Føler mig ikke værdsat

brevkassespørgsmål

Føler mig ikke værdsat

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 3 måneder siden

Hejsa derude.

Ja som i kan se føler jeg mig ikke rigtig værdsat af denne person her. Nu skal i bare høre.

Jeg kender den her pige, som jeg har været venner med i RIGTIG rigtig lang tid. En gang spurgte jeg så hende om hun følte noget for mig på den gode måde. Der sagde hun dog at hun kun så mig som en ven, så det var selvfølgelig lidt skuffende. Men nu er der gået en del tiden siden det og vi er stadig rigtig gode venner (jeg er dog stadig forelsket i hende). Jeg lytter altid til hende når hun har problemer, jeg er der altid for hende og alt det. Men jeg føler mig dog nogen gange virkelig ikke værdsat. Her idag skete det så igen, at jeg ikke følte mig værdsat. For et par dage siden havde snakket lidt om et problem, som hun havde haft et par i sin familie. Jeg var der selvfølgelig og snakkede med hende om det. En dag eller to efter det skrev vi om natten, og så spurgte hun om noget mens jeg var på wc'et (skal man så skal man). Men ja hun blev jo lidt sur og da jeg kom tilbage var hun så smuttet af Pc'en. Så her idag da jeg skrev jeg til hende om hvad hun ville spørge om, men nej det måtte jeg ikke få at vide. Da jeg så forvarede mig med at jeg var på Wc troede hun for det første ikke på mig og hun begynder at virke flabet overfor mig. Det gjorde mig mere og mere ked af det, at hun fortsatte med at skrive så flabet over for mig, når jeg jo altid er der for hende. Da jeg jo også stadig kan lide hende, er det jo meget svært for mig især fordi jeg jo også er følsom som alle andre. jeg tænker også over om hun overhovedet er det værd for mig? Men det er bare så trælst da jeg det er sådan 50-50 for mig og det bliver jo bare værre hvis hun nu gør det igen. For jeg vil jo ikke mene det er fair overfor mig.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Hun vil jo ikke lytte og opførere sig som om hun kun har ret og det gør mig bare vred og ked af det.

Tak fordi i gad at læse den (undskyld Kommafejl osv. er rimelig træt)

Svar: 

Hej med dig.

Jeg forstår godt, du synes, det er ubehageligt ikke at føle dig værdsat af din gode veninde. Jeg kan godt sætte mig ind i, at du føler, du bruger en masse tid og energi på hende, som hun ikke - i samme omfang - bruger på dig.

Jeg synes, det er rigtig sejt, at du har haft mod på at spørge hende, om hun følte noget for dig på den gode måde. Når man er vild med en pige, kan man nemlig bruge mange kræfter på at tænke over, hvordan hun har det, og så er det bare lettere at få spurgt direkte, som du har gjort. Selvom det er lang tid siden, hun sagde, hun så jer som venner, synes jeg, det lyder som om, hun stadig har det på den måde. Du må huske på, at fordi du jo er forelsket i hende, kommer du meget nemt til at være der meget for hende, fordi du rigtig godt kan lide hende. Fordi du er der meget for hende, kommer du også let til at forvente, at hun også er der for dig. Jeg tænker, at du lyder som en rigtig god ven for hende, og hun er måske blevet en smule afhængig af din hjælp. Som du oplever, kan det være hårdt at være den, der hele tiden skal give uden at få så meget igen, og derfor synes jeg, du skal fortælle din veninde, hvordan du har det. Du kan evt. sige til hende, at du er vildt glad for hende og gerne vil lytte til hende og hjælpe hende, men at det ville betyde rigtig meget for dig, hvis hun også spurgte til dig. Det kan være, hun slet ikke har tænkt over det og derfor ikke gør det.

Jeg synes, det er vigtigt, du passer på dig selv. Du skriver, at du bliver ked af det og vred over hendes måde at være på, og det er ikke fair. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at du gør noget ved dine følelser og får fortalt hende, at du ikke kan holde til at have et så uligevægtigt forhold, som I har. Inderst inde tror jeg godt, hun vil kunne forstå dig. Hun har nok bare vænnet sig til, at du altid er klar til at støtte og hjælpe hende.

Hvis du har mod på det, synes jeg også, du skal snakke med en anden om det. Nogen gange kan det være rart at tale med en, som ikke er involveret i det. Det kan enten være en god ven eller en fra din familie.

Hvis du synes, det er svært at snakke med din veninde om, hvordan du har det, kan du også vælge at sende hende et brev. På den måde kan du let og sammenhængende få fortalt hende om alle dine tanker og følelser.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, så du igen kan føle dig så værdsat, som du fortjener at føle.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program