Lægebesøg mm.

brevkassespørgsmål

Lægebesøg mm.

brevkassespørgsmål af
Night
16 år
Oprettet 3 år 8 måneder siden

Hej Cyberhouse. 
Jeg har nogle problemer i forhold til noget lægebesøge og et par andre ting vi kommer til. Jeg var tidligere i dag til lægen igen fordi vi har fundet ud af at jeg har forhøjet blodtryk. Der skulle gøres nogle flere undersøgelser i dag, ud over blodprøver og sådan. Min læge, en mand, skulle mærke på flere hovedpulsåre and lytte til mit hjerte og mine lunger og mærke på mine nyere. Jeg er født som pige men identificere som dreng (ikke ude til familie endnu) og da han skulle lave disse undersøgelser måtte jeg kun have underbukser på da han skulle mærke flere af hovedpulsårene. Dette gjorde mig ekstremt ubehagelig tilmode. Jeg har rigtig lange selvskadear på min mave og på min lår hvilket ikke gjorde det bedere. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til siturationen. Jeg gik selv ind til lægen burde jeg nok lige tilføje. 
Jeg har fået en henvisning til hospitalet hvor de skal lave endnu flere undersøgelser og nogle scanninger og det er jeg også rigtig bekymret omkring. Jeg hader virkelig alt ved denne situration. Det med forhøjet blodtryk løber rigtig meget i familien.

Jeg vil også gerne hører om i måske kan hjælpe mig med at finde ud af hvad en kønsskifteoperation koster i Danmark. Jeg kan ikke selv finde ud af noget som helst på nettet - nej ikke engang inde på LGBT Danmark. 
Tak på forhånd 

-Night

Svar: 

Kære Night

Jeg kan godt forstå, at det var en meget sårbar og derfor også ubehagelig situation, at du under den her undersøgelse kun måtte have underbukser på. For rigtig mange er det ubehageligt at blive på set i så lidt tøj på af fremmede, også selvom at det f.eks. er en læge. Det kan føles helt vildt grænseoverskridende af mange årsager. Mange bruger deres tøj til at vise hvem der er, og når man så finder sig selv i en situation uden, så tror jeg, at det er meget naturligt, at man føler sig blottet. Samtidig er kroppen også for mange noget, man kan have et svært forhold til, hvis der er noget ved ens krop, som man ikke bryder sig om, og det bliver ikke mindre svært, hvis man så pludselig skal vise disse ting for andre. Så jeg forstår virkelig godt, at de fleste finder det ubehageligt, men jeg forstår det særdeles i dit tilfælde. Oveni de ting som jeg har nævnt, så står du også i den situation, at du ikke føler, at din krop afspejler dit køn, og hvem du egentlig er, og det betyder selvfølgelig, at en allerede sårbar situation bliver endnu sværere at være i. Du skriver også, at du har lange selvskadear, som igen gjorde det endnu sværere at være dig i den her situation. Jeg tvivler derfor ikke på, at det har været en hård og svær dag for dig, men jeg vil gerne rose dig for, at du kom igennem det, da det også lyder til, at det er vigtigt for både dig selv og lægerne at få foretaget disse undersøgelser, så der kan blive passet godt på dig og dit helbred.

Du skriver, at du ikke ved, hvordan du skal forholde dig til situationen, fordi du ved, at der kommer endnu flere undersøgelser, og det bekymrer dig. Det forstår jeg godt, at det gør. Jeg tænker på, om det kunne give mening at tale med de læger og/eller sygeplejersker, som måske er omkring dig, når du skal til de her undersøgelser? Fortælle dem, at du synes, at det er en rigtig ubehagelig situation at stå i? Du behøver ikke fortælle dem, at du ikke identificerer dig som pige, hvis du ikke har lyst, men måske det alligevel kunne betyde, at de var lidt mere opmærksomme på, hvordan du har det mentalt under de her undersøgelser, hvis de ved, at du synes, at det er ubehageligt? Eller måske du kan prøve at overveje, om der var nogle ting, som de kunne gøre, der ville gøre det lettere, som du kunne foreslå dem? Jeg tænker f.eks. om det kunne hjælpe, hvis de for så vidt muligt hele tiden forklarede dig, hvad de gjorde, og sagde til inden de rørte ved din krop? Læger og sygeplejersker er for det meste i faget, fordi de gerne vil hjælpe andre, og derfor tror jeg også, at de vil forsøge at gøre det så lidt ubehagligt som muligt for dig, hvis de ved, at det faktisk er svært for dig at være der.

Du spørger til sidst i dit brev om, hvad en kønsskifteoperation koster, og jeg har forsøgt at finde et svar til dig, men jeg kan desværre ikke finde nogle tal noget sted. Sådan som jeg læser det, så er det en proces med flere forskellige trin, hvor man typisk starter ud med en henvisning fra egen læge til en sexologisk klinik. Her vil man gennem samtaler finde ud af, hvad planen er for den enkelte, f.eks. i forhold til hormonbehandling og operationer på sigt. Det leder mig til at tro, at det måske kan være dækket af den offentlige sundhedssikring, men jeg er slet ikke sikker. Jeg tænker derfor, at det måske kunne være en hjælp at tale med nogle andre, som kender systemet eller har været igennem processen. Hos LGBT Danmark, som du nævnte, ved jeg, at de har en liste over nogle netværk for transpersoner, måske det kunne være en mulighed for at tale med andre, som har stået i din situation, om deres oplevelse af og viden om processen af et kønsskifte? For jeg kan godt forstå, at du er nysgerrig og har brug for svar, og jeg kunne håbe, at et transnetværk kunne være et trygt og sikkert sted at få nogle svar, hvis du ikke føler, at du er klar til at tale med din læge eller familie om det.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt, og ellers skal du vide, at du er velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat til en snak om det hele. Vores søde rådgivere vil sidde klar til en god snak om alt det, som fylder hos dig lige nu.

De bedste hilsner og mange varme tanker,

Dagmar

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program