samvittighedsproblemer

brevkassespørgsmål

samvittighedsproblemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
Oprettet 15 år 1 måned siden

Hej. Jeg har nogle samvittighedsproblemer som jeg håber at i vil kunne hjælpe mig med. Jeg har for halvanden måned siden været min kæreste utro på en skiferie hvor vi gik hele vejen. Da jeg kom hjem var det første jeg gjorde at fortælle min kæreste hvad der var sket. Dog undlod jeg at fortælle hvor langt vi var gået og at vi bare havde kysset om aftenen. Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne være sammen med ham mere fordi jeg synes jeg havde mistet nogle følelser. Nu her efter halvanden måned er jeg begyndt at få mine følelser tilbage. Jeg er begyndt at opdage hvor meget jeg savner ham og her forleden så jeg ham og jeg følte mig mere lykkelig end jeg har gjort længe. Det skal lige siges at vi ikke havde nogle problemer før jeg var utro, min teori er bare at jeg har gemt mine følelser væk for at beskytte mig selv for min kæreste skulle på højskole og jeg havde fået at vide at han formentlig ville komme hjem en gang om måneden hvilket jeg synes er helt vildt lidt og vi plejede at ses 4 gange om ugen. Men hvis jeg på nogen måde overvejer at gå tilbage til ham bliver jeg vel nød til at fortælle ham om alt hvad der skete på skiferien. Jeg er bare 100% sikker på at han ikke vil have mig tilbage så. og netop derfor bliver jeg vel nød til at fortælle det. Bliver bare knust:( mvh...

Svar: 

Kære du.
Tak for din mail. Det er en lidt svær situation og jeg synes, at det vigtigste i situationen er at du finder ud af dine følelser for din kæreste før du vender tilbage til ham. Det er vigtigt at du ikke skuffer ham igen, men er helt sikker på, at det er ham du gerne vil være sammen med. 

Hvis du flirter med andre for at "beskytte" dig mod savnet af din kæreste ham mens han er på højskole - så gør du både dig selv, ham og andre ulykkelige. 

Mit råd til dig er: mærk grundigt efter om du kan undvære/ikke undvære din kæreste og hvis det er ham du kan lide og vil have, så få snakket med ham om tingene. Få snakket om hvad I føler for hinanden og hvordan I vil kommunikere og se hinanden mens han er på skole. 

Om du vil eller behøver at fortælle din kæreste alt hvad  der skete mellem dig og den anden er du nødt til at afgøre med dig selv. Du må prøve at finde ud af, hvad du selv har det bedst med. Det er rigtigt, at du kan risikere at miste ham ved at sige det, men på den anden side kan et forhold også blive stærkere af at man er ærlig.

Jeg kan desværre ikke give dig svaret på, hvad der er bedst i jeres situation. Du bliver nødt til at finde ud af, hvad der føles mest rigtig for dig.

Jeg håber meget og vil ønske for dig, at I finder ud af det på bedste måde.

Venlig hilsen
Anne-Marie.
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program