Jeg kan ikke tabe mig

brevkassespørgsmål

Jeg kan ikke tabe mig

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 9 måneder siden

Jeg er 16 år, og jeg er overvægtig. Jeg er 167 cm høj og jeg vejer 91 kilo. 

Jeg kan ikke tabe mig. Jeg har prøvet alle mulige slags kurer og min mor og far gør også alt for at hjælpe mig. Men jeg ender altid ud i at spise usundt igen. Jeg får tit at vide at jeg er rigtig køn og har en flot krop, fordi mit fedt sidder på en anden måde en på normale overvægtige. Mit sidder mest på min numse og mine bryster, så har timeglas form. Men nu er jeg blevet så tyk at min form er ved at gå væk. Jeg har altid været populær i klassen. Men det er kommet til det punkt at jeg er bange for at møde nogen jeg ikke har set i lang tid fordi jeg har taget utrolig meget på. Jeg har altid været større end mine venner og veninder, men ikke så stor som jeg er nu. Når jeg møder nogle igen efter lang tid eller for første gang, så laver jeg altid en joke om min vægt på et tidspunkt, for at sørge for at dem jeg er sammen med ved at jeg godt selv ved at jeg har taget på. Og så griner de selvfølgelig og det gør jeg også. Men inderst inde så gør det rigtig ondt at jeg skal være sjov på min egen bekostning for at sørge for at folk ikke tænker at jeg tror at jeg er mega tynd.. Jeg er altid glad og folk siger tit at jeg er den sjoveste de kender, men det er altid på min egen bekostning jeg er sjov. Alle mine veninder har kærester, men jeg har ingen. Folk siger at man skal elske sig selv før andre kan elske en, men det tror jeg bare ikke på. Jeg tror at det er fordi jeg er tyk at jeg ikke har nogen kæreste. Jeg har mange drenge venner, og en rigtig god bedste ven, men det er bare ikke nok. Jeg vil gerne have en kæreste 

Svar: 

Kære dig

Du skal vide, at det er utrolig flot af dig, at skrive herind, når det gør ondt indeni dig. Jeg kan sagtens forstå, hvor svært det må være at have taget på, og føle at man skal lave sin krop om til en joke, så andre ikke tænker, noget om én.

Jeg ser to problematikker i dit spørgsmål, og har derfor valgt at dele mit svar op i to, for at gøre det mere overskueligt for dig.

Din krop, vægttab og dine tanker omkring det:

Det kan være utroligt svært at tage beslutningen om at tabe sig. Jeg tror, at de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt har besluttet sig for at tabe nogle kilo, men efter en uge er de tilbage i deres gamle, usunde vaner. Derfor skal du ikke være sur på dig selv, fordi du ikke har kunnet holde de kurer, du er begyndt på. Sådan er der rigtig mange mennesker, der har det. Hvis man virkelig vil tabe sig, gælder det om at tage beslutningen, men også lave sine tanker og handlinger om livet om. Det mener jeg fordi, at der idag findes et utal af forskellige kurer, der lover så og så stort vægttab på så og så kort tid. Kurer kan være fint til at tabe et par få kilo hurtigt, men det er ikke noget der varer for evigt. Så hvis du virkelig brænder for, at komme af med de overflødige kilo, skal du være klar på at lave en hel livsstilsændring, som ikke kun varer ved i nogle uger, men som du vil holde ved for altid. Hvis man sætter sig for at ændre sin livsstil, så er der rigtig mange, som ser gode resultater. Godt nok taber man sig ikke 10 kg på 4 uger, men man taber sig på den måde, der er sundest for sin krop. Du skal også huske at tænke på, at din krop stadig er i udvikling, og derfor er det vigtigt at man i kosten får alt det, kroppen har brug for.

Jeg synes, at det bare er så dejligt, at dine forældre støtter dig i dit vægttab. Med god opbakning og forståelse kommer man også længst. Især hvis du stadig bor hjemme, så kan dine forældre sørge for, at der ikke er usunde sager i skabene, men i stedet sunde snacks, når trangen melder sig. For at sammensætte din kost på den bedste måde, kan du ringe til lægen og få en tid til en snak om kostvejledning. Det kan være en god ide enten at have din mor eller far med, så de også kan høre, hvad der bliver fortalt. Ellers er det altid en god ide at spise efter kostrådene og kostpyramiden, hvis du kender den. Det er bedst at spise 6 små måltider om dagen, fordi ens blodsukker så bliver stabilt, og så får man ikke så let trang til søde sager. Det er vigtigt at spise varieret, slukke tørsten i vand, spise en masse frugt og grønt og spare på sukker og unødigt fedt. Du har sikkert prøvet, at forbyde dig selv at spise usunde sager, som du elsker. Prøv i stedet at lade være med at forbyde nogle former for mad/slik. Når du gør det forbudt for dig selv, så er det det, som kroppen allermest vil have. Sørg i stedet for at spise sundt, og hvis kroppen en dag virkelig trænger til lidt usundt, så lad den få det med måde. Spis et halvt stykke kage i stedet for to, vælg figenstænger i stedet for chokoladebars, spis vingummi og saltstænger i stedet for chokolade og andet chips. Ved at tillade sig selv lidt lækkert indimellem, kan det lykkedes at gennemføre, det vægttab du ønsker. Man skal også huske at motionere hver dag. Hvis du ikke går til en sport, kan du også nøjes at med at gå eller cykle en tur i et godt tempo i en time om dagen. Udover man forbrænder kalorier, så giver det også en masse ekstra energi og gå-på-mod til at fortsætte sin kamp.  

Det gør mig rigtig ked af det at læse, at du føler, du er nødt til at lave en joke om din vægt, når du er sammen med andre mennesker. Det er ikke en sjov ting at være overvægtig, og derfor er det ikke nødvendigt at lave en joke om det. Selvom det er svært, så er du nødt til at ændre dine negative tanker omkring din egen krop. Så længe du tænker over, hvad andre tænker om dig, så er det svært at komme videre og tabe sig. For så er det nemmeste bare at blive ved med at lave jokes omkring det. Du er nødt til at tænke, at du ser dejlig ud og så prøve at ignorere dine tanker om, hvad andre tænker om dig. Du kan først gøre dig selv fri til at forme din krop, som du vil have den, hvis du gør dig fri af dine fordømmende tanker. Så jeg synes, at du skal øve dig i ikke at nævne din vægt over for andre. Prøv at vær dig selv, for du er skøn som du er - men du vil skabe en sundere krop, og det er så fornuftigt og sejt.

Kærester:

Du skriver, at alle dine veninder har kærester, men du har ikke, fordi du tror, at du er for tyk. Man kan aldrig være for tyk til at have en kæreste. Den rette kæreste elsker én, uanset hvordan man ser ud. Jeg synes i stedet, at du skal øve dig i, som jeg har skrevet tidligere, at gøre dig fri fra de tanker du har om din krop, og hvad du tror, andre tænker om dig - og vigtigst af alt, ikke joke med din vægt. På den måde kommer du til at udstråle mere selvtilfredshed og selvsikkerhed, og det falder rigtig mange drenge for. Jeg er også sikker på, at hvis du tager valget om en livsstilsændring, så bliver du mere glad for dig selv, og har måske mere overskud og lyst til at skrive eller opsøge nogle drenge, som du er interesseret i.

Husk på, at der er ingen der spærrer vejen for dig til at få en god tilværelse, en sund krop og en sød kæreste - Du er den eneste der kan spænde ben for dig selv. At skrive brevet herind til Cyberhus er det første store skridt til, at du tager den rigtige beslutning og holder fast i den.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til dig, og ønsker dig alt muligt held og lykke fremover.

Venlig hilsen Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program