Jeg er snart udlært kok, men har ikke lyst til at arbejde i køkken.

brevkassespørgsmål

Jeg er snart udlært kok, men har ikke lyst til at arbejde i køkken.

brevkassespørgsmål af
MM
22 år
Oprettet 1 år 6 måneder siden

Jeg er igang med at uddanne mig som kok, og er snart færdig udlært. Jeg elsker virkelig kokkefaget, men jeg kan mærke at jeg ikke kan overskue at stå i køkken og køre service i 12 timer pr vagt resten af mit liv. Og selvfølglig kan man spørge om kortere vagter, men det er generelt bare det at være i køkkenet jeg ikke gider. Det har intet at gøre med at jeg bliver dårligt behandlet for sådan er det bestemt ikke, jeg har haft 2 forskellige lærepladser hvor folk er super søde. Jeg ved at der findes massere af andre muligheder inden for kokkefaget end at stå i køkkenet. Jeg ved bare ikke hvad for nogle muligheder der er, eller om sådanne steder overhovedet vil have en, da jeg jo kun har “elev erfaring”? Det er måske et longshot at spørge her, men et forsøg værd.

Svar: 

Kære MM

Tak for dit spørgsmål! Jeg tænker, at det er nogle rigtig vigtige overvejelser, du gør dig, omkring hvad du kan og vil indenfor kokkefaget. Jeg kan nok ikke hjælpe med nogle konkrete løsninger eller et helt entydigt svar, desværre. Mit kendskab til den verden er begrænset, men de tanker der poppede op i mit hoved vil jeg alligevel gerne dele med dig. Det kunne jo være, at noget af det var hjælpsomt for dig.

Jeg tænker på, hvad skade der kan ske i at prøve at række ud og spørge nogle indenfor faget? Jeg tænker, at de fleste gerne vil hjælpe og svare, hvis man kommer med en nysgerrig tilgang og ønske om at blive klogere. På samme måde tænker jeg på, om man ikke også kan prøve at sende uopfordrede ansøgninger til steder og se, hvad de siger? Måske underviserere på uddannelsen eller evt. en studievejleder kan pege dig i en bestemt retning? Kan man prøve simpelthen at troppe op nogle steder i de tidsrum, hvor de ikke lige har så travlt og høre, om man kan få lov at få 10 minutter med en af kokkene og høre deres erfaringer?Jeg tænker, at det er svært at spå om, om der er nogle, som vil tage én, der "kun" har elev-erfaring, og hvem det vil være, men jeg tænker ikke, at det er usandsynligt, så længe man kommer med noget gå-på-mod, initiativ og lysten til at lære og blive klogere. Så hvor end, du kunne have lyst til at spørge, så tænker jeg, at det er et forsøg værd.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du finder en rigtig god vej indenfor dit fag!

De bedste hilsner

Dagmar

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program