jeg er altid ked af det!!! hjælp!!

brevkassespørgsmål

jeg er altid ked af det!!! hjælp!!

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 9 måneder siden

jeg er en pige der altid er ked af det. mine forældre behandler mig som om jeg er 16. jeg har svært med skole så bruge meget tid på det. jeg har skødet i mig selv mange gange og nu vil jeg ikke mere jeg vil være glad igen. mine forældre ved ikke at jeg har gjordt det for er bange for hvad de siger. ud over det er jeg også forelsket min han er ikke i mig mere, han har været. og nu har jeg foretrut at jeg ikke to ham da jeg kunne.

Svar: 

Kære du
 
Jeg kan forstå, at du går og kæmper med nogle forskellige ting, som gør dig ked af det. Det er ikke rart at være så ked af det, som du er. Det skal der gøres noget ved! Du kan sagtens blive en glad pige igen. Det er jeg sikker på. Men først må vi se på, hvad du kan gøre ved dine problemer.
 
Du skriver, at du ikke vil skære i dig selv mere. At du gerne vil være glad igen. Det er rigtig godt! Når viljen er der, kan du nå rigtig langt. Jeg tror på, at du kan få det bedre, fordi du selv vil det.
 
Jeg har ikke nogen færdig løsning på dine problemer, men jeg vil forsøge at komme med nogle gode råd og forslag til, hvordan du kan komme videre.
 
Jeg vil tage problemerne et ad gangen i mit svar:
 
Dine forældre:  Du skriver, at dine forældre behandler dig som en på 16. Hvordan behandler dine forældre dig som en 16-årig? Får du for meget ansvar? Tror de, at du har lettere ved skolen, end du rent faktisk har? Taler de til dig på en bestemt måde, du ikke forstår? Hjælper de dig ikke nok med de ting, du har brug for hjælp til? Forventer de for meget af dig? - Det er svært for mig at sige, hvad du skal gøre ved det, da jeg ikke helt præcist ved, hvordan dine forældre behandler dig. Men en mulighed er, at du fortæller dem, at du synes, de behandler dig som en 16-årig og at du ikke kan leve op til det, da du kun er 13 år. Måske har de ikke tænkt over, at de behandler dig sådan. Det hjælper altid at tale om tingene med andre. Måske kan du også vise dem dette brev. Så kan det måske være begyndelsen til en snak mellem jer.
 
Din skole: Det er altid hårdt at gå i skole, når man ikke har let ved skolearbejdet. Men der er heldigvis hjælp at hente på forskellige måder. Du skriver, at du bruger meget tid på skolearbejdet og det er jo godt nok, men du skal heller ikke bruge så meget tid, at du ikke har tid til noget som helst andet. Du skulle gerne have tid til at gøre nogle ting, som gør dig glad også. Har du prøvet at få ekstra hjælp fra dine lærere i timerne? Der findes forskellige måder, dine lærere kan hjælpe dig på, fx andre undervisningsmaterialer, en støttelærer, specialundervisning osv. Alle folk lærer tingene på forskellig måde. Nogle skal have mere hjælp end andre. Spørg din lærer om hjælp. Han/hun er ansat til at hjælpe dig! Du og dine forældre kunne også aftale et møde med din lærer, hvor I sammen finder ud af, hvordan dine forældre og din lærer bedst kan hjælpe dig med skolearbejdet.
 
Du kunne også prøve at lave lektier sammen med en ven eller veninde efter skole. I kunne sidde og hjælpe hinanden samtidigt med, at I hygger jer sammen. Så føles skolearbejdet ikke så hårdt. Man kan også få lektiehjælp hjemme efter skole. Det er fx ældre lærere eller studerende, som tilbyder sådan en hjælp. Du kan finde annoncer for denne slags hjælp i lokalavisen, på nettet eller hvis du spørger dig frem blandt venner og bekendte.
 
Du skærer i dig selv: Hvor lang tid har du gjort det? Du skriver, at du har gjort det mange gange før. At skære i sig selv er IKKE en løsning! Du får det måske godt lige mens du skærer dig, fordi dine tanker kommer væk fra alt det andet, men bagefter får du det kun værre og hvis du ikke får hjælp til at holde op med at skære i dig selv, kan det blive farligt for dig. Hvis du er bange for at tale med dine forældre om det, kan du i stedet tale med en lærer eller en anden voksen om det. Det er meget vigtigt, at du får talt med en voksen om det. Dine forældre kunne være et godt sted at starte.  Du skriver, at du er bange for, hvad de vil sige til, at du skærer i dig selv. Prøv at fortælle dem, at du har det skidt, er meget ked af det og er begyndt at skære i dig selv, fordi du har det så dårligt. Sig til dem, at du gerne vil være glad igen og holde op med at skære i dig selv. Fortæl dem, at du har brug for deres hjælp og støtte. 
 
Hvis det hele alligevel bliver for svært for dig og du ikke kan holde op med at skære i dig selv, skal du gå til din læge og tale med ham om det. Han kan hjælpe dig på flere forskellige måder.
 
Fyren, du er forelsket i: Du skriver, at du er forelsket i en dreng, som ikke længere er forelsket i dig. Du skriver også, at du har fortrudt, at du ikke tog ham, da du kunne. Jeg forstår det, som om du på et tidspunkt ikke turde vælge ham, selv om I begge var forelskede i hinanden. Er det rigtigt forstået? Nogle gange træffer man nogle valg, man fortryder senere. Sådan er livet. Men prøv at tænke på det på denne måde i stedet: Hvis han ikke er forelsket i dig nu, ville han sikkert heller ikke være blevet ved med det, hvis I var blevet kærester førhen. Så ville det ikke have været værd at satse på ham. Jeg kan godt forstå, at du er ked af det. Det er aldrig let at være forelsket i en person, som ikke gengælder det. Men der er desværre ikke meget man kan gøre ved det, udover at lade sorgen få sin tid. Du skal give dig selv lov til at være ked af det. Men du skal samtidigt huske på også at bruge din tid på noget, som gør dig glad. Det hjælper dig til at komme over ham på en god måde.
 
Hvad kan gøre dig glad?
Sommer, ferie, venner, veninder, fritidsinteresser, en badetur på stranden eller i svømmehallen, en tur i skoven, god musik, film osv. Der er mange ting, man kan blive glad af. Prøv at finde frem til nogle ting, du kan blive i godt humør af. Skriv dem ned, så du ikke glemmer dem. Prøv at gøre nogle af disse ting hver dag. På den måde kommer du lidt væk fra alle de ting, som gør dig ked af det. Jo mere du koncentrerer dig om at gøre dig selv glad, jo bedre får du det og så vil du bedre kunne overskue din hverdag.
 
Det lyder, som om du går meget rundt alene med dine problemer. Det er ikke så godt. Du er nødt til at dele dine tanker med andre, fx dine forældre, en lærer eller en veninde.  Hvis man er så ked af det som du, er det meget vigtigt, at man får mulighed for at fortælle det til andre, som vil lytte til én. Derfor er det rigtig godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. Det er en god måde at starte med at få det bedre på.
 
Jeg ønsker dig alt muligt godt fremover.
 
De bedste hilsner
 
Linda
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program