Det svært

brevkassespørgsmål

Det svært

brevkassespørgsmål af
Malte
9 år
Oprettet 6 år 5 måneder siden

Hej jeg 9 jeg bor i min plaje familie når jeg besøg mor og far kan jeg godt bliv gal når jeg kommer hjem og gemme mig i hjørner og slå og kaste ting og råbe af dem. Sidst gang var kommunen der da jeg kom hjem men var så sur jeg ikke lige tænk over det før jeg gik mit værsle og dem fra kommunen kom op og siger det bedste mor og far kommer her men jeg nok brug for en pause og nu de på min skole og i min klasse og alle i klasse spørge om hvorfor de er der og så siger de til min klasse at jeg bor i plaje familie og har brug for der voksen der ser om jeg har det godt der og i skolen det ike sjov og voksen er dumme

Svar: 

Kære du.

Det lyder til, at det hele er rigtig svært for dig lige nu. Jeg kan også godt forstå, at du synes de voksne omkring dig er rigtig trælse, når det ikke virker til, at de lytter til dig eller tager hensyn til dine følelser. Det er helt naturligt at blive vred og ked af det, når man ikke oplever, at voksne lytter til en. Jeg kan også godt forstå, at det ikke er særlig sjovt for dig, at de voksne fra kommunen skal være der, når du er i skole, så alle de andre børn spørger ind til det. Når man har det svært, så er det ikke altid, at man har lyst til at andre skal vide det. Men selvom det kan virke til, at de voksne fra kommunen ikke tager hensyn til dig, så kunne det lyde som, at de egentlig gerne vil passe på dig og være sikre på, at du har det godt - det er måske bare ikke helt tydeligt ved det de gør eller siger. Har du mon prøvet at fortælle dem, at du ikke synes det er så rart, at de andre i klassen skal vide, hvorfor du er i plejefamilie? Det kan måske være meget godt, hvis de ved, at du ikke synes det er så rart.

Du skriver også, at du bliver gal, slår og kaster med ting når du har besøgt dine forældre. Hvis man er ked af det eller frustreret over noget, så kan man godt have en hel masse følelser indeni og det kan føles som om, at man er ved at eksplodere, og så kan man godt komme til at slå eller kaste med ting. Og det er ikke nødvendigvis fordi man har lyst til at gøre andre fortræd, men det kan bare være svært altid at skulle holde sin vrede inde. Måske du kan genkende det? Men selvom det kan være svært, så kan det måske være en idé at øve sig i ikke at slå eller kaste med ting, og så måske gøre noget helt andet, fx at råbe ind i en pude eller løbe en lille tur. Det virker som om, at du godt ved, hvornår du har brug for en pause, så det kan også være, at du skal prøve at sige det højt til de voksne omkring dig, så du ved at du har brug for lidt tid alene? Og hvis du har mod på det, kan du fortælle de voksne fra kommunen, hvad det gør ved dig, når du besøger dine forældre, og at du altid bliver vred bagefter.

Jeg synes, at du er super sej fordi du skriver til os og fortæller, hvordan du har det! Du er altid velkommen til at skrive til os igen, hvis du har brug for at snakke med en voksen eller bare fortælle om, hvad du går igennem. Det kan nemlig være rigtig godt, at snakke om, hvordan man har det, så man ikke skal gå med en hel masse tanker og følelser selv.

Mange hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program