Må ikke få tiktok

brevkassespørgsmål

Må ikke få tiktok

brevkassespørgsmål af
Maja
11 år
Oprettet 1 år 9 måneder siden

Jeg må ikke få tiktok for min mor men alle mine venner har det også selvom de ikke er gamle nok

Svar: 

Hej Maja

Mange tak for din besked. Du skriver, at du ikke må komme på TikTok for din mor - lad os lige kigge på det en gang 👀

Jeg kan sagtens forstå, at du synes det er irriterende at du ikke må komme på TikTok, når du siger at alle dine venner er på. Man kan nemt føle sig udenfor, når man ikke kan det samme som ens venner. Det er helt almindeligt at have sådanne følelser, og du vil sikkert komme til at føle sådan igen, hvor det så handler om noget andet end TikTok. For man kan ikke altid det samme som de andre og det kan føles mega uretfærdigt. Du skal dog huske på, at din mor vil det bedste for dig. Også selvom hun tager nogle beslutninger som nogle gange ikke passer sammen med dine ønsker.

Du skriver at dine venner ikke er gamle nok til at være på TikTok. TikTok har nemlig en regel om, at man skal være 13 år. Derfor er de på jagt efter dem som er under 13, hvor TikTok går ind og blokerer de brugere som de vurderer ikke har den rette alder. Det vurderer de mest på de videoer man selv lægger op. Så måske er det et spørgsmål om tid, før dine venner bliver blokeret eller får slettet deres konto derinde. Det er selvfølgelig ikke sikkert, men det sker for mange. Vi har ingen lov i Danmark for hvornår man må bruge TikTok men flere forskellige børneorganisationer (f.eks. Red Barnet) anbefaler, at man er 13 år når man kommer på TikTok. Her handler det om, at der ikke kun har rare og søde videoer på TikTok, men der er også en masse grimt og uhyggeligt. Derfor er det altså vigtigt at man har den rette alder, lidt ligesom at man skal have en bestemt alder for at se forskellige film.

Når alt det er sagt, så synes jeg du skal prøve at tale med din mor om, om du må have en TikTok profil på hendes telefon, så hun kan følge med i hvad det er der sker og hjælpe dig, hvis der kommer noget som er ubehageligt. Så kan det godt være, at du ikke kan lægge en masse videoer op, men du kan kigge en smule med.

Jeg håber du kunne bruge mit svar til noget, ellers må du endelig skrive igen 😊

Kh Anna 🤎

cyberhusannasofies billede
Anna Fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program