilie hvorfor du ikke ønsker at være på bostedet, ligesom du har gjort her i dit brev. Fortæl dem at det påvirker dig negativt at være der, at det påvirker din skole og dit humør, og at du ikke tror, at det her er det rigtige for dig. Uden at kende systemet omkring dig helt vildt godt, så er det min fornemmelse, at jo mere man selv kan sørge for at råbe op, jo mindre risiko er der for, at man er en af dem, hvis sag eller situation bliver glemt. Så det er okay at bede din sagsbehandler om at tjekke op på din sag. Det er hendes arbejde at hjælpe dig, og derfor er det okay at huske hende på, at der faktisk er nogle svar, som du går og venter på. 

Jeg ved godt, at jeg ikke har givet dig så mange konkrete forslag til, hvordan du kan komme væk fra bostedet, men jeg håber alligevel, at mit svar kan hjælpe dig lidt i forhold til nogle af de muligheder, du har lige nu. Jeg forstår, at din situation er vanskelig, og du skal vide, at når du har nogle af de her rigtig dårlige dage på bostedet, hvor det hele føles håbløst og ulideligt, så er du altid velkommen i vores 1-1 chat. Her vil vores søde rådgivere sidde klar, også selvom du bare har brug for en snak om, hvordan din dag har været. Så brug os, hvis du har lyst og tænker, at det kan lette lidt på de tunge dage. 

Jeg sender mange varme tanker din vej, og jeg håber virkelig, at der snart bliver fundet en løsning på alt det her!

De bedste hilsner og mange knus, 

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program