Omgående efter 9

brevkassespørgsmål

Omgående efter 9

brevkassespørgsmål af
Kis
16 år
Oprettet 4 år 11 måneder siden

Vores lærer har i dag sagt at en lærer godt med tvinge en elev i 10? Altså jeg skal i 10 fordi det er bare noget jeg vil men jeg må ikke skifte mening fordi de synes at jeg SKAL i 10. Det skal de squ da ikke bestemme om hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil? Det gøre mig faktisk pænt sur 

Svar: 

Kære Kis

Jeg kan virkelig godt forstå, at du bliver sur, når din lærer siger, at de godt må tvinge en elev i 10. klasse. Det er ikke særlig rart, når nogen siger, at de må tvinge en til noget, for når man tvinger nogen til noget er det mod ens egen vilje, hvilket kan være rigtig ubehageligt.

Ud fra det du skriver, så fornemmer jeg også, at du reagerer på, at læreren har brugt ordet "tvinge". Jeg fornemmer også, det handler om, at du ikke har lyst til, at andre skal tage beslutninger om din fremtid på dine vegne, hvilket er meget forståeligt. Du er i din fulde ret til at have dine egne meninger og holdninger, som voksne bør lytte til og inddrage.

I Danmark er der undervisningspligt fra 0. - 9. klasse, og det betyder, at man ikke nødvendigvis behøver at gå i 10. klasse, hvis man eksempelvis ikke oplever et behov for det eller gerne vil igang med en ungdomsuddannelse. Når det er sagt vælger mange af forskellige grunde at tage 10. klasse i folkeskolen eller på en efterskole. Det kan eksempelvis være en rigtig god idé, hvis man ikke helt føler sig klar til en ungdomsuddannelse, eller hvis man godt kunne tænke sig at prøve efterskolelivet, hvor man er sammen med en masse forskellige unge udenfor familiens rammer.

For at svare på dine spørgsmål, så er 10. klasse et tilbud, og ikke noget man som sådan kan blive tvunget til at tage. Der kan dog være forskellige gode grunde til at tage 10. klasse inden, man bevæger sig videre i uddannelsessystemet. I den forbindelse kan ens lærer også have gode grunde til, hvorfor man bør fortsætte i 10. klasse, men det er en beslutning, man tager i et samarbejde mellem lærer, elev og forældre.

I forhold til din lærers udtalelse, så tænker jeg, at det vil være en god idé at spørge ind til, hvad det helt præcis var din lærer mente, når han/hun sagde, at man kan tvinge en elev i 10. klasse. Det kan være, at din lærer fik formuleret sig uheldigt, og derfor kan det være rart med en afklaring på, hvad der ligger bag ordene. Så prøv at tage en snak med din lærer, hvor du spørger nysgerrigt ind til, hvad han/hun mente. I kan sagtens diskutere emnet, så længe det foregår på en god og rolig måde, hvor der er plads til forskellige synspunkter og meninger.

Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker dig alt godt.

De bedste hilsner

Maren

Marens billede
Maren fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program