Præsentationsangst

brevkassespørgsmål

Præsentationsangst

brevkassespørgsmål af
Jacob
16 år
Oprettet 3 år 5 måneder siden

Hej.

Jeg er en dreng på 16 år. Som i øjeblikket går på efterskole. 
Det hele startede til vores 9. Klasse årgangsfest. Der kom der en pige hen til mig og spurgte om jeg ville have et blowjob. Jeg sagde ja og så gik vi ud og fandt et sted ved en hæk. Og på vejen derud der tænkte jeg bare på den skulle komme op og stå, fordi ellers ville det være akavet. Da vi så fandt stedet var den stadig ikke blevet stiv, så stod jeg lige lidt og prøvede at gøre den stiv men kunne ikke. 
Så her på efterskolen der sov jeg sammen med en pige på mit værelse og så lå vi og kyssede og den blev stiv, men kunne ikke lade være med at tænke på at den ikke måtte blive slap og da jeg så skulle tage kondommet på blev den slap. Og kunne ikke få den op og stå igen fordi jeg blev ved med at tænke over det.

Hvad kan jeg gøre? Jeg er rigtig ked af jeg ikke kan få den op og stå når muligheden endelig er der.

 

Svar: 

Hej Jacob

Det du beskriver dér er både rigtig irriterende, og også noget som rigtig mange fyre og mænd oplever på et eller anden tidspunkt, enten en enkelt gang eller i en periode. Der er bare ikke så mange, der snakker om det, fordi mange tror det er meget unormalt eller pinligt. Men det er det slet ikke. Mange går rundt med en idé om, at fyre altid kan få stiv pik på kommando lige, når det skal være. Men faktisk kan nærmest de fleste fyre og piger have svært ved at præstere på kommando. Ens tanker kan sagtens forstyrre, især når man virkelig "burde" være klar til sex. Også, selvom man måske føler, man har lyst, kan hovedet have så mange forventninger, tanker eller usikkerheder, at pikken ikke vil blive stiv. Men det er utrolig normalt - både for fyre og piger - at hovedet og kroppen ikke altid følges helt ad. Og det betyder hverken at der er noget galt med en, eller at man er mindre mandig.

Den gode nyhed er, at det heldigvis højst sandsynligt kun er noget, du oplever i en periode. Især fordi du skriver, at den godt kan blive stiv. Du nævner dog, at du i begge tilfælde tænkte meget på at den bare skulle være stiv, så det kunne godt lidt lyde som om, det var dine forventninger og pres på dig selv, der var i vejen for, at den blev stiv. Derfor kunne et godt sted at starte for dig måske være, at fjerne lidt af presset fra sig selv. Du kan for eksempel prøve den lidt modsatte strategi - at sige til dig selv, at den ikke behøver være stiv, men at det er okay bare røre og kysse for nu. Det kan især hjælpe, hvis det er en pige du føler dig tryg og tilpas med, og måske endda har mod på, at snakke med hende om det. Du behøver ikke nævne det som et stort problem - bare sige højt, at du i dag gerne vil røre hinanden andre steder. Det er der i hvert fald en del piger, der vil synes var mindst lige så dejligt. Og hvis fokus ikke længere ligger på at den SKAL blive stiv, så kan det være den pludselig gerne vil alligevel på et tidspunkt. Det kan også være rart at snakke med en god ven om det, for at få det lidt ud af hovedet.

Der er ikke nogen bestemt opskrift på, hvordan lige du skal takle det på. Det bedste er, at finde en måde du kan være tryg og afslappet i situationen, og måske tilgive dig selv for at det skete. Det er nemlig meget normalt, menneskeligt og ikke farligt. Du er også altid velkommen i chatten, hvis du har brug for at snakke mere om det.

Venlig hilsen

Agnete

Agnetes billede
Agnete har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program