Har mistet kontakt til min far p.g.a alkohol

brevkassespørgsmål

Har mistet kontakt til min far p.g.a alkohol

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 5 måneder siden

Har mistet kontakten til min far p.g.a alkohol. Jeg har talt med en lærer om problemet, og har skyldføelse, fordi at jeg føler med ansvar for min fars problem. Kan i hjælpe mig med forslag om hvordan jeg kommer i en god dialog med min far om problemet?

Svar: 

Hej 15-årige

Det er godt at du skriver herind for at få et råd af en voksen, for det er en ret så svær ting, at stå med alene for en 15-årig. Derfor er det også godt, at du har haft modet til at tale med din lærer om problemet.

Først vil jeg rose dig og sige, at jeg synes at det er utrolig flot af dig, at du har haft styrke til at stoppe kontakten til din far, da det er skadeligt for et barn, at vokse op med en misbruger.

Jeg ved jo ikke, om du har boet sammen med din far, men under alle omstændigheder, påvirker en person der drikker, hele familien. Og du som barn, er direkte påvirket af drikkeriet.

Du skal være glad for, at du har haft styrke til at sige fra overfor din far, for de fleste (både børn og voksne) tilpasser sig alkoholikerens humørsvingninger, for at undgå problemer og utryghed.

Du skriver at du har skyldfølelse, fordi at du føler medansvar for din fars problem. Det er desværre helt normalt, at børn påtager sig skylden eller ansvaret for, at forælderen drikker. Men det er ALDRIG barnets skyld. Det er ikke dig, der har ansvar for, at din far drikker!

Det er også vigtigt, at du husker på, at det desværre heller ikke er dig, der kan få ham til at lade være. Det kan kun han selv.

At du så alligevel gerne vil have kontakt til ham, det er klart. Men det er meget vigtigt, at det bliver på en måde, som ikke skader dig.

Det er vigtigt at du sætter nogle spilleregler for, hvad du vil være med til.

Det kan f.eks. være ting som:

- Skal din far være ædru, når i ses?

- Skal han ikke tale så meget om sig selv?

- Skal i ses et andet sted?

Jeg kender dig desværre ikke nok til, at jeg kan hjælpe med at finde frem til de regler der er vigtige for dig. Du lyder til at være både klog og moden, men alligevel synes jeg, at det er en stor mundfuld for en 15-årig helt selv, at skulle lave rammerne for kontakten til din alkoholiske far.

Derfor synes jeg at du skal tage fat i din lærer igen (evt. vise ham/hende dette) eller din mor, hvis du føler at hun kan hjælpe dig.

Der er også rådgivninger specielt til børn af alkoholikere i dit område. Jeg synes du skal prøve at kontakte TUBA som er en rådgivning for unge der vokser op med forældre der drikker. Måske har de noget rådgivning tæt på hvor du bor, og hvis ikke de selv har kan de sikkert finde noget. Du finder dem her

Jeg er sikker på, at du har tålt urimeligheder gennem din opvækst, er blevet sat til side, har klaret dig selv og har haft det utrygt. Derfor skal det være dig, der bestemmer på hvilken måde, I skal ses nu. Sådan så det kan blive en god oplevelse for dig.

 

De bedste hilsner fra Cheva

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program