svigt af 1. klasse

brevkassespørgsmål

svigt af 1. klasse

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 15 år 2 måneder siden

Hej!

Jeg startede på efterskole, og tænkte at nu kunne jeg starte på en frisk.

Efter en uge fik jeg en kæreste, der var vildt sød og vildt dejlig.
Efter 3 måneder gik vi i seng sammen, ”first time” for os begge. Efter et halvt år blev vi forlovet, og blev mere og mere uvenner.

Det endte med at vi blev sammen og han både slog og voldtog mig, når jeg ikke havde lyst. Den ene gang slog han så hårdt, at jeg besvimede. Det stod på i 2 lange år.

Nu er det tre år siden, og jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal komme videre, og jeg elsker ham stadig, er det forkert?

Jeg har haft en kæreste siden ham, og når vi havde sex endte det med, at jeg brød sammen og skubbede ham væk.

Han forstod mig og trøstede mig, men jeg syntes bare, at han kom for tæt på og det endte med at jeg slog op, fordi han var så sød ved mig. Det kunne jeg slet ikke finde ud af i mit hoved.

HJÆLP!!

Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal komme videre og glemme ham..
 

Svar: 

Kære pige 18 år.

Jeg synes, at det er rigtig fint af dig at skrive ind til brevkassen.

At du åbner op og anerkender dine følelser, ser jeg, som det første skridt til at komme videre.
Jeg synes, at det er flot og modigt af dig, at du har taget første skridt og vil gøre noget aktivt ved situationen.

Du fortæller om en kæreste du havde, da du gik på efterskole.
I var sammen længe selvom han slog og voldtog dig. Det lyder meget alvorligt for mig.

Det er meget vigtigt for mig at sige, at du under ingen omstændigheder skal finde dig i, at en anden gør skade på dig!

Du spørger i brevet, om det er forkert, at du stadig elsker ham?

Jeg kan godt forstå, at du stadig har følelser for ham. I har jo, lyder det til i dit brev, også haft det godt og han kunne også være sød ved dig.

Men husk på, at du er et unikt menneske, der fortjener kærlighed og omsorg.
Du må aldrig finde dig i, at blive tvunget til at gøre noget, som du ikke har lyst til at gøre.

Det er aldrig i orden at et andet menneske slår dig! Det er meget forkert og det må du aldrig finde dig i!

I brevet skriver du, at du fik en ny kæreste, som du slog op med, fordi du følte, at han kom for tæt på og var så sød ved dig.

Det lyder til, at der er en vældig stor forskel på de to kærester. Det kan, som du skriver, være meget svært for dig, at finde ud af at takle.

Jeg mener, at du skal huske på og tro på, at du fortjener at blive behandlet godt og kærligt og med respekt.

I dit brev beder du om hjælp til, hvordan du nu tre år efter skal komme videre.

Jeg tror, at det er meget vigtigt at tale med en, som du har tillid til, om de følelser du har og om det du oplevede med din eks-kæreste.

Det er vigtigt, at du deler så svære ting med andre og ikke skal bære det alene.
Prøv at tale om det med en, som er i din nærhed og som du har tillid til. Det kan være en i din familie, en veninde, en lærer eller en anden du føler du kan dele det med.

Du er meget velkommen til at logge på vores ChatRådgivning i Cyberhus.
Her kan du tale med en af vores rådgivere. Sammen kan I måske tale om, hvordan du kan komme videre, eller finde ud af, hvor du kan hente støtte i din nærhed.

Mange varme hilsner
Loa
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program