Jeg er ikke forelsket, men ikke helt klar til at give slip

brevkassespørgsmål

Jeg er ikke forelsket, men ikke helt klar til at give slip

brevkassespørgsmål af
Freja Sofie
20 år
Oprettet 3 år 3 måneder siden

Kære Cyberhus,

For tre års tid siden mødte jeg en mand, som jeg blev ret interesseret i. Vi havde de samme seksuelle præferencer, men desværre var det ikke holdbart på længere sigt, fordi jeg var for ung og han for gammel. 
Efter de tre år mødes vi igen, hvilket er to måneders tid siden. I starten var jeg ret uinteresseret, men han opsøgte mig hele tiden og til sidst gav jeg ham en chance. En veninde og jeg mødtes med ham og nogle af hans venner en aften og drak noget vin. Jeg havde stadig mine bekymringer omkring aldersforskellen og om han egentlig var min type, men min veninde syntes at jeg skulle give ham en chance, så det gjorde jeg. Jeg huskede det alligevel som god sex, så hvorfor ikke? 

Vi begyndte at ses og jeg tilbragte faktisk mange dage i streg hos ham. Vi hyggede os egentlig meget godt og han behandlede mig super godt. Det gør han stadig ... tænker meget på mig, mine behov og forkæler mig. Det er noget jeg har savnet i tidligere forhold. 

Med tiden kan jeg mærke at jeg har fået 'et eller andet' for ham, men jeg er ikke forelsket. Jeg tænker stadig på min ekskæreste og min tidligere flirt, som begge er to fyre jeg er blevet meget hurtigt forelsket i. Det irriterer mig, for ingen af de to gav mig ligeså meget opmærksomhed og forkælelse, som den nuværende mand gør. Han har sågar fortalt at han er forelsket i mig!

Han snakker tit fremtidsplaner, børn, have og hus og det hele lyder super lækkert og noget jeg også drømmer om, men jeg er bange for jeg er forelsket i ideen og ikke i ham. Personlighedsmæssigt synes jeg også vi går skævt af hinanden engang imellem. Han kan godt hæve stemmen eller blive hurtigt fornærmet og det synes jeg først og fremmest er super hurtigt i et nyt og blomstrende forhold og lidt ærgerligt, fordi jeg er så følsom og hurtigt taber ansigt. 

Jeg er i totalt dilemma, for jeg vil på den ene side helst fortælle ham, at jeg nok ikke på nuværende tidspunkt har de samme følelser for ham, som han har for mig og at jeg ikke vil committe mig, men på den anden side har jeg også brug for en fyr, hvor det ikke kun går den ene vej - forstå mig ret, at det ikke kun er mig, der giver gaver, har lysten og bruger en masse tid og energi. 

Han er også en flot fyr og som sagt, så deler vi en masse af de samme drømme. Men han fjerner alligevel ikke helt fokus på 'ekskæresterne' og jeg kan stadig lade mig gå på, blive ked af det og kigge gamle billeder i kamerarullen. 

Jeg skriver ind fordi jeg har brug for nogen andres synsvinkel på det. Det er svært at stå med alene og mit hoved er da ved at eksplodere. 

Svar: 

Kære Freja Sofie

Tusind tak for dit spørgsmål. Du skriver til sidst, at du har brug for en andens synsvinkel på det dilemma, du beskriver, at du står i. Jeg vil forsøge at give dig nogle forskellige perspektiver i det følgende, som jeg håber, du kan bruge.

Som jeg forstår det, du skriver, er du meget i tvivl om, hvorvidt du skal fortsætte det forhold, du er i med din partner, eller om du skal bryde med ham, fordi du ikke har de samme stærke følelser for ham, som han har for dig. Det må være et meget vanskeligt dilemma at stå i og et dilemma, som måske kan føles ubehageligt for dig uanset hvad, du ender med at gøre.

Der er nogle, som bruger sætningen: ”Hvis du er i tvivl – så er du ikke i tvivl” i denne sammenhæng. Sætningen betyder, at hvis man er i tvivl, så er det fordi, det ikke er det rigtige for en. Det kan være en meget firkantet holdning at have – men jeg synes, at den indeholder noget, som du med fordel kan spørge dig selv om: ”Hvad fortæller min tvivl mig?”

Jeg bider mærke i, at du skriver, at du på nuværende tidspunkt ikke har de samme følelser for ham, som han har for dig. Jeg bliver nysgerrig på, om det måske indeholder et håb om, at du kan udvikle de samme følelser eller blive forelsket i ham på sigt? Jeg tænker, at det vil være meget forståeligt, hvis det gør, da du også beskriver mange ting, som tiltaler dig ved ham. Han er flot, han er forelsket i dig, og I har mange af de samme drømme om fremtiden. Men én ting er håbet eller ønsket om, hvad der kan udvikle sig – noget andet er, hvad der rent faktisk udvikler sig. Man vælger ikke selv, hvem man bliver forelsket i, og man kan heller ikke fremtvinge en forelskelse. Men det betyder ikke, at man ikke kan elske den person, man er sammen med. Du kan eventuelt prøve at forestille dig, hvordan dit liv ser ud om 2 eller 5 år. Er du stadig sammen med ham, hvis forholdet fortsætter på samme måde som lige nu?

Et andet perspektiv på dit dilemma, jeg også godt kunne tænke mig at vende i mit svar til dig, er faktisk hans perspektiv. Jeg bliver nysgerrig på, om du har tænkt over, hvordan det må være for ham at stå i den her situation med dig. Og hvordan du selv ville have det, hvis det var dig, der var i hans sted. Så hvis du forestiller dig, at du var ham – hvad ville du så foretrække? Og hvad er det for et forhold, I vil ende med at have i hver af de scenarier?

Min pointe med at tage din partners perspektiv op til overvejelse er ikke at stille spørgsmålstegn ved den måde, du er sammen med ham på. Hvis du vælger at fortælle ham, at du ikke har de samme følelser for ham lige nu, som han har for dig, betyder det ikke nødvendigvis, at I ikke kan forblive i et forhold. Og hvis du vælger at blive sammen med ham, fordi han er god ved dig, betyder det ikke, at jeres kærlighed til hinanden ikke kan spire på sigt. Min pointe er i stedet at understrege vigtigheden af, at I begge er ærlige overfor hinanden – både som jeres forhold er nu, og hvis I vælger at blive kærester.

Når jeg læser dit spørgsmål, lyder det også til, at du har nogle mere generelle bekymringer omkring det at finde en kæreste: Om du finder en, som vil dig lige så meget, som du vil ham. Det kan jeg desværre ikke svare dig på. Men ofte forholder det sig sådan, at man finder en kæreste, som man føler, at man fortjener. Med det mener jeg, at der er mange, som kan komme til at give køb på sig selv, fordi de tror, at det må være det eneste, der er til dem derude i verden. I stedet for at give køb på dig selv, som det lyder til, at du måske har gjort i dine tidligere forhold, så er det okay stille krav til din egen lykke og ikke finde dig i at blive behandlet, som om du er mindre værd. Hvis du stiller krav til din egen lykke i et forhold, kan det også være, at det bliver nemmere for dig at finde ud af, hvem der har kæreste-potentiale. Det kan være, at det viser sig at være ham, der er lige foran dig. Men det kan også være, at du skal kysse mange frøer, før du finder prinsen. At date og at finde en kæreste indeholder uundgåeligt afvisninger og oplevelser, der kan føles som nederlag. Men når man finder den person, som virkeligt gør en glad, så vil det altid have været ventetiden værd.

Jeg håber, at mit svar kan give dig de andre perspektiver, du har ønsket dig, og at du kan bruge dem til at løse det dilemma, du står i. Jeg vil ønske dig al held og lykke med det, uanset hvad du vælger at gøre.

De bedste hilsner,
Marie 

 

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program