vil ikke forsæt, på den her måde mere!

brevkassespørgsmål

vil ikke forsæt, på den her måde mere!

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Hej med jer Cyperhus J

Håber virkelig i vil hjælp/svare på mit brev, det har jeg virkelig brug for! Men ved ikke rigtig om i kan hjælpe, måske hvem ved? Okay nu starter jeg bare, ved ikke helt hvor jeg skal starte, men ja…. L Håber ikke mit brev, bliver alt for langt, hvis det gør, må i undskylde det! Kommer til at fortælle om nogle personer som er død, men håber ikke i får det til at fylde det hele når i svare, da jeg har brug for hjælp til det andet også!

1.     1.   Da jeg var 9 måneder gammel, vælger min far at begå selvmord. Det er begyndt at fylde meget af min hverdag og kommer tit til at tænke på ham/savne ham så jeg bliver ked af det. Ved bare ikke om det er forkert? for når jeg tænker mig om, har jeg jo ikke kendt ham som rigtig far eller hvad man skal sige… Men det bare når alle snakke om deres far, bliver jeg hurtig rigtig ked af det, for jeg har jo ikke rigtig en. Jo har en pap far, men føler virkelig ikke det er det samme… det også bare min storebror ser hans far hver anden weekend, og min lillebror ser hans hver dag, og jeg ser ikke min… L

 

2.      2.  Jeg har også mistet min halv søster til kræft, vi havde samme far, men ikke samme mor. Hun døde for 4 år siden, det var en lang og hård kamp, men vi kom da igennem den. Indtil den dag, hvor lægerne sagde hun var rask! Men nej nogle uger efter dødede hun og ingen ved hvorfor…. L så ja det popper virkelig også tit op i mit hoved så jeg bliver ked af det….. L

 

Nu kommer vi til ting, der forgår lige nu og her for mig… L

3.     3.   Jeg er blevet født med en ryg sygdom, som hedder Skoliose/skæv ryg, hvis du ved hvad det er? Men det opdagede man først for 3 år siden ca. Det er virkelig begyndt at fylde min hverdag alt for meget! Jeg skulle have været opereret i ryggen tilbage i november, men det blev så ikke til noget, da min ryg var blevet meget bedre, pga. jeg går i motionscenter og virkelig prøver at træne den op! Men skal så på sygehuset her i juni, for at vide om jeg skal opereres nu eller om jeg aldrig skal opereres. Synes bare virkelig alt det her med ryggen, har taget for meget overhånd! For skændes ca med min mor og pap far, hver dag om træning/motionscenter osv for må ikke engang være en normal pige for dem mere! for så skal jeg lige noget med ryggen eller også skal jeg træne, så jeg får næsten ikke lov til at være sammen med mine veninder! Går i motionscenter hver anden dag, for at træne min ryg osv, for det vil de havde! Men de siger stadig at det ikke er nok, og bliver fucking sure på mig! De vil også have jeg skal tabe mig 10 kilo inden sygehus i juni, for så kan de bedre se om jeg skal opererer mig eller ikke, ifølge mine forældre… men min læge er totalt lige glad med det! Og er normal vægtig men skal stadig tabe mig, og de bliver virkelig sure, hvis jeg ikke gør det! Hvad kan jeg gøre? For kan virkelig ikke klare det mere! for når vi først er uvenner, er vi virkelig uvenner, så stikker tit af!!

 

4.     4..   Jeg flyttede skole, tre uger før sommerferien. Fordi jeg virkelig ikke kunne klare den gamle klasse mere, for der var hele tiden pige problemer og lærerne gad ikke hjælpe, og følte mig meget udenfor i klassen, fordi jeg altid har været en meget stille pige hvor jeg næsten ikke sagde noget! Jeg flyttede så hen til en privatskole i byen, og synes virkelig det var en god skole/klasse indtil der kom problemer der. Alle lærerne synes det var mærkeligt, at jeg aldrig sagde noget i timerne og mellem pigerne sagde jeg heller ikke noget. Så min mor blev kaldt til et møde mellem mine lærer og min mor, hvor de snakkede lidt frem og tilbage. De blev så enige om at skolepsykolog skulle prøve at lave nogle test på mig osv pga det. Man har så senere hen fundet ud af det pga jeg har ekspressiv dysfasi, hvis du ved hvad det er? Så nu er en talepædagog så gået i gang med at lave alle mulige nye test på mig, pga ekspressiv dysfasi, hun kommer hvis i morgen. Forstår bare ikke rigtig hvordan alt det her skulle hjælpe, ved du måske det? Altså min mor skal til møde her i juni, når de har fået svar fra de test, men ja mere ved jeg ikke… men kan bare ikke se hvordan alt det her skulle hjælpe, for hvad kan de gøre ved det? For ekspressiv dysfasi har jeg arvet fra min far, og man kan jo ikke rigtig gøre noget, også har det noget at gøre med min ordblindhed L Er bare virkelig ved at give op, omkring alt det med skolen, for synes virkelig det er hårdt! Og tvinger mig selv afsted næsten hver morgen…. L

 

5.      5.  Er virkelig også en meget sensitiv pige, og synes bare det gør tingene 100 gange værre! For trækker mig tit fra det sociale i klassen, pga alle de her ting, og vil allerhelst bare gerne være alene og det er måske ikke så smart, når det er en ny klasse. Har ikke engang været sammen med nogle fra klasse efter skole endnu, og har gået i klassen i et år nu ca.  At jeg er en sensitiv pige, gør også bare jeg bliver dobbelt så følsom over for alt muligt…  L

 

6.      6.  Har virkelig bare heller ikke nogle selvtillid, den er totalt i bund, kan ikke rigtig svare på hvorfor. Kan kun sige at den virkelig er det! Jeg føler mig grim og synes alle andre er pænere end mig, føler mig tyk selvom jeg ikke er det, jamen hader alt ved mig selv, og møder nederlag hver dag! har du en ide til at få den op igen, har næsten prøvet alt, men intet hjælper! Giver snart helt op!

 

7.       7. Jeg er begyndt at få rigtig ondt i maven og hovedet 24/7 lige nu, tror du det er pga alt det jeg fortæller? Jeg sover næsten heller ikke mere, for kan virkelig ikke! Ligger og tænker på alt! Og græder hver aften, når jeg skal sove osv...! kan sku heller ikke huske en skid mere, min hukommelse er væk! Føler heller ikke noget overskud mere! Jamen føler virkelig jeg har det dårligt for tiden! Det kan godt være du måske ikke synes det?

 

8.     8.   Har virkelig også de sygeste selvmordstanker for tiden! Vil virkelig bare gerne væk for alt, for føler ikke noget for det her liv mere! for kan ikke blive ved med at leve på den her måde, kan jeg mærke!

 

Det skal lige siges jeg aldrig rigtig har fået noget hjælp, til nogle af tingene! Det eneste hjælp jeg har fået er at jeg har haft EN skolepsykolog samtale…. Men ja det har vi ikke mere for nu går alt op i ekspressiv dysfasi, så føler mig glemt på en måde! Og min mor ved ikke de fleste af de ting, jeg går rundt og kæmper med for tiden!

Håber VIRKELIG i vil svare på mit brev! For har brugt over 3 timer på at skrive det, og har grædt mig igennem det, for synes det skide hårdt at skulle fortælle!

 

(undskyld, det er så pisse langt! Men dejlig at komme ud med tingene!) 

Svar: 

Hej du

Det er rørende at læse dit brev, som er fyldt med følelser. Du står i nogle vanskelige situationer i dit liv, som udfordrer og fylder, og det kan man tydeligt mærke. Det glæder mig, at du har skrevet herind og fået alt det ud, som fylder. Som du selv skriver, så kan det være rigtig dejligt at læsse af - så hvor er det godt, at du undte dig selv det og turde skrive dine tanker og følelser ned, selvom det tog 3 timer og mange tårer. Godt gået!

Jeg vil dele mit svar op i de punkter, som du selv nævner - og så vil jeg give dig nogle tanker omkring de forskellige ting, som fylder.

1+2) Sorg over søster og far

Det lyder ikke nemt, at din far begik selvmord, og du ikke har fået lov til at lære ham at kende. Og heller ikke, at din søster er død af kræft for 4 år siden. Det er meget forståeligt, at du nogle gange bliver ramt af en sorg over at have mistet dem. Og giv endelig bare dig selv lov til at være ked af det og græd også bare, hvis det presser sig på. Du må gerne være ked af, at du ikke har din far og søster hos dig længere. Du spørger, om det er forkert at savne din far, når du ikke har kendt ham - men følelser er ikke altid til at forstå. Man kan derfor ikke tale fornuft til dem, og få dem til at gå væk igen på den måde. Det bedste, man kan gøre er, at give dem plads - uanset hvor mærkelige, de kan føles. Du kan overveje, om du skal skrive dine følelser ned, for at få dem "ud af kroppen". Det kan være rart at få det hele ud og ned på papir, ligesom da du skrev det her brev. En anden ting, som kan hjælpe er, at tale om det. Måske har du mod på at dele nogle af tankerne med din mor eller din papfar. Ellers er du velkommen til at logge på vores chat, hvis du en dag har brug for at dele tankerne. 

3) Skoliose

Det lyder som om, det kommer til at fylde meget i hverdagen, at du har problemer med ryggen. Både for mor, din papfar og for dig selv. Det er da super dejligt, at det hjælper dig at træne - det er sejt, at du virkelig arbejder på at få det bedre. Det lyder som om, din mor og papfar presser en del på, for at du kommer afsted. Selvom de gør det i den bedste mening, så fornemmer jeg, at du er irriteret over det. Og det er forståeligt nok. Det kan være rigtig svært at føle, at man bliver presset eller nærmest skubbet ud ad døren hver gang. Du kan muligvis overveje, om du skal tage en snak med dem om, hvordan I gør det til en god oplevelse for alle parter - og særligt dig. Du kan f.eks. tænke over, hvad du vil foretrække, at de gør eller siger. Måske er det en løsning, som kan fungere for alle, sådan at du ikke skal gå og være irriteret over det hver anden dag. For det lyder som om, du godt ved, at træningen er godt for ryggen, men der er noget med kommunikationen som er træls. Du kan evt. skrive en liste med løsninger, som ville fungere for dig, og så vise den til dem en dag. 

Du skriver derudover, at du ikke har tid til veninderne, og at det er træls. Det er der ikke noget mærkeligt ved. Ens veninder er en stor del af ens liv, og det er allerbedst, hvis man kan få set dem og hygget med dem. Det er også noget af det, som livet handler om - og som kan være med til at flytte fokus fra alt det, som er svært lige nu. Så det er forståeligt, at du er frustreret over, at du ikke har tid til dem. Har du overvejet at tage nogle veninder med til træning? Du kan også snakke med dine forældre om, måske at have nogle veninder til at overnatte ind imellem - så er man sammen i lang tid ad gangen, og kan rigtig få noget ud af det.

4) Skole

Det lyder som en rigtig træls oplevelse, du har haft på den gamle skole med pigeproblemer og at du følte dig udenfor. Man bruger så mange år på at gå i skole, så det er godt at være opmærksom på, om man har det godt eller om man vil få det bedre et andet sted. Du skriver, at du har været til tests og stadig er det, fordi du har ekspressiv dysfasi. Det er selvfølgelig ikke særlig rart, at du føler dig fanget i de forskellige tests, uden at du synes, det giver mening. Jeg kender ikke mulighederne for redskaber og hjælp så godt, men jeg tænker at de tester dig for at se, hvordan de bedst hjælper dig med at klare skolearbejdet. Som du siger, så er det ikke sikkert, at det føles særlig hjælpsomt, men måske vil du kunne mærke det, når de har fundet en god hjælp til dig, og du er kommet ind i det. Det er ikke altid, at tingene giver mening, før man opdager, at de faktisk hjælper. Men det er helt okay at være skeptisk omkring det - det er der ikke noget forkert ved. 

Du skriver, at du trækker dig selv afsted hver morgen, og det lyder ikke særlig rart. En dag kan let komme til at føles helt uoverskuelig, hvis man ikke har lyst til at tage afsted. Måske kunne det være en hjælp for dig at tænke tilbage på din dag, når du sidder i din seng - og så skrive 3 ting op, som har været gode. Det er måske svært at komme i tanke om dem, til at starte med, men det kan både være store og små ting; et smil, en god sang, en sjov kommentar, læreren som gjorde noget fjollet osv. Ved at tænke over de gode ting, så tvinger du din hjerne til at tænke i andre baner end de negative, og måske vil du opdage, at der faktisk er flere end 3 ting at skrive ned, når du har øvet dig lidt. Det kan også være, du skal lave en aftale med en god veninde om, at I lige sender de 3 ting i en sms til hinanden - på den måde vil du også få mere kontakt med hende, og måske ikke føle dig så isoleret fra veninderne. 

5) Sensitiv

Nogle mennesker er mere sensitive end andre, og det har noget at gøre med ens personlighed. Så man kan ikke sige, at det er en fejl - sådan er man bare indrettet. Hvis man er sensitiv, så kan det godt føles voldsomt at være sammen med andre mennesker, fordi man får så mange indtryk. Hos nogle, kan det være sådan, at man bliver helt træt, når man kommer hjem. Som du siger, så kan man blive dobbelt følsom, hvilket kan gøre det svært at være i nogle situationer. Du skriver, at du helst vil være alene, og det kan sagtens hænge sammen med de mange indtryk, du får, når du er i sociale sammenhænge. Der er ikke nogle "regler" om, at man skal være sammen med mange mennesker ad gangen, og hvis man inviterer nogen med hjem, så skal det ikke nødvendigvis være hele klassen. Når man er sensitiv, så kan det derimod være en fordel, at man inviterer få folk ad gangen. Typisk har man det bedst med at være sammen med 1, 2 eller 3 mennesker på samme tid, og flere kan let blive uoverskueligt. Det er der slet ikke noget galt med. Sådan er der rigtig mange, der har det. Måske kan du tænke over det, når du er social - at være sammen med få folk ad gangen. Det kan være, du kan invitere en lille gruppe piger hjem eller foreslå dem at gå udenfor og sætte jer i frikvarteret. Så kan du skifte imellem folk, hvis du gerne vil lære flere forskellige at kende. Du kan tænker over, om det kunne være en løsning, som vil være god for dig. 

6) Selvtillid

Du skriver, at din selvtillid er i bund, og det kan fylde rigtig meget i hverdagen, at man ikke synes om ens udseende eller ikke føler, at man er god nok. Desværre er du ikke den eneste, som kæmper med selvtilliden - rigtig rigtig mange mennesker har de samme kritiske tanker. Det er bare rigtig vigtigt for os mennesker at føle os gode nok. Men hvornår er man god nok, kan man spørge sig selv om. For selv supermodeller eller skuespillere kan have det ligesom dig. Så det handler om mere end en perfekt krop - det handler om, hvordan man ser på sig selv. Lige nu ser du de dårlige ting, og du synes ikke, du er god nok. Men hvad hvis du begyndte at se på de positive ting hos dig selv - lidt ligesom øvelsen fra før. Du kan f.eks. se dig selv i spejlet og sige 1 god ting højt hver dag eller du kan skrive den ned i en bog. Igen handler det om at få hjernen til at tænke i nye baner. Hvis du begynder at rose dig selv eller tænke gode tanker om dig selv, så kan det ske, at du får et mere nuanceret syn på dig selv. Der er gode ting, og knap så gode ting - sådan vil det være. Ingen er perfekte. Men man kan godt lære at acceptere sig selv, med alt hvad man rummer. 

7) Hoved- og mavepine

Du skriver, at du ofte har hoved- og mavepine, og det lyder ikke rart. Det kan meget let komme til at gøre alting mere besværligt, når man har ondt. Det kender du nok også fra problemerne med din ryg. Det kunne godt lyde som om, din hoved-og mavepine kan hænge sammen med, at du er presset psykisk. Det er nemlig sådan, at når man har meget at tænke på eller bekymre sig om, så kan kroppen reagere på det. Det er dens måde at protestere på. Og det er godt at være opmærksom på, om man pludselig har mere ondt end normalt, så det er rigtig fint, at du spørger ind til det. Du kan være med til at passe på din krop, ved at lette det pres, som du er under - om det så handler om at få luft for følelserne, skære ned på aktiviteter eller andet, kan du bedst selv mærke. Du kan evt tage din mor og papfar med på råd og snakke med dem om, hvordan I skal gøre dagene lettere for dig, end de er nu. Hvis smerterne bliver ved eller bliver værre, så vil jeg anbefale dig at tage til læge og få kigget på det. Bare for en sikkerheds skyld. 

8) Selvmordstanker

Det er bestemt ikke rart at have selvmordstanker - faktisk kan det tage rigtig meget energi at skulle kæmpe med dem. Ofte er det et resultat af, at der er noget i ens liv, som er svært at håndtere, og i dit tilfælde kan man sige, at der faktisk er ret mange ting, som vejer tungt. Det er derfor ikke underligt, at du synes, det hele bliver for meget. Det er forståeligt, når man tænker på de ting, du slås med. Men du skal vide, at det kan blive bedre. Det kan lade sig gøre at komme til at leve livet, uden at ønske at komme væk. Det kræver dig, at du får hjælp fra en psykolog eller andre, som kan give dig nogle gide værktøjer. Du skriver, at du ikke har gået i behandling, men jeg fornemmer, at du muligvis gerne vil prøve det. Det kan være en rigtig stor hjælp, for - som du skriver til sidst i dt brev - så kan det være dejligt at få sat ord på de ting, som fylder indeni. Og på dit brev kan jeg se, at du er en reflekteret pige, som er god til at forklare, hvad der sker indeni. Derfor skulle du måske overveje at tage forbi din læge og få en henvisning til en psykolog eller en anden behandling, som passer til lige præcis dig og din situation. Næsten alle mennesker har brug for hjælp ind imellem i livet, så det er ingen skam at række ud og snakke med en, som kan give nogle gode værktøjer til at klare de frustrerende ting, som du står i. Du vil sandsynligvis også mærke, at byrden på skuldrene vil lette, efterhånden som du får redskaber til at håndtere sorgen over din far og søster, kommunikationen med din mor og papfar, din sensitive side, og de andre ting. 

Hvis du synes, du har brug for at vende tankerne igen, så skal du endelig føle dig velkommen til at sende flere breve herind eller besøge vores chat. Derudover kan jeg anbefale Livslinien, som bekæftiger sig med selvmordstanker og som kan rådgive dig eller bare lytte. 

Her til sidst vil jeg bare sende dig de bedste tanker, og håbe for dig, at du finder en god løsning på din situation. Du er en stærk pige - du kæmper for dine mål. Om det så er at træne din ryg eller skrive det her brev, selvom du har udfordringer med det skriftlige. Så jeg tror på, at du kan tage kampen op og få det bedre. 

De venligste hilsner Mai 

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program