Ingen bryster

brevkassespørgsmål

Ingen bryster

brevkassespørgsmål af
Mig
12 år
Oprettet 5 år 2 uger siden

Øhm ja, hej. Jeg er en pige på 12 år (13 om nogle dage) og jeg har seriøst INGEN bryster! Seriøst, kan ikke passe nogle størrelse BH. Jeg er en meget tynd pige, men jeg spiser faktisk ret meget. Hvorfor? Er der nogle mulige måder hvorpå jeg måske bare kan få lidt større? Så jeg bare kan passe en sølle A-skål? Kan knap nok gå i bad til idræt hvis de andre piger er der, fordi jeg altid kigger på dem, og så mig. Så ja, det var det.. Hilsen en meget frustreret pige /:

Svar: 

Kære "frustrerede pige"

Tusind tak for dit brev. Jeg tror rigtig mange unge piger på din alder går rundt og er frustrerede over deres bryster, fordi de enten er for små, for store, for skæve eller noget helt fjerde. De kan være kilde til rigtig mange spørgsmål, og derfor er det super godt at du skriver her i brevkassen, så du og andre piger kan blive klogere på emnet.

Først vil jeg lige fortælle dig, at der er stor forskel på, hvornår man begynder at udvikle bryster, og hvor hurtigt de vokser. Nogle begynder allerede at udvikle bryster, når de er 10-11 år og for andre er det først meget senere. Det er helt forskelligt, ligesom det er forskelligt, hvor hurtigt de vokser, hvor store ens bryster bliver, og hvordan de ser ud.

Bryster er lige så forskellige som mennesker er, og det er derfor svært at svare på, hvorfor dine bryster er som de er. Når det er sagt, så er der intet unormalt i, at du som 12/13-årig endnu ikke har fået bryster. Ens bryster begynder nemlig først at vokse i takt med, at man kommer i puberteten og får sin menstruation. For piger sker det oftest ved 12-års alderen, men det er meget forskelligt og kan også sagtens ske senere, ligesom det er forskelligt, hvor hurtigt man udvikler sig, når først man er kommet i puberteten.

Det kan være rigtig svært ikke at sammenligne sine bryster med andres, og jeg tænker måske, at du kommer til det, når du skal i bad med de andre piger til idræt? Når der er så stor forskel på vores kroppe og, hvor hurtigt man udvilker sig, så kan det være rigtig uheldigt at sammenligne sig med andre, fordi man hurtigt kan få et forvrænget billede af, hvordan ens krop bør se ud. Men fordi vi som mennesker er så forskellige, så bør vores kroppe slet ikke se ud på nogen bestemt måde, og jeg tror derfor det vil være en god øvelse for dig, hvis du prøver ikke at sammenligne dine bryster med de andre pigers. Du skriver nemlig også, at du er en meget tynd pige, og det kan måske være en forklaring på, at din krop ikke har energi og overskud til at vokse og give dig kvindelige former lige nu. Men bare rolig jeg tror helt sikkert nok, at dine bryster skal nok komme til at vokse, og faktisk vokser de gennem hele puberteten, som for piger varer til de er ca. 18 år.

Mit bedste råd til dig er derfor, at være tålmodig og prøve om du kan finde en ro i, at dine bryster lige nu har den størrelse de har med den viden i baghovedet, at de kan vokse gennem hele puberteten. Jeg tænker hvert fald, at din krop er igennem en helt normal og naturlig udvikling, men hvis det bliver ved med at fylde hos dig, så kan du altid tage et smut forbi lægen og få tjekket op på det. Du er også altid meget velkommen her i brevkassen eller i vores en-til-en chat.

Jeg håber du kan brug mit svar og ønsker dig alt det bedste.

Mange varme hilser fra Maren

Marens billede
Maren fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program