Frygter kærligheden

brevkassespørgsmål

Frygter kærligheden

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 12 år 4 måneder siden

Hej Cyberhus Jeg har nogle enorm irriterende tanker som virkelig går mig på! Jeg har lige fået mig en kæreste som jeg elsker rigtig meget. Vi har kun været sammen i omkring en uge nu, men jeg frygter stadig at komme til at elske ham for højt. Går konstant med nogle tanker som spekulerer på om han nu elsker mig ligeså højt? Og samtidig går jeg også konstant med en frygt for at han vil forlade mig, for jeg elsker ham jo rigtig højt. Disse tanker gør nærmest at jeg prøver på ikke at elske ham for højt selv om det er utrolig svært! Er bange for at han forlader mig og jeg bliver såret, jealous og ked af det, men burde jeg overhovedet have det sådan? Inderst inde føler jeg ikke at jeg giver ham ligeså meget som han giver mig, for jeg er jomfru og har ikke været i seng med nogen før, men det har han. Når vi ligger og hygger vil han gerne have mig ned og give et blowjob, men jeg fortalte ham at han skulle give mig tid fordi at jeg ikke følte mig helt klar til lige det at give blowjob. Han har derimod helt styr på tingene og ved præcis hvad han gør når jeg ligger med ham. Føler mig simpelthen så uerfaren og dårlig, som om at det kun er mig der elsker ham så højt. Han fortalte mig godt nok så sent som igår at han elskede mig, men det er som om at der er noget dybt inde i mig som ikke vil tro på det, noget som er bange for at han lyver of vil forlade mig. Ved virkelig ikke hvordan jeg skal komme af med de her tanker, for det er virkelig forfærdeligt at konstant gå rundt med en frygt om at han vil forlade mig. Har allerede en klump i halsen nu når jeg skriver det her! Men håber i kan hjælpe mig..

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå, hvis det kan være svært, det med kærlighed og parforhold. Der opstår mange tanker og følelser, når man har en kæreste.  Jeg vil gerne prøve om jeg kan hjælpe dig, ud fra det du skriver i dit brev.

Kærlighed
Når man elsker en anden rigtig højt, så er man på en måde rigtig sårbar. Du giver noget af det dig dig selv til ham og håber på at få lige så meget tilbage. Det er også naturligt at når du elsker ham så meget, så vil du også frygte at miste ham igen. Sådan er det med kærlighed. Hvis nu han ikke betød noget for dig, så ville du også være ligeglad med at at han forlod dig. Det er også en meget naturlig reaktion at du vil prøve at holde dine følelser lidt igen, af frygt for at blive såret. Jeg vil sige at risikoen ved at du elsker din elsker din kæreste så højt er at du kan miste ham igen. Sådan vil det altid være, når man giver sig selv til en anden.

Hvis man oplever at være usikker på sin partner så kan det godt være fordi partneren gør nogle ting, som kan gøre en usikker. Det kan feks. være det med at han har prøvet mere rent seksuelt end dig. Men det kan også handle om noget der foregår indeni dig, som gør at du føler dig usikker.

Selvom din kæreste siger til dig at han elsker dig, så skriver du at har svært ved at tro på det. Jeg tænker at det måske kan skyldes, at nogen der elskede dig, før har forladt dig, f.eks. din far, mor, veninde eller tidligere kæreste. Hvis du har oplevet det, kan det nemlig godt sidde i kroppen stadig og så kan det være svært for dig at tro på at din kæreste bliver hos dig. Jeg tænker at det måske kan have noget med det at gøre?

Snak med din kæreste
Jeg vil gerne sige, at jeg synes det er rigtig godt at du siger fra overfor blowjob, når du mærker du ikke er klar til det endnu. Hvis han har prøvet meget mere end dig, så er det naturligt at han måske er klar til noget mere før dig, men så er det vigtigt du tager det i dit eget tempo.

Når du går med alle de tanker om, at du bange for at han forlader dig, så synes jeg faktisk det kunne være godt hvis du tog en snak med ham om det. Du kan prøve at fortælle, at du faktisk er bange for at han forlader dig. Måske vil det lette nogle af de tanker du går med, hvis du deler dem med ham.

Til sidst vil jeg også gerne sige, at det er meget naturligt at være usikker når man lige er blevet kærester. I skal lige lærer hinanden at kende. Jo bedre i kender hinanden, jo mere tror jeg også du vil stole på, at han faktisk elsker dig. Det med forelskelse er også bare ret svært ind imellem fordi alle følelser er i spil. Det er meget normalt at man bliver usikker, både på sig selv og også sin partner, når det hele er så nyt.

De bedste hilsner Sine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program