Familie vs. arbejde

brevkassespørgsmål

Familie vs. arbejde

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 11 måneder siden

Kære Cyberhus Jeg er en pige, lige fyldt 18, og jeg bor stadig hjemme med min mor, stedfar og 3 mindre søskende. Mine forældre blev skilt da jeg gik i 1. klasse. Min mor fandt hurtigt min stedfar, som vi flyttede ind hos. Min stedfar driver til dagligt sin egen butik. En stor butik inde i byen, som er vores levebrød. Min stedfar har givet os en masse økonomisk - vi rejser meget, gør meget osv. På de to sidste år, er der kommet utrolig meget run på butikken. Vi (min mor, ældste lillebror og jeg) arbejder derfor alt det vi kan, sammen med min stedfar i butikken. Men det er ligesom om at ovenpå det, er vi blevet meget mindre familie og mindre kærlighed. Vi spiser aldrig sammen. Min mor og stedfar prioritere rengøring meget meget lavt, så når der endelig bliver ryddet op er det mig der gør det. Der er slet ikke hyggeligt herhjemme længere. Min stedfar kommer fx. ind om morgenen, banker på min dør "godmorgen - husk nu og gøre dit og dat i butikken når du møder..." - ikke noget med har du sovet godt, eller noget i den stil... da min mor i sidste uge var syg, blev min stedfar meget sur og råbte "vi er sgu alle sammen syge, du pjækker bare". Butikken er hans et og alt, og jeg er ved at være træt af det. Mit dilemma er i denne situation, om jeg skal flytte hjemmefra og få mit eget (men her føler jeg, at jeg svigter mine søskende) eller konfrontere ham (men her føler jeg, at jeg ikke viser nok forståelse overfor ham, da butikken er så vigtig for vores liv). Jeg savner en faderfigur, der værdsætter det jeg gør, hygger om mig, som far/datter burde gøre. Den eneste faderfigur jeg har, er min biologiske far, som jeg desværre ser alt alt for lidt. Han er heldigvis en dejlig mand, som værdsætter mig når jeg endelig er der. Men min hverdag hos min mor og stedfar er ved at brase sammen. Har du/I nogle gode råd? Hvad kan jeg gøre? Kh Gbc

Svar: 

Kære du

Det lyder som om du går igennem en svær tid med din familie lige nu og derfor synes jeg også, at det er rigtig godt, at du skriver her ind for at fortælle om dine tanker og følelser og for at få nogle gode råd.

Jeg vil starte med at sige, at jeg godt kan forstå, at det ikke er nemt for dig at stå i den situation som du beskriver. Du lyder til at være en pige der rigtig gerne vil være der for din familie og som tager et meget stort ansvar. Det lyder til at din familie er kommet ind i en meget stresset periode og at det er noget der har påvirket jer alle sammen. Det er aldrig nemt når der er noget der ikke fungerer i ens familie, for det er ofte dem man er aller tættest på og dem man elsker meget højt og ønsker det bedste. Det er virkelig godt gået at du har hjulpet din sted-far så meget med butikken og at du også har taget sådan et stort ansvar der hjemme og over for dine søskende, men når jeg læser dit brev, lyder det til at du synes det er ved at være alt for meget. Jeg synes også det lyder til at du har et alt for stort ansvar der hjemme og at der ligger et for stort pres på dig og det er rigtig vigtigt at du lytter til dig selv. 

Det lyder til, at du holder rigtig meget af din familie og at du synes, at du skylder dem at hjælpe. Men det er vigtigt at du husker på, at selvom du er 18 år, er du stadig barnet i din familien. Det er din sted-fars butik og dermed også hans ansvar og derfor er det ikke rimeligt at du knokler sådan for at den skal fungere og at du har dårlig samvittighed hvis du ikke gør det. Du skal lave noget som du godt kan lide og som du ser din fremtid i. Det er heller ikke rimeligt, at du skal tage dig af al det huslige der hjemme, men jeg kan godt forstå, at du gerne vil gøre det bedste for dine søskende. Mit råd vil være, at du får en rigtig god snak med både din mor og din stedfar. Jeg synes du skal sige til dem, at du har noget du rigtig gerne vil snakke med dem om og at det er noget der er vigtigt for dig. Så skal i finde et tidspunkt hvor i har god tid til at sætte jer ned og tale sammen. Det kan være rigtig svært at fortælle om det, som du beskriver her, til sin familie, så det kan være en rigtig god ide at starte med at vise dem det brev du har skrevet her ind med og det svar som jeg har givet dig. Det er tydeligt, i dit brev, at du har stor respekt for både din sted-far og resten af din familie og at du holder meget af dem. Derfor synes jeg roligt du kan vise dem brevet og så kan i derefter snakke videre. Det er ofte sådan når man er i en presset periode af sit liv, at man ikke helt er klar over hvordan ens nærmeste har det og hvor hårdt de måske også har det. Derfor er det meget vigtigt, at du får gjort din sted-far og din mor opmærksom på hvordan du går og har det og om dine bekymringer for dine søskende. Desuden synes jeg også, at du skal få fortalt det samme til din rigtige far. Det lyder som om i har et rigtig godt forhold og det vil være en god ide hvis du får snakket tingene igennem med ham. Det er meget vigtigt at du ikke går alene rundt med alle de tanker og følelser du har og det er helt okay at bede om hjælp. Det kan være rart at få snakket med nogle som står lidt uden for det hele og der tror jeg, at din far vil være god at fortælle det hele til. 

Du er altid velkommen her på Cyberhus hvis du har brug for at fortælle om det der sker i dit liv, brug for at få nogle flere råd eller bare har brug for at snakke lidt. Vi har også en chat her på siden, hvor der altid er søde mennesker der er klar til at lytte og hjælpe. Jeg håber det bedste for dig.

Venlig Hilsen Katrine

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program