Mens

brevkassespørgsmål

Mens

brevkassespørgsmål af
Clara
11 år
Oprettet 4 år 6 måneder siden

Hej 

jeg er en pige på 11 år? keg har ikke mens inu men når jeg får, hvordan skal jeg så sige det til min mor? Og hvad hvis jeg får det oppe i skolen? Eller hjemme ved min far?? Vær sød og hjælp mig

Svar: 

Hej Clara!

Det er et rigtig godt spørgsmål, du stiller, og jeg tror, at der er mange andre, som også er lidt i tvivl om, hvordan de skal gøre, når de får deres menstruation, så det er bare rigtig fedt, at du har skrevet her i brevkassen!

Jeg tænker, at det kan være fint lige at starte med at sige, at når man får sin menstruation første gang, så er det den første dag tit mere brunt end det er rødt, og det er ikke altid, at der kommer så meget den første dag. Det tænker jeg, kan være meget rart at vide. 

Når du så en dag har fået din menstruation, så tænker jeg, at det er helt fint sådan set at sige det, som det er, fordi det er ikke farligt, og der er intet galt i det. Det er helt naturligt, og det er altså ikke noget, som man skal være pinlig over at sige. Når det så er sagt, så ved jeg også godt, at mange piger synes, at det kan være lidt pinligt eller træls at skulle snakke med deres far eller andre mænd om det, og det er helt okay, at man hellere vil snakke med en voksen kvinde om det. Det kan være ens mor eller måske en storesøster eller en anden kvinde, som man føler sig tryg ved. 

Nu ved jeg ikke, om din far f.eks. er gift eller har en kæreste, som du kunne snakke med, hvis du får din menstruation hjemme ved ham? Hvis ikke, så kan det måske også være en idé at snakke med din mor om det inden, du får din menstruation? Så kan det være, at I kan gøre sådan, at du altid har nogle menstruationsbind med, når du er hjemme ved din far, så du har dem, hvis du får brug for dem. 

Men som sagt så er det en helt naturligt, normal og god ting, at man får sin menstruation, så det er også helt okay bare at sige det, som det er, hvis man har mod på det. Også selvom at det er til en mand som ens far, fordi selvom mænd ikke får menstruation, så ved de godt, hvad det er, så det er heller ikke noget, som de vil blive bange for. 

Jeg håber, at du fik svar på dit spørgsmål, og at du er lidt mere rolig nu. Hvis du har flere spørgsmål, så kom endelig forbi brevkassen igen eller kig for forbi vores 1-1 chat, hvor du kan få en snak med en sød rådgiver. 

De bedste hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program