Kan ikke acceptere mit liv

brevkassespørgsmål

Kan ikke acceptere mit liv

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 8 år 6 måneder siden

Jeg er en pige på 20 år, og jeg skriver ind til jer, fordi jeg er plaget af nogle forskellige problemer, der gør det svært for mig, at acceptere mig selv. Jeg er født med en hjertefejl og autisme, hvilket er det, der plager mig allermest, for jeg er den eneste i hele min familie, der er anderledes. Mine forældre forstår ikke, at det går mig på, og det irriterer mig. Jeg har en lillesøster, der kan alt det som jeg ikke kan. Hun har sin egen hest, hun får gode karakterer, er populær og har en kæreste og masser af venner - alt det, som jeg måske aldrig vil komme til at få. Men det er ikke det, der er problemet. Problemet er, at jeg simeplthen er så jaloux på hende, og jeg ikke kan styre mit temperament, når hun er der. Jeg bliver sur og gal over de mindste ting hun siger (Et eksempel er når hun spørger, om mine forældre vil køre hende ud til hendes hest). Så bliver mine forældre sure på mig, og jeg bliver sure på dem. Det sker hver gang, og jeg kan som sagt ikke styre det. Jeg bor i øjeblikket i et bofællesskab, og jeg prøver at sige noget til de andre, men det er som om, at de undgår mig med vilje, selvom jeg prøver det næsten hver dag. De hænger aldrig ud med mig, som de gør med de andre, de fortæller mig aldrig det nyeste sladder, og de holder mig generelt udenfor, når de taler med mange på samme tid. Når det sker, så bliver jeg altid ignoreret. Jeg har aldrig haft et vedvarende venskab før, og det er meget svært for mig at byde ind til samtaler. Jeg har aldrig været særlig god til at være social pga. min autisme, og det tror jeg de andre kan mærke på mig af en eller anden grund. Det er som om, at de nemt kan snakke med alle, bortset fra mig. De undgår mig bogstaveligt talt hele tiden - eller, det ser det i hvert fald ud til. Jeg blev mobbet meget i min skoletid, så det er også en af grundende til, hvorfor jeg er så usikker på andre folk. 

I det seneste halve år er det bare gået ned ad bakke med alting. Jeg kan ikke længere koncentrere mig om noget så simpelt som at læse en bog, de mindste ting gør mig meget træt, og jeg løber hurtigt tør for energi (en del af det kan også være pga. min hjertefejl, men det er jeg ikke så sikker på, da jeg aldrig har haft det sådan her før), jeg bliver irriteret over de mindste ting, jeg kan ikke koncentrere mig om at se film, og jeg er mere træt end jeg plejer at være. Nogle gange føler jeg, at jeg ikke er noget værd, og at alle ville have det bedre uden mig. Når jeg Når jeg ligger i min seng, kan jeg komme til at græde uden grund, især hvis jeg tænker på alle mine problemer. Jeg har mistet interessen for alle mine ynglings aktiviteter, og jeg har ikke længere lyst til at komme til ridning, som jeg altid har interesseret mig for. Det er lige pludselig blevet til noget, som jeg bare betragter som et af mine gøremål og ikke en fritidsinteresse. En tredje ting er, at mine forældre altid tror, at jeg pjækker. Jeg pjækkede meget, da jeg gik i skole pga. mobningen, men det gør jeg ikke længere. Bare når der er den mindste ting i vejen med mig, så vil jeg vælge at blive hjemme. Jeg vil ikke komme af sted, hvis jeg er den mindste smule syg, fordi jeg så er bange for at smitte de andre, og hvis jeg gør det, så har jeg tanker om, at de måske ville begynde at mobbe mig, ligesom da jeg gik i skole. Jeg kan ikke acceptere, at mit liv skal være sådan, og jeg hader mig selv for det. Jeg hader, at jeg ingen venner har, og at jeg ikke bare kan komme i kontakt med folk. Hvis jeg får nogen til at hjælpe mig med det, så er jeg bare bange for at blive gjort til grin. Jeg håber meget på, at I kan hjælpe mig, for jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.

Svar: 

Hej med dig

Når jeg læser dit brev, kan jeg godt forstå, at du synes, det er hårdt at være dig lige nu. Du har mange ting at tænke på og bekymre dig om, og det kan godt tage rigtig meget energi at gå og være træt, irriteret, ked af det og nervøs. Så jeg kan godt forstå, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Det er rigtig flot, at du skriver herind - og det kan være en rar følelse at få læsset af. Jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig.

Det lyder som om, det fylder meget for dig, at der er mange ting, du ikke kan med din hjertefejl og din autisme. Og når det fylder så meget, så kan det være svært at se noget som helst positivt ved sin situation. Måske kan du genkende det? Det er nemlig meget normalt, at de svære og hårde ting dominerer. Du skriver, at du bliver irriteret på din lillesøster, fordi hun kan de ting, som du ikke selv kan. Det lyder som om, du er lidt ærgerlig over, at du ikke kan styre dit temperament, og det kan også være en udfordring. Men nogle gange kan man opleve, at jalousien bobler så meget indeni, at man får sagt ting på en hård måde. Og det er der rigtig mange, der kan genkende. Rigtig mange. Jeg tænker, at du kan overveje at skrive dine tanker ned i et "brev" til hende i stedet for at sige dem højt. Eller skrive ned, når hun er gået igen. Det er ikke nødvendigt at sende brevet eller vise hende det, men når man sætter ord på tingene og lukker op for det, der sker indeni, så kan det hjælpe på humøret og lette byrden på skuldrene. På samme måde kan du læsse af i forhold til dem i dit bofællesskab, som ikke vil snakke med dig. Det lyder bestemt ikke særlig rart, og jeg kan forestille mig, at der godt kunne hobe sig nogle tanker og følelser op, når du oplever det. Så kan det være rart at få skrevet det ned.

Når du beskriver, at det er gået ned ad bakke det sidste halve år, og at du har svært ved at koncentrere dig, føler dig træt, ikke føler dig noget værd og at du kan græde uden grund, så synes jeg, det lyder rigtig hårdt. Samtidig tænker jeg, at når man har det svært, så kan det også være hårdt for kroppen. Og derfor kan man opleve, at humøret svinger, at man har kortere lunte, har hovedpine oftere og sådan nogle ting. Det er godt at høre, at du er opmærksom på, at det er blevet værre og at du skriver herind. Sådan noget er godt at holde øje med, fordi det kan være kroppens måde at fortælle dig, at den er presset. Det kunne måske være en ide for dig at snakke med din læge om det og få råd og vejledning. På den måde kan du også være med til at passe godt på dig selv, og give dig selv lidt opmærksomhed. Det lyder som om, du godt kunne trænge til at slappe lidt af.

Du kan også tænke over, om du skal tage en snak med dine forældre en dag, hvor du helt ærligt dem, hvordan du har det. At du ikke synes, de forstår dig. Det kan være, de ikke forstår din reaktion, fordi de ikke kender dine tanker bag - så kan det måske se ud som en pludselig og voldsom reaktion, i deres øjne. Men når man ved, hvad du tænker, så er det en meget naturlig reaktion. Selvom det kan være grænseoverskridende at snakke med dem, så kan det også give dem en bedre forståelse af dig og de tanker, som du går med. Nogle synes, det er rart at have skrevet en mail eller et brev til dem, som de kan læse højt, og andre vil helst selv sige det. Du kan mærke efter, om du har mod på det, og hvad der vil fungere bedst for dig.

Jeg håber, det kommer til at gå fremad for dig, og at du får lov til at opleve lidt medgang. Hvis du skulle få brug for at snakke med nogen, så har vi både en gruppechat med andre unge og en 1-1chat med voksne her på siden, og ellers kan jeg anbefale dig at ringe eller skrive til børnetelefonen.

De bedste tanker fra Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program