Kan vandmelon forøge pik størrelsen?

brevkassespørgsmål

Kan vandmelon forøge pik størrelsen?

brevkassespørgsmål af
William
16 år
Oprettet 4 år 2 måneder siden

Kan det at spise vandmelon forøge størrelsen på ens tissemand? Og hvad kan være med til at forøge pikstørrelsen eller sætte kroppen igang med at få den til at vokse?

Svar: 

Hej William!

Jeg havde faktisk aldrig hørt om det her med vandmelon, før jeg læste dit spørgsmål, så jeg gik lidt på jagt. Sådan som jeg fik læst mig frem til, så handler det om, at der i vandmelon er et stof, som kan gøre det nemmere at få stiv pik, og som altså virker lidt ligesom den medicin, der hedder Viagra, hvis du har hørt om den. Sådan som jeg læser det, så er det dog noget, som man indtil nu kun har set hos dyr, og man ved derfor ikke, om det har helt den samme effekt på mennesker, og man ved heller ikke, hvor meget vandmelon man skal spise eller drikke som juice for, at det faktisk vil virke. Uanset så er det dog tydeligt, at når nogle artikler skriver eller mennesker siger, at ens penis bliver større, så har de nok misforstået det her forskning en smule, fordi det er altså ikke fordi, at din penis fysisk vokser sig større, men fordi man får stiv pik, og de flestes pik er større i stiv tilstand end i slap tilstand. 

Du spørger, om der er andet, man kan gøre for at få ens pik til at vokse, og desværre må jeg skuffe dig. Lige nu er der så vidt jeg ved kun én ting, som man kan gøre, og det er en operation, hvor man simpelthen går ind og løsner penis lidt fra dit bækken, så den ser længere ud i slap tilstand men ikke i stiv tilstand. Det kan dog have den trælse bivirkning, at man bliver mindre følsom f.eks. under sex, eller at penis bliver lidt sværere at styre, fordi den ikke sidder fast på samme måde som tidligere. Så selvom man kan gøre noget, så er det ikke nødvendigvis uden, at man kommer til at betale en pris et andet sted. 

Det vil måske være rart for dig at høre, at penis hos de fleste mænd kan vokse indtil 20 års alderen, hvilket vil sige, at du stadig har nogle år tilbage at vokse i. Alligevel er mit bedste råd til dig at forene dig med og lære at acceptere størrelsen på din pik, som den er. Nogle har små pikke, nogle har lange, nogle har tynde og nogle har tykke. Nogles er lige, og nogles er skæve. Pikke er bare forskellige, og størrelsen er ikke så vigtig, som vi nogle gange får det gjort til i medierne. Man kan f.eks. sagtens have god sex med en lille pik og have dårlig sex med en stor. Sex handler på den måde langt mere om gørelsen end størrelsen, og jeg er sikker på, at din pik er helt fin præcis, som den er!

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. Hvis der er andet, du er i tvivl om, så er du så velkommen til at kigge forbi igen en anden gang!

Mange hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program