Jeg HADER små børn!

brevkassespørgsmål

Jeg HADER små børn!

brevkassespørgsmål af
Marie
23 år
Oprettet 4 år 11 måneder siden

Jeg er i den situation, at jeg hader at være i nærheden af små børn. Bare synet af dem kan få mig i dårligt humør og få mig til at flippe ud på min familie. Jeg har prøvet at tænke positivt, når jeg er i nærheden af dem, men det virker ikke. Og tanken om, at jeg selv har været ligeså irriterende hjælper heller på problemet. Mine forældre bliver vrede på mig, når jeg kommenterer et irriterende barn, der f.eks. bare går forbi eller løber på rulleskøjter. Jeg har selv en kronisk sygdom som hør, at jeg ikke må blive gravid (ifølge lægerne), og bor i et bofællesskab hvor ingen af de unge tager initiativ til noget i weekenderne, så jeg der er jeg altid hos mine forældre. Problemet er, at der er flyttet en 15-årig og en 7-årig dreng ved siden af, og overfor os bor der også små børn, der larmer kl. lort om morgenen. Jeg ved godt, at det er ekstremt uhøflight og egoistisk at have det sådan, men for min skyld kunne små børn ligeså godt holde op med at trække vejret mens de sover. Jeg går til psykolog en gang om måneden, men hverken hun eller jeg har tid til at mødes oftere. Vi har snakket om det før, men hun har ingen idéer til hvad jeg kan høre, og føler mig helt på bar bund. Jeg har ofte skænderier med mine forældre pga. mit had til små børn, og ønsker ikke at det skal fortsætte på den her måde. Kan der overhovedet gøres noget?

Svar: 

Hej Marie

Tak for dit spørgsmål. Det lyder til, det fylder en del for dig, så det er rigtig godt, du har skrevet!

Det er okay

Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det fylder for meget for dig. Det virker til, at det påvirker dig meget, også i hverdagen i dit bofællesskab. Det er jeg ked af høre!
Det kan være rigtig hårdt, når noget påvirker en i sådan en grad. Det kan virkelig påvirke humøret, gør en vred, ked af det eller måske føler man sig helt drænet for energi.

Det er helt okay, hvis du føler, at børn kan blive for meget? Det tror jeg virkelig, at de fleste kan have det sådan, selv forældre kan have det sådan til tider.
Det må bare ikke fylde for meget, og det virker det desværre til at det gør for dig. Det er ikke alle, der kan lide børn, og det er helt i orden, så den følelse er du ikke alene med.
Når det er sagt, så er det vigtigt, man behandler dem pænt, selvom man ikke bryder sig om dem. De er børn, og de forstår måske ikke, hvorfor du siger noget til dem, fordi de går forbi eller løber på rulleskjøter. Det kan være ubehageligt for dem, og jeg fornemmer faktisk ikke, at du ønsker det for dem.

En god snak?

Du skriver, du hader at være i nærheden af små børn. Hvordan kan det være? Er der en speciel grund til, at du har det på den måde?
Der kan være mange grunde til, man synes børn bliver for meget. Måske fordi de kan larme, spørger en del, eller kan fylde meget i et lokale.
Du skriver, at bare tanken om at du har været lige så irriterende hjælper ikke på problemet? Det lyder helt voldsomt - det må virkelig være et stort problem for dig. Det må virkelig være svært at have det sådan, så jeg forstår godt, hvis du bruger en masse energi på det.

Du fortæller, at du går til psykolg en gang i måneden, men at hverken dig eller hende ikke har tid til at mødes oftere. Det er da rigtig træls. Det virker ellers som en rigtig god mulighed, hvor I kunne komme lidt nærmere på, hvorfor du har det sådan børn og hvorfor det fylder så meget for dig. Du nævner, at hun ingen idéer har til, hvad du kan gøre og du føler dig helt på bar bund. Det kan jeg godt forstå, du føler. Det kan måske være lidt svært rigtig at komme i dybden med problematikken, hvis I ikke ses lidt oftere, så måske var det en mulighed at snakke med hende omkring det. Du kan fortælle hende, hvordan du har det og at du føler, du har brug for en snak med hende omkring det. At mødes to gange i måneden, vil måske hjælpe dig? Det vil være mit bedste råd, når det fylder så meget for dig, så tror jeg, at det er en god ide at have en at snakke med.

Flyt fokus!

I mellemtiden, tror jeg, at det er en god ide, hvis du prøver at flytte fokus hen på noget andet, selvom det er svært. Jeg ved, du har prøvet, men det kan tid, så prøv at fortsætte med det!
Du kan prøve at flytte dit fokus på de gode oplevelser eller noget positivt i dit liv. Det kan være en god veninde, søskende eller en anden du er tæt med. Det kan også være noget mere praktisk, så man får rørt sig. Det kan f.eks. være en gåtur med hunden, noget kreativt eller måske bare at høre noget godt musik! Find noget, som du finder interessant og prøv at fokuser på det i stedet.

En anden ide kunne også være at finde ud af, hvad der præcis generere dig ved tilstedeværelsen af børn, især små børn. Det kunne være en god ide at mærke efter, når du oplever en negativ reaktion på et barn. Måske kan du spørge dig selv: Hvorfor blev jeg så påvirket af det? Du kunne måske skrive nogle af dine tanker ned? Det kan være, at det kan hjælpe dig til at forstå, hvorfor du reagerede som du gjorde i netop det øjeblik. 
Du kunne efterfølgende tage en snak med din psykolog næste gang, du har en aftale med hende, så I på den måde får en god snak om tingene. Det kan nogle gange være nemmere, når man har en bestemt situation, som man kan fortælle omkring.
Du skriver så fint herinde, så måske vil det gøre det nemmere for dig at få sat ord på, hvordan du har det, så kan I måske i samråd finde frem til årsagen og en mulig løsning. Kunne det være en mulighed for dig? 

Reaktioner og følelser 

 Jeg tror, det er en god ide, hvis du er bevidst omkring dine reaktioner og følelser, så vil du måske også opleve en bedre forståelse og komme tættere på en forklaring på, hvorfor du føler som du gør, men vigtigst af alt, hvordan du håndtere det, når det begynder at påvirke dig. Jeg er sikker på, at din psykolog ønsker at hjælpe dig, men det kan også tage tid. Jeg kan godt forstå, hvis du ønsker der skal ske en hurtig forandring, men du må ikke give op! Giv dig selv lidt tid - det er okay, hvis der ikke sker en forandring lige med det samme. Jeg tror også, at det vil hjælpe på dit forhold til dine forældre, så I ikke har så mange skænderier pga. dit forhold til børn.. 

Et nyt fællesskab 

Du skriver, at du har en kronisk sygdom, som gør at du ikke må blive gravid, ifølge lægerne. Det lyder da til at være rigtig hårdt at skulle kæmpe med den sygdom ved siden af alt andet. 
Det er jeg virkelig ked af høre. Det må også fylde en del i dit liv og hverdagen. Det må være rigtig frusterende for dig til tider, når kroppen ikke vil det man måske gerne vil. 
Jeg kan godt forstå, hvis du synes det er svært at være kronisk syg, når du er så ung, så jeg håber, at du også får snakket med din psykolog omkring din sygdom. Det kan helt sikkert tage tid at acceptere sygdommens tilstedeværelse i ens liv, og hvordan man skal leve med  den. Du er ikke din sygdom, men din sygdom er en del af dit liv, den må bare ikke fylde for meget. Måske findes der et fælleskab, hvor du kan mødes med andre unge, der har samme sygdom som dig? Det kan nogle gange være rart at føle, at man ikke er den eneste, der har det på den måde. Det kan man hurtigt komme til at føle, hvis man er alene med sine bekymringer og tanker. Der findes forskellige foreninger for unge med kroniske sygdomme. Måske kunne det være rart at tale med nogen på din egen alder omkring sygdommen og hvordan det påvirker hverdagen. Du kunne måske også finde gode råd og vejledning på et område, du godt kunne tænke dig at vide mere om? Det kan være rart at vide, at man ikke er alene med de tanker og bekymringer man kan gå med, når man har en kronisk sygdom. Kunne det være noget for dig? 

Du nævner også, at de unge ikke tager initiativtil at lave noget i weekenden. Det er da lidt træls. Nogle gange så må man selv prøve at tage initativ til at få lavet noget sammen med de andre unge. Det kan være lidt svært til starte med, men med tiden kan det blive nemmere og måske begynder de andre også at gøre det? Det kan være at spille et brætspil, male eller tegne eller måske se en god serie sammen, hvor man kan få lidt lækkert til. Det behøver ikke være dyrt eller stort, man kan altid starte ud med små og nemme ting. Det kunne være en mulighed, hvis du gerne vil lave lidt med de unge i bofællesskabet. 

Kan det være? 

Det er selvfølgelig svært at sige, hvorfor netop du har det på den måde med børn, som du beskriver her. Der kan der jo være mange forklaringer på, hvorfor du har det sådan. 
Jeg tænker dog på, om der kan være en sammenhæng mellem din kroniske sygdom og lægernes holding til, at de ikke synes, at det er en god ide, hvis du bliver gravid og dit forhold til børn. 
Jeg tænker det nu, hvor du nævner det her i dit spørgsmål. Måske er der en særlig grund til det også dukkede op? Hvis det er tilfældet, så er det helt okay! 
Det kan være rigtig svært at håndtere følelsen af magtsløshed og måske også den sorg, der er forbundet med tanken om, at du måske ikke bliver mor til et biologisk barn en dag. 
Sorg er den fysiske og psykiske reaktion, når vi mister noget, der har en særlig betydning for os. Vores reaktioner på sorgen er meget forskellige, og det er også helt naturligt og okay! 
Nogen bliver triste, vrede, mens andre føler skam eller skyld. 

Det er helt okay, hvis du føler dig meget påvirket af hele situationen. Det er ikke altid, at vi selv forstår, hvordan eller hvorfor vi reager som vi gør. Det kan også være rigtig svært at forholde sig til noget, der simpelthen gør alt for ondt. 
Det kan være, at man skubber det væk fra sig eller ser sig sur på det, fordi det er det eneste måde, man kan forholde sig til det på. Det er helt okay og ganske naturligt. Der er mange forskellige måder at bearbejde sorgen på, og det kan tage tid før man føler sig helt afklaret med situationen. Alle de følelser som man bærer rundt på kan være meget overvældende, og måske er det også svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til det. Det er også helt okay, den slags tager tid. Det er ikke unaturligt, at man i perioder i ens sorg oplever, at man trækker sig situationer eller relationer, der minder en om ens sorg. Det kan også være, at man oplever et øget behov for støtte og kontakt med andre mennesker, mens man undgår nogen, der kan fremkalde noget af, som man har mistet. 
Man kan opleve agression og irritabilitet, da man befinder sig i en meget stressende og smertefuld situation, så det er kun helt naturligt, hvis du oplever nogle af disse ting. Du er langt fra den eneste, der ville blive påvirket på den måde. 

 

Mærk efter 

Det er helt okay, hvis det påvirker dig. Det er helt naturligt, når man får sådan en besked. Du skriver, at det er ifølge lægerne, at du ikke må blive gravid. Har du fået en forklaring på, hvorfor de mener, at det ikke vil være en god ide for dig? 
Det kan nogle gange være rart, hvis man får det uddybet lidt. Det kan give en bedre forståelse for, hvordan tingene forholder sig. Jeg tror, at det er en god ide, hvis du får snakket med nogen omkring dine tanker. Det kan godt være, at du ikke har lyst til at få børn, men giv dig selv lov til at mærke efter, hvordan hele situationen føles for dig. Det er helt okay, hvis du bliver ked af det. Jeg tror, det er en rigtig god ide, hvis du får snakket med en, som du virkelig kan betro dig til. Det kan være, at du kan tale godt med en veninde eller måske din mor, eller en hel trejde, du er tæt med. 

Få snakket om, hvordan du har det og prøv at flyt fokusset hen på det positive i dit liv. 

Jeg håber, du kunne bruge min råd til noget. Jeg ønsker dig i hvert fald alt det bedste! 

De bedste hilsner, 

Nikita 

 

 

 

 

 

Nikitas billede
Nikita fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program