Voksen?

brevkassespørgsmål

Voksen?

brevkassespørgsmål af
Den lille voksen
18 år
Oprettet 7 år 7 måneder siden

Jeg er voksen! Hvorfor følse det så ikke sådan? Når jeg ser billeder af mig selv eller ser mig i spejlet, ser jeg en ung kvinde med livet foran sig - en kvinde der er klar til at overtage verden og forfølge hendes drømme. Men inden i føler jeg mig alt andet end voksen - end ung og med livet foran mig. Men hvad føler jeg så? Jeg ved ikke helt hvordan jeg kan beskrive det. Måske lidt som om jeg ikke kan følge med tiden, at en del af mig farede vild på vejen og nu skal jeg hjælpe hende hjem.
     Det sjove er at jeg i mange år har sagt, at jeg blev for voksen i en for tidelig alder og det mener jeg stadigvæk, men jeg føler mig bare ikke voksen. Jeg vil prøve at skabe et billede der beskriver forløbet.
     Jeg var omkring 12 år gammel og mit liv begyndte lige så stille at falde fra hinanden, men jeg opdagede det ikke endnu. Jeg bliver mere selvstændig og lærer kun at stole på mig selv. Det fører til at pigen jeg var, skullle blive ansvarlig - altså voksen. Men det forstår en lille pige ikke og hun bliver bange for hvad der sker og farer derved vild, låser en dør til fortiden, for at sikre sig det ikke forsvinder - den verden hun kender. Der gik tiden i stå for hende og der er hun endnu. Men hvordan får jeg den lille pige med. Den lille skrøbelige såårede pige - som stadigvæk troede at livet var en leg. 

Jeg lever et dobbelt liv. Ud-ad-til er jeg en stærk ung kvinde som har styr på livet, mange aner ikke at jeg har det elendigt. Nogen ved at at mit liv hertil har været en kamp - men de ved ikke hvor svært jeg har det nu, for til omverden er jeg kun perfekt, alt andet skjuler jeg. Kun meget få - altså en, ved virkelig hvad jeg går igennem lige nu. Kun en har kenskab til den lille pige. Til den side af mig der ikker er perfekt. For andre som kender en mild udgave af min historie ser mig som en lykkelig, inspirerene historie om den stærke kvinde der kæmpede og overlevede. Som en figther - en kvinde med overskud. Men overskud har jeg intet af. Hver nat græder jeg mig selv i søvn - forstiller mig at den jeg stoler på sider ved mig til jeg sover, bare for at føle mig tryg. Hver aften går med tv, for at glemme livet - de mange tanker om de sidste par år og hver dag går med mange timer under dynen, mens jeg er sur over at jeg ikke bruger min tid mere fornuftigt og så sover jeg gerene en til to gange om dagen og så er der mine angstanfald.

Men tilbage til det med at være voksen. Nu bor jeg på et kollegieværelse. Jeg får SU og styre selv min økonomi. Jeg studere og arbejder. Jeg har folk omkring mig som støtter mig og har et godt stå sted. En drøm for den lille pige, men vejen hertil har bare været hård og derfor er jeg ednu ikke i stand til at nyde livet fuldt ud. Men som en sang siger: "But she knew that she will be okay, so she didn´t let it get in her way."

Så kort sagt er jeg ud-ad-til en ung kvinde, men det er bare ikke gået op for mig. Min rejse gennem en svær barn- og ungdom har gjordt at jeg har mistet tidsfornemmelsen. Nogen gange, især om aften eller når jeg oplever noget godt - går det op for mig hvor hurtig tiden egetlig er gået. Jeg er 18 år, myndig. Jeg er flyttet hjemme fra og livet har lyspunkter. Men hvordan kan jeg også have den side af mit liv sammen med smerten. Alle de uløste konflikter. En ung kvinde - men en forsvunden pige inden i sig.

Svar: 

Kære du. 

Jeg tror, du oplever et indre dilemma, som mange i din alder har prøvet at stå overfor: At man ud fra et samfundsmæssigt syn er voksen, fordi man er blevet 18 år og myndig, og derfor egentlig skal klare sig selv. Men samtidig kan man stadig føle sig som en ung person. Og det er helt forståeligt! Selvom man bliver myndig, så bliver man ikke voksen fra den ene dag til den anden. Men det kan være rigtig svært at få de to selvbilleder til at gå op. Særligt hvis man som dig, har været igennem nogle hårde ting tidligt i sit liv. 

Som jeg læser dit brev, så kunne det lyde til, at du har "mistet" noget af din ungdom ved at skulle være selvstændig og ansvarlig i en meget tidlig alder. Og det må være rigtig svært! Så jeg kan godt forstå, hvis det føles som om, at tiden er gået i stå og pludselig står du nu og skal være 'voksen' uden at føle dig sådan, fordi du på en måde har sprunget nogle år af dit liv over. Med andre ord tænker jeg, at din forståelse af dig selv måske ikke stemmer helt overens med det liv du lever, hvor du studerer, arbejder, styrer din egen økonomi og egentlig er fuldstændig herre over dit eget liv. Og det kan gøre det svært at have det godt og bare nyde livet. 

Som du så fint beskriver det, så lever du et dobbelt-liv, hvor du udadtil virker som en glad pige, der er stærk og har overskud, men indeni har du det elendigt. Jeg tænker det må være rigtig hårdt at leve det liv! Ingen mennesker er perfekte, og der er ingen der forventer, at du skal være perfekt, eller være glad hele tiden. Men det er svært at finde den balance, og det tror jeg, at det er for rigtig mange mennesker. Du spørger, hvordan du kan leve dit liv med alle de uløste konflikter. Jeg tænker, at hvis det er muligt for dig, så tror jeg, at du må kigge lidt på nogle af de konflikter. For som du selv skriver er de uløste, og så kan det være svært at komme videre, og måske holder de dig lidt fast i at leve det liv, som du ønsker. Uanset hvad konflikterne handler om, så er det selvfølgelig svært at gå tilbage og løse konflikter, der er grunden til, at man har det svært i dag. Uden at vide, hvad de handler om, så kan det være, at der er nogle mennesker, du skal snakke med, som er en del af de her konflikter og fortælle hvordan du har det eller har oplevet det. Måske du har følt dig uretfærdig behandlet, overset, eller der er sket nogle begivenheder i dit liv, som er svære at leve med. Uanset, så kan det være rart at få sat nogle ord på det. Det kan være svært at gøre selv, og derfor kan det være en meget god idé at snakke med en professionel som en psykolog om det.

Derudover tror jeg, at det vil være en god idé at arbejde på de her forventninger, som du oplever, at der er til dig. At du skal være den her voksne kvinde, der har styr på sit liv. Det er okay ikke altid at have det godt eller ikke at have styr på alt. Og det er okay at sige det højt - selvom det kan være grænseoverskridende. En måde du kan gøre det på, er ved at åbne dig for de mennesker, der er omkring dig og fortælle, hvordan du har det. På den måde skal du ikke gå med alt det, du går igennem selv, og samtidig kan du måske mindske nogle af de forventninger, der er til dig. Det er altid lettere at gå igennem svære perioder i sit liv, hvis man har nogle til at støtte en. Samtidig kan det også være godt, hvis du kan øve dig i at acceptere de udfordringer, du oplever og acceptere, at du har det svært. Det kan lyde lidt mærkeligt, men jo før du kommer til forståelse med at du til tider har det svært og at det kan godt kan tage lidt tid før du kan nyde livet, jo lettere er det måske for dig at få det godt. 

Til sidst vil jeg sige, at selvom du ikke føler dig voksen endnu, så er det helt almindeligt. Der kan gå mange år før du føler dig voksen. Og det kan være godt at slippe tanken om, at du skal leve en voksentilværelse, for at din forståelse af dig selv kan følge med det liv, du lever nu. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til inspiration til, hvordan du kan leve med de udfordringer, du oplever. Og husk at du altid er velkommen i vores chat, hvor der sidder voksne, der altid er klar til at lytte og komme med et godt råd på vejen. 

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program