Mig og mit liv lige for tiden

brevkassespørgsmål

Mig og mit liv lige for tiden

brevkassespørgsmål af
Anastasia
19 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Kære du Egentlig så går mit liv nogenlunde. Jeg har en sød kæreste, en dejlig familie, bor et nogenlunde sted hos en sød familie i Kbh, jeg klarer mig fint med den økonomi jeg har nu, er glad for mine to jobs og har et par få gode venner. Inden i har jeg det bare rigtig svært med mit negative tankemønster om mig selv såsom: Jeg er bange for, at jeg ikke er god nok for min kæreste, men han elsker mig uendelig højt og har viet sit liv til mig, selvom han kun er 16 og jeg er 19.

Jeg er så dårlig til at sige: “Jeg elsker dig” til ham, men det er så nemt for mig og på en måde nemmere for mig at være sammen med og sige de tre ord til børn. Jeg bliver så let sur og irriteret på ham, når han gør noget, jeg gentagende gange har sagt, at jeg ikke vil have. F.eks. at han tit rammer mig med albuen, når han sover osv... Jeg tvivler også nogle gange på, om vi har en fremtid sammen, selvom vi på mange områder er ens og taler meget om vores fælles fremtid. Problemet er bare, at jeg elsker dyr og at bo i hus og natur. Har ingen allergi, men min kæreste har både pollen,- græs,- og dyreallergi og andre allergier overfor naturen. Han har også haft allergi overfor æg som lille. Vi vil begge gerne bo i hus omgivet af natur, men det er bare svært for mig at se, når han er allergiker. Han kan også godt lide dyr ligesom mig. Vi har været sammen i et år og lidt over en måned nu. Jeg har været forelsket i ham, men lige siden fasen gik over, synes jeg, at det har været kompliceret og noget nyt, ukendt og kompliceret det der med kærlighed. Mange ting har ændret sig i vores forhold. På et tidspunkt råbte jeg af ham, fordi han fløj ind i mit hoved med en lille drone, han ikke havde helt styr på og en anden gang. Kan ikke huske, hvad der skete. Jeg skal tit lave alt der huslige, når han er hos mig. Han sidder bare og laver lektier, laver ting på hans pc eller tager ud til vennerne, mens jeg er hjemme hos mig selv og laver alt der huslige. Vi laver mad sammen engang imellem.

Jeg kan godt tænke negativt om ham, såsom at han er dårlig til at hjælpe til, og gøre det af sig selv, fordi hans far ikke rigtig har opdraget ham til at hjælpe med andet end at dække bord og tage ud og lade ham slippe, når han har lektier for eller har arbejdet. Han spørger ikke, om han kan hjælpe med noget husligt, når vi er hos mig, når jeg har 10.000 ting at tage mig af eller han selv tager initiativ til at hjælpe til med de huslige opgaver. Ved godt, han kun er 16, fylder snart 17. Vi har det også sjovt sammen, men føler bare, at jeg har mistet en del af min humoristiske sans, og dengang da je grinte af alt. Savner den tid i gamle dage dengang. Jeg er virkelig perfektionistisk også i skolen, og jeg vil gerne være perfekt, fordi jeg ikke føler mig god nok som voksen kvinde, og fordi jeg ved, at det kunne jeg sikkert med garanti have gjort bedre, hvis bare jeg vidste det i forvejen. “Hvorfor gjorde jeg ikke bare det” o.lign. Når jeg i skolen finder ud af og bliver irriteret på mine egne fejl, fordi jeg vidste, at jeg kunne have gjort det bedre, og bare vil have en god karakter og være god til alting. Jeg blev også rigtig ked af det og bange fr fremtiden, da jeg blev ringet op af en vejleder, som sagde, at jeg skulle til en samtale igen omkring min uddannelse, fordi jeg var for ung til at blive optaget på HF pædagogpakken. Jeg vil gerne være pædagog og forfatter.

Jeg har haft svært ved at mærke, hvad jeg vil med mit liv og nogle gange troet, at jeg var deprimeret. Har kigget på hvem jeg er og gennem clairvoyance, håndlæsning og blindtegning. Jeg har fundet ud af, at jeg er særligt sensitiv på nogle områder fra 3 clairvoyanter og en pige, som jeg har mødt, som også er det, kunne fornemme, at jeg var det. Dybest set ved jeg godt, hvad jeg er god til, og hvem jeg er, udfra hvad andre har sagt og at tænke tilbage på min fortid som barn. Lige siden jeg startede på Rudolf Steiner skole og især på efterskole har jeg altid følt mig dum og anderledes, fordi jeg har været syg med svært abnormt epilepsi næsten hele min barndom, hvilket gør, at jeg er bange for ikke at være normal eller at blive det.

Jeg kan tit føle mig dum og ikke god nok, når jeg gør noget forkert. F.eks. er jeg virkelig dårlig nogen gange til at fordele tiden ordentligt og være foreberedt på en plan B og sådan. Når jeg får mange negative tanker om mig selv, rammer det mig så hårdt inden i og jeg tuder i lang tid. Jeg græder, hver gang jeg ser nogen græde i film. Har tænkt på hvorfor og hvorfor mon jeg kan overvurdere tingene, som jeg tror, folk har sagt, men det har de ikke. Jeg er meget forvirret omkring mine følelser. Har fået at vide, at jeg er i en periode lige nu, hvor jeg er i gang med at udvikle mange af mine feminine sider, hvilket også inkluderer følelser. Min far har heller ikke sommetider sagt de mest behagelige ting til mig, og jeg har også set ham slå en af hans kærester. (Han har ADD).

Jeg kan dømme mig selv så hårdt og føle mig dum, forkert og ikke god nok pga. mine handlinger engang imellem og alt det jeg glemmer, fordi jeg ind imellem skal nå så mange ting, også selvom jeg jo bare kunne skrive dem ned på et stykke papir og sige til mig selv, at jeg har behov for ekstra tid til at lære nogle ting. Hvad skal jeg dog gøre eller tænke eller føle...? Tak for hjælpen på forhånd, det sætter jeg virkelig pris på. Har bare sådan virkelig behov for at få talt ud til en jeg ikke kender, også selvom min mor er den bedste jeg kan få og en super dygtig kvinde og mentor, det kender mig bedre end nogen anden! Mvh. Anastasia

Svar: 

Kære Anastasia, 

Sikke mange tanker du gør dig. Det er godt, at du har valgt at skrive herind og har følt, at det kunne hjælpe dig til at komme ud med dem.

Din beskrivelse af, at du egentlig har det godt med en god familie og sød kæreste lyder dejligt, men det lyder ikke rart, at du har negative tanker om dig selv. 

Du kommer omkring forskellige ting, og jeg vil prøve at svare på det så godt som muligt.  

Først vil jeg starte med at kommentere og svare på det, du skriver omkring din kæreste. 

Det lyder til, at du har mange tanker omkring jeres forhold. Du skriver, at du tvivler på, om I har en fremtid sammen. Du skriver også, at mange ting har ændret sig, efter at forelskelsen har fortaget sig. Min første tanke er, at det ikke er unormalt, at nogle ting kan ændre sig, når man kommer over forelskelsesfasen, og det begynder at blive mere hverdag. Det skulle dog helst ikke være sådan, at det er ugenkendeligt for dig, hvem og hvad du forelskede dig i hos din kæreste. 

Af problematikker nævner du først, at I gerne vil bo i hus, og at du har et ønske om dyr, men at din kæreste har diverse allergier. Det er super træls at have allergi, og det kan selvfølgelig påvirke en del. Når det så er sagt, så er der muligheder for hjælp hos lægen. Der findes diverse allergi-midler, som man kan købe i håndkøb, men er det værre end det, så er der mulighed for, at lægen kan hjælpe med mere. Så, det skulle gerne være en mulighed, at han engang kan komme til at kunne bo i hus, men der kan naturligvis være nogle ting, man må give op på eller gå på kompromis med. 

En anden problematik du skriver om er, at du føler han ikke hjælper til og at du gør alt selv. Det kan jeg godt forstå er en frustrerende følelse. Samtidig tænker jeg, at hans alder nok bærer en del af grunden til, at han ikke er så opmærksom på 'det huslige', der skal laves. Det er ikke ualmindeligt, at en dreng på 16 år ofte tænker mere på at lave lektier, spille computer og hænge ud med vennerne, end på at der skal ordnes de forskellige ting i hjemmet; og det tænker jeg er helt almindeligt. Piger modnes ofte hurtigere end drenge, og derfor tænker jeg også, at jeres aldersforskel får lidt at sige her. Det er dog stadig forståeligt, at det er frustrerende.

Jeg fornemmer ud fra dit brev, at der er mange ting, der påvirker dig og går dig på ved din kæreste, og det er ikke unormalt, at en masse 'små' ting til sidste vil vokse sig store og fylde meget til sammen. En mulighed kunne være, at du stille og roligt prøver at tale med din kæreste om det. En god indgangvinkel kan ofte være at fortælle, hvad du godt kan lide, han gør, eller du kan sige, at du synes, det er helt vildt dejligt, når han hjælper med opvasken - eller hvad det kunne være. Nogle gange kan det hjælpe lige så godt - eller bedre - at fortælle, hvad man godt kan lide og vil se mere af. 

Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal tænke eller føle omkring din kæreste og jeres forhold. Det er kun dig, der kan mærke, hvad der føles rart og rigtigt. Det skal føles rigtigt helt ned i maven og ikke kun være en tanke om, at I kunne være gode i fremtiden. Det er nu, I skal være glade. Det er nu, du skal være glad og have det godt. Om det er sammen med ham eller uden ham, kan kun du mærke.

Det var lidt svar på dine problemstillinger om jeres forhold. Du kommer også med en masse tanker omkring dig selv, som jeg nu vil komme omkring.

Det lyder til, at du går med mange tanker og bekymringer om fremtiden. Det er en naturlig ting, at man bekymrer sig eller tænker over, hvad fremtiden vil bringe, og hvilken retning man gerne selv vil hen. Nogle gange kan man også blive for optaget af fremtiden og glemme, at man også skal have det godt med det, man laver lige nu, og så ikke tænke så meget over, hvor det bringer en hen. Jeg tror derfor, det vil være godt, hvis du prøver at mærke efter, hvordan det føles i din mave lige nu. Hvordan du har det lige nu - ikke med fremtiden, men med sådan som du har det og det hele ser ud lige nu. Hvad gør dig glad lige nu?

Nogle ting er naturligvis gode at få styr på, som er med til at forme fremtiden i en eller anden retning - fx uddannelses eller job. Men derudover er der ting, som man kan blive nødt til at tage, som det kommer. 

Det, at du gerne vil være perfekt og er meget perfektionistisk hænger muligvis meget godt sammen med alle disse tanker. 

Du skriver også, at du er "dårlig til at fordele tiden og være forberedt på en plan B". Hvis man har en forestilling om, at man skal nå alting for at have det godt og være perfekt, så kan det hurtigt blive frustrerende, når det pludselig ikke går, som man havde planlagt, og man er ikke klar på en plan b, da det måske føles lidt som et nederlag. 

Til dette tænker jeg, at du kunne prøve at lave en liste med alle de ting, du gerne vil nå. Meningen er så, at du kan vælge 1-2 ting, du skal nå om dagen. Det kan lyde som meget lidt, men det kan være en god hjælp at skrue forventningerne, til hvad du kan nå, helt ned og tage små skridt og bygge mere på, når man føler overskud til det. Det kan også være med til at give en følelse af succes, da man når det, man har sat sig for. Det er almindeligt, at man kan miste overblik over alle de ting, man gerne vil nå. Hvis det står på i en længere periode, kan man godt blive frustreret og miste modet. Derfor kan det være en god idé at starte 'i det små'. 

Du skriver til sidst, at du er "meget forvirret omrking dine følelser". Det tænker jeg ikke er ualmindeligt, når man er 19 år. Der kan naturligvis være ting, du har med i bagagen, der også kan gøre det yderligere udfordrende for dig. Derudover tænker jeg, at det som sagt ikke er unaturlig, som 19-årig. Du står og skal finde ud af, hvad du gerne vil uddannelsesmæssigt og hvad dine muligheder er, samtidig med at du har en masse tanker, omkring det forhold du er i og hvad fremtiden kan bringe jeres forhold. Det er ikke meningen, at du skal have styr på alt lige nu - du er igang med en proces, og det kan tage tid. Det kan virke overvældende eller frustrerede ikke at have styr på det hele, men samtidig er det også i processen, man lærer en hel del omkring sig selv, og hvad man vil og ikke vil. 

Ud fra dine tanker omkring dig selv, og hele din beskrivelse af dine bekymringer og andre tanker tænker jeg, at det kunne være godt for dig at få arbejdet med dig selv, og dine tanker og følelser omkring dig selv, før du begynder at fokusere for meget på en masse andet. Det kan gøres på flere måder. 

En øvelse du kan lave med dig selv er, at prøve at se dig selv ude fra. Hvordan ser du dig selv ude fra? Endnu en 'øvelse', du selv kan lave er at tænke på, hvis det det var din veninde, der havde alle disse tanker om sig selv med, at hun fx ikke er god nok, hvad ville du så sige til hende?

En anden mulighed er Selftalk. En psykolog ved navn Camilla Bruun (der findes garanteret også andre) arbejder med self talk og giver sessioner i teknikker til selftalk. Det omhandler måden, man taler til sig selv på og vigtigheden omkring dette for ens selvværd. Det handler om, hvordan man kan styrke sig selv indfra. I linket her kan du læse mere.

Walk & Talk coaching kan også være en måde at få talt om tingene på en mindre formel måde. Jeg har et link her, hvor du kan læse mere om, hvad det vil sige, og hvad du kan bruge det til. 

Jeg håber, du har kunne bruge svaret. Hvis der er noget du stadig har brug for at tale om, er du altid velkommen i vores 1-1 chat, hvor en rådgiver vil sidde klar til at tale med dig. 

De venligste hilsner

Kathrine. 

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program