Klasse

brevkassespørgsmål

Klasse

brevkassespørgsmål af
Joséfine
14 år
Oprettet 3 år 10 måneder siden

Hej.. jeg er en pige og jeg går i 6, og jeg er 14 år!  Er  det normalt? Jeg er bange for at blive mobbet med At jeg er 14 år alle andre i min klasse er 12 hvad skal jeg gøre 

Svar: 

Hej med dig Joséfine 

Du skriver, at du er 14 år og går i 6. klasse. Så vidt jeg kan regne ud, så betyder det, at du måske har gået et ekstra år i børnehave, inden du gik i skole, og selvom det ikke er alle, som har gjort det, så er der masser af børn, som kommer et år senere i skole. Det kan der være rigtig mange grunde til, men i hvert fald er der nogle voksne omkring dig, som er blevet enige om, at det var det bedste for dig, og det er jo det vigtigste. Når du så skriver, at mange i din klasse er 12 år, så tænker jeg, at det er fordi, at de er født sent på året. Man starter nemlig i skole i august det år, hvor man bliver 6 år. Dem der så er født før sommerferien, de vil så være 6 år, når de starter i skole, og blive 7 år i løbet af børnehaveklasseåret. Dem der er født efter sommeferien vil have været 5 år, da de startede og været blevet 6 år i løbet af børnehaveklasseåret. Og sådan vil det forsætte med at være igennem hele ens skolegang, at dem der er født efter sommerferien altid er "et år yngre", når man kigger på tallene. I virkeligheden er der jo ikke et års forskel, men bare nogle måneder, fordi alle vil være født det samme år, men bare på forskellige tidspunkter. 

Det er lidt svært at forklare, men pointen er egentlig bare, at det hele afhænger af, hvornår på året man er født, og derfor givet det ikke rigtig mening at se på jeres alder for at finde ud af, hvor stor forskel der er. I stedet kan man kigge på, hvilket år man er født, det er lidt lettere. Ud fra det jeg kan regne ud, så tænker jeg, at du er født før sommerferien i 2006, og at du derfor er blevet 14 år her i 6. klasse. Dine klassekammerater er nok født i 2007, og dem som er født før sommerferien i 2007 er så blevet 13 år, imens I har gået i 6. klasse, imens dem der er født efter sommerferien i 2007 er blevet 12 år, imens I har gået i 6. klasse. Jeg håber, at det giver mening!

Så der er 1 års forskel på jer, og som sagt så er der nogle børn, som tager et ekstra år i børnehave, og nogle kommer også et år tidligere i skole end normalt. Når det sker, så er det fordi, at de voksne tænker, at det er en god idé, og fordi de tænker, at det vil være rigtig godt, hvis man f.eks. får et år mere i børnehaven. Måske fordi man så kommer i skole på samme tid som ens tætteste venner eller noget helt andet. Du skriver, at du er bange for at blive mobbet, og jeg kan godt forstå din bekymring, men jeg håber og tror ikke, at nogen vil mobbe dig med det. Det er som sagt ikke unormalt, at det sker, og det burde ikke ændre på jeres venskaber, at du er et år ældre end de andre. Måske de andre endda på et tidspunkt vil synes, at det er mega fedt, at du er ældre end dem. Der er jo f.eks. en masse ting, som du kommer til at må gøre et år før de andre. F.eks. lære at køre bil, stemme til valg og så videre. 

Jeg håber, at mit svar giver mening, og at du er lidt roligere omkring det hele. Hvis du er lidt forvirret eller har brug for en snak om det, så er du velkommen til at kigge forbi vores chat til en snak med en af vores søde rådgivere!

De bedste hilsner og store knus,

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program