Problemer ang. Forældre

brevkassespørgsmål

Problemer ang. Forældre

hej cb

jeg skriver, da jeg har lidt problemer med mine forældre.

de har skændtes i mange år nu, og for kort tid siden, så kom det til en ende, og de blev skilt. Det tog lidt hårdt på mig, men alligevel kunne jeg godt se, at det måske var bedst sådan. Min mor har fundet et nyt sted at bo, mens min far er blevet boende 'her.'

det hele gik meget fint - troede jeg da. På et tidspunkt, da min mor næsten afskar kontakten til min far, begyndte han at henvende sig meget til os: mig, og min bror. Altså, han begyndte at stille os spørgsmål omkring hende (vores mor). De startede ud som normale hverdags spørgsmål ("hvordan var det hos mor?") Men blev mere og mere indtrængende.

jeg føler lidt, at min far bliver gladere når han ser min mor, end når han ser mig og min bror. Det føles lidt som om, vi bare er der. Han siger også ting som at vores mor hellere vil være sammen med sine venner, end med ham og os.

det hele føles bare så forkert. Jeg føler næsten, at jeg er blevet voksen for hurtigt på grund af ham. Det er hele tiden mig der skal sørge for min bror ikke bliver ked af det osv osv.

min far bliver også bare så hurtigt sur. Hver gang jeg laver den mindste fejl, så får jeg skæld ud. Hvis jeg gør mit bedste, og det ikke er godt nok for ham, så får jeg skæld ud.

jeg føler mig så splittet op lige nu. Halvdelen af mig, VIL elske min far. Ligegyldigt hvad han gør. Den anden halvdel, gider ikke elske ham,og kan ikke vente til, at jeg kan flytte ud. Så er der en lille del af mig, der bare har givet op fuldstændig. Det føles bare så forkert, det hele. Mest det, med at jeg nogle gange ikke kan elske ham. Det føles som om jeg gør noget galt.

jeg ved ikke hvad formålet med det her brev var. Jeg undskylder for længden, og mit ordvalg. Brevet hænger ikke rigtig sammen, men jeg havde bare brug for at fortælle alt det her til en eller anden. Der er så meget mere bag historien, som jeg ikke har taget med.

igen, jeg ved ikke hvad pointen med det her brev var. Jeg tror bare, jeg ville fortælle det til nogen, og måske få lidt støtte, eller råd.

Svar:

Kære dig

Det lyder som en rigtig svær situation du står i, og jeg synes det er så godt at du har skrevet ind til os. Når ens forældre bliver skilt, vil det altid være en svær situation for børnene, og det lyder også til at jeres forældre ikke er særlig gode til at tale pænt om eller med hinanden. Det gør det ekstra vanskeligt at være i, og det er derfor helt naturligt at du føler en masse forskellige ting. Jeg tænker derfor også at det er helt normalt at du er splittet mellem at elske og ikke elske din far. Det gør dig ikke til et dårligt menneske. Det betyder at du er presset, og at der er behov for en forandring.

Ud fra de ting du skriver, så lyder det til at din far har svært ved at vænne sig til skilsmissen og den afstand det medfører. En skilsmisse betyder nemlig også at man skal give slip på den drøm man havde, om at man skulle blive gammel sammen, og det er ikke altid nemt at give slip på den drøm, selvom man skændtes meget. Så når du skriver at din far både spørger meget ind til din mor, og samtidig siger nogle lidt grimme ting om hende (at hun hellere vil være sammen med sine veninder), så er det også fordi at han er splittet i sine følelser. Måske er han ked af det eller vred over at det ikke virkede mellem dem. Det undskylder selvfølgelig ikke hans adfærd, men det kan give dig en forståelse for at det også er en svær tid for ham, hvor han måske kommer til at sige eller gøre nogle ting, som ikke altid er lige velovervejet.

Når det så er sagt, så tror jeg at det er vigtigt at du lytter til din oplevelse, for det skal jo ikke være mere ubehageligt for dig. Det er allerede en svær situation at jeres forældre ikke er sammen mere, og det er ikke meningen at du også skal tage ansvar for din lillebror og din far. Du bliver, som du selv skriver, nærmest en lille voksen, og det er uretfærdigt at give dig det ansvar.

Derfor vil jeg opfordre dig til at fortælle både din mor og din far om hvordan du oplever det. Fortæl dem at du ikke kan holde ud af være fanget i deres konflikt, og at du føler at det er dit ansvar at passe på din lillebror i alt det her.

I den forbindelse bliver jeg også nysgerrig på om du mon bor ved din mor eller din far? I dit brev lyder det som om at din mor flyttede væk, og så blev dig og din lillebror boende ved jeres far. Måske ville det være bedre, hvis I flyttede over til jeres mor i en periode? Det er meget forskelligt hvor man føler sig bedst tilpas, men det er vigtigt at I ikke bliver boende ved jeres far, fordi I er bange for at han ikke kan klare sig alene. Det er hans eget ansvar at passe på sig selv, og det er også hans ansvar at passe på jer. Hvis han ikke kan finde ud af det lige nu, så er det bedre at I bor hos jeres mor indtil han er kommet mere ovenpå igen. Det synes jeg også godt at du kan tale med dem om. Du kan eventuelt starte med at tale med din mor om det, og gøre det klart at det er svært for jer at være hos din far lige nu.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg tænker at det ville være godt for dig at besøge vores chat. Her kan du få en direkte snak med en rådgiver, som kan spørge mere ind til jeres situation og dine følelser. Der kan du også nemmere fortælle mere om historien.

Du er ikke alene <3

Kærlige hilsner

Camilla