Kæreste

brevkassespørgsmål

Kæreste

brevkassespørgsmål af
Louise
23 år
Oprettet 3 år 9 måneder siden

Hej jeg er en pige som har Et råb om hjælp.

min kæreste og jeg elsker hinanden virkelig højt, og vi har det mega godt sammen, fjoller, trives i hinandens selvskab osv. 

vi snakker fint sammen, men det er som om at når vi skal ud og gå tur eller er alene sammen ude i offentligheden, er det som om vi ikke rigtig kan snakke sammen med små samtaler / små tavsheder, hvor det godt kan blive lidt akaede. det virker til at vi på en måde begge to bliver lidt nervøse. synes det er mærkeligt, for det er kun nogen gange, men desværre lidt for tit synes jeg selv.  

vi er begge to meget sociale, så det er også derfor jeg synes det er mærkeligt, har aldrig oplevet det før på den måde. Og jeg er såå bange for at miste ham på dette... 

Svar: 

Hej Louise 

Jeg kan godt forstå, at du er bekymret over den akavede tavshed på gåturene. Det kan føles rigtigt ubehageligt, når begge parter forsøger at finde noget at tale om uden held. I samme åndedrag vil jeg gerne fortælle dig, at den akavede stilhed på ingen måde er farlig for jeres parforhold. Den kan derimod være en måde, hvor I kan lære hinanden bedre at kende på. 

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at stilhed er en meget almindelig ting i parforhold. I begyndelsen af et parforhold vil de fleste opleve en form for akavet stilhed. Dette kan skyldes, at det tager noget tid, inden man lærer hinanden at kende. Som kærester oplever man sig selv og hinanden i vidt forskellige situationer: famileselskaber, koncerter, biografture, besøg hos venner. Derfor tager det noget tid, inden man lærer den andens adfærd og handlemønstre at kende i den enkelte situation. 

Du fortæller, at I fjoller og trives, når I er på tomandshånd. Jeg tænker, at det er et godt tegn, at I har det godt sammen, når I er alene.  Jeg tror, at grunden til at I bliver tavse i offentligheden kan skyldes, at både dig og din kæreste er opmærksomme på, at I går i et offentlig rum. Det kan godt gøre én nervøs, når man taler med sin kæreste i det offentlige rum, hvor man ved, at andre også kan overhøre samtalen. For nogle kan det endda virke lidt grænseoverskridende at bevæge sig ud med sin kæreste i det offentlig rum.  Det kan føre til, at man bliver ekstra opmærksom på sin kærestes adfærd, men også ens på egen. Jeg tænker, at I med tiden finder ud af, hvordan I er kærester i det offentlige rum. 

Jeg tænker, at det kunne være godt at tale med din kæreste, om hvordan han har det med, at I begge bliver meget stille ude i offentligheden. Det er ikke sikkert, at han synes, stilheden er akavet og ubehagelig. Stilhed kan føles meget forskellig fra person til person. Jeg tænker, at din kæreste og dig kan lære en masse om hinanden ved at tage sådan en snak. På denne måde slipper du også af med bekymringen omkring, hvilken indflydelse stilheden har på jeres parforhold. 

Jeg håber, at du får en god snak med din kæreste om det hele. 

De bedste hilsner Emilie

 

 

 

 

Emilies billede
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program