Kvalme

brevkassespørgsmål

Kvalme

brevkassespørgsmål af
Tristan
17 år
Oprettet 1 år 3 måneder siden

Hej cyberhus Har virkelig brug for noget råd til hvordan og hvorfor jeg har kvalme hele tiden. Tror ikke det har noget med mad og sån og gøre, det mere min kæreste tror jeg. Jeg får hjertebanken hver gang jeg ser hende og er sammen med hende og jeg aner ikke hvad der sker😩 og får kvalme hver morgen og det har varet i lidt over en uge nu. Men kan godt være jeg er stresset og ikke ved hvad jeg tænker lige nu.

Svar: 

Hej Tristan

Kvalme er en af kroppens mange måder at reagere på ubehag på. Og der kan være rigtigt mange grunde til, at man oplever kvalme. Det kan eksempelvis have en fysisk årsag, hvis man enten har spist noget dårligt, hvis man er syg, eller hvis man ser eller lugter noget, som man synes er frastødende. Men kvalme kan også godt sætte sig som en kropslig respons på noget psykisk. Det kan eksempelvis være, hvis man er meget nervøs (fx inden en eksamen), eller hvis man er et mentalt dårligt sted i sit liv. Du skriver, at du ikke tror, at det har noget med mad eller lignende at gøre, men mere med din kæreste. Du skriver også, at du oplever hjertebanken, hver gang du ser hende og er sammen med hende. Derfor tænker jeg, at du har ret i, at din kvalme godt kan have noget med din kæreste at gøre. Så er spørgsmålet blot, hvad det er, din krop prøver på at fortælle dig om dine tanker om din kæreste.

Det er svært for mig at sige, om det er en god eller en dårligt slags kvalme og hjertebanken, du oplever. For man kan både opleve kvalme og hjertebanken, fordi man er nervøs for noget, hvor man gerne vil gøre sit allerbedste. Det kan fx være, hvis du får sommerfugle i maven og måske lidt præstationsangst, når du er sammen med hende, fordi du gerne vil gøre det godt. Og man kan opleve kvalme og hjertebanken, fordi man egentligt ikke helt har lyst til at gøre noget. Det kan fx være, hvis du får det skidt, inden I skal ses, fordi du faktisk ikke rigtigt har lyst til at ses med hende. Eller det kan være, hvis du er meget nervøs for, om du er god nok, eller om din kæreste mon stadig er vild med dig. Jeg tænker, at du bliver nødt til at være lidt nysgerrig på dine egne følelser og tanker for at finde ud af, hvad det er, der er på spil for dig. Du kan prøve at mærke efter, næste gang du skal ses med din kæreste.

Du skriver til sidst i dit spørgsmål, at du måske også kan være stresset og forvirret lige nu. Derfor vil jeg også gerne fortælle dig, at det er helt normalt, at man i perioder af sit parforhold kan tvivle, være mere presset og have mindre tid til hinanden, eller have brug for også at dyrke sig selv. Så længe følelserne ikke varer ved eller bliver til normalen i jeres parforhold. Du skriver, at du har haft kvalme i en uge nu, og hvis du samtidig er stresset over andre ting, kan det sagtens blot være en periode, I lige skal igennem. Men hvis det varer ved i længere tid, kan det også godt være, at det er din kæreste, som er årsag til din stress.

Du kan også overveje, om du har mod på at dele dine følelser med din kæreste. For det første kan det være rigtigt rart at dele dem med andre, så man ikke er alene med dem. Nogle gange kan følelser og tanker vokse sig store indeni os. Og når man så får sat ord på dem, bliver de mere håndgribelige og får en mere realistisk størrelse. Og for det andet opstår de her følelser, når du er sammen med hende - så hun er også en del af det. Måske kan hun derfor hjælpe dig med at finde ud af, hvad det er, der er på spil? Måske har hun lagt mærke til noget, som du ikke selv har?

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg vil gerne ønske dig alt det bedste og sender en masse god energi i din retning!

De bedste hilsner
Marie

 

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program