Lebbe

brevkassespørgsmål

Lebbe

brevkassespørgsmål af
Margrethe
12 år
Oprettet 5 år 8 måneder siden

Jeg er til drenge men kunne godt tænke mig og prøve noget med en pige men ingen af mine venner har det sådan hvad skal jeg så gøre

Svar: 

Kære Margrethe,

Tak for dit brev! Hvor er det godt at se, at du godt tør spørge, når der er noget du er i tvivl om. Bliv ved med det!

Du skriver, at du er til drenge, og godt kunne tænke dig at prøve noget med en pige, men at ingen af dine venner har det ligesom dig. Det er rigtig godt at høre, at du er nysgerrig på din seksualitet. I din alder er det nemlig helt normalt, at være nysgerrig på sig selv og sin krop og have lyst til at prøve forskellige ting af. Men hvad gør man så lige, når ingen af ens venner har det på samme måde som en selv?

Jeg vil starte med at sige, at det er helt almindeligt at have det som dig, og der er intet unormalt i, gerne at ville prøve at være sammen med en af samme køn som en selv. Du har kaldt spørgsmålet "Lebbe" og jeg vil skynde mig at understrege, at det at have lyst til at være sammen med en af samme køn som en selv ikke nødvendigvis betyder, at man er homoseksuel. Langt de fleste har på et eller andet tidspunkt i livet tanker, forestillinger og fantasier om at være sammen med en af samme køn som dem selv, uden at det betyder, at de er homoseksuelle. Rigtig mange prøver også ting af med en af samme køn som dem selv, uden at de er homoseksuelle. Nysgerrighed og fantasier er nemlig ikke det samme som homoseksualitet.

Du skriver, at dine venner ikke har det på samme måde som dig, og du derfor er i tvivl om hvad du skal gøre, når nu du gerne vil prøve noget med en pige. Jeg tror det bedste du kan gøre, er det du allerede gør; nemlig at blive ved med at være nysgerrig og blive ved med at snakke med dine venner og veninder om det. Måske er de, modsat dig, ikke interesserede i at prøve noget, og bliver det aldrig. Men det kan også være, at det handler om, at du er mere moden end de er, og du derfor er nået længere i din seksuelle udvikling end de er. 

Du er 12 år gammel, og jeg tænker derfor, at du er meget moden af din alder. I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år, og gennemsnitsalderen for at have sin seksuelle debut er 16 år. Man har fra lovgivningsmæssig side sat den seksuelle lavalder til 15 år, dels for at beskytte børn og unge under 15 år, mod at blive udsat for overgreb af personer, der er ældre, og dels fordi, at når man er under 15 år, har man ikke den samme forståelse for, hvad det egentlig vil sige at have sex og hvilke konsekvenser, både fysiske og psykiske, det kan have. For det at "prøve noget" med en pige, som du skriver, det er nemlig at have sex. Og det er vigtigt, at være opmærksom på. Derfor er mit bedste råd til dig, at du skal være tålmodig og vente nogle år endnu. Du kan sagtens fortsætte med at have fantasier og forestillinger og du kan sagtens fortsætte med at snakke med dine venner og veninder om det, men vent lidt endnu, før du prøver noget af. På den måde passer du nemlig bedst muligt på dig selv.

Jeg håber du kan bruge svaret og at du bevarer modet og din sunde og naturlige nysgerrighed!

De bedste hilsner, 

Stine

 

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program