Alting er så uoverskueligt !

brevkassespørgsmål

Alting er så uoverskueligt !

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 8 år 2 måneder siden

Hej, Jeg er ikke selv helt klar over hvor jeg skal starte, mit liv har været MEGET kaotisk, og jeg er flyttet, 37 gange siden jeg var 2 år. (en oplysning jeg har fra mor). Min mor er 15 år da hun får mig, da hun er 16 år får hun min skønne lille søster, og igen da hun er 17 år føder hun min endnu dejligere søster, alle os tre har samme far, han er 19 år da jeg blir født, da jeg er 3 år gammel, beslutter min mor at gå fra vores far, han banker mor, han slår os, (kun mor og mig), jeg kan huske jeg flere gange spurgte mor hvor de mærker kom fra, jeg er her 3 år, jeg fik ikke noget svar, bare et lille bitte smil. Min mor spørger min far hvem af os tre piger han helst vil have for hun kan ikke overskue os alle tre, min far vælger mig, fordi jeg er ældst (3 år) og kan klare mig selv bedst. Min far begynder at misbruge mig jeg er her 4 år. Den første episode kan jeg huske SÅ tydeligt, det er skræmmende, men jeg skal have det ud, så her kommer det. ''Da, jeg er omkring 4 år, skal min far, hans nye kæreste og mig ind at handle, min far siger vi blir i bilen. Min far beder mig hoppe om på forsædet, jeg tænkte ''yes, det sker så sjældnet at jeg får lov at sidde her'' men da jeg kommer derom kører han, og vi køre ud i en skov. Han slukker bilen, beder mig tage min smukke blomstret kjole af, jeg tænker ikke videre over det, jeg gør bare som jeg får besked på. Men efter det beder han mig lege med hans tissemand, det var ulækkert, han ber mig sætte mig ovenpå ham, jeg blir her meget bange jeg ryster som en gal, og han siger flere gange, kom nu, men jeg siger bare av av, det gjorde rigtig ondt, og da han siger efter flere forsøg, ''ork, du kan ikke en skid, skrid om på bagsædet.'' jeg var rigtig bange, han smed min kjole i hovedet på mig, og sagde ''møgunge'' :'/ Vi kørte tilbage til Brugsen, og alt var som det plejede at være...'' Puha, det var hårdt at få det ud. Men håber virkelig virkelig inderligt, at der er nogen der må blive stolte over jeg fortæller dette til nogen nu. Jeg bor hos min far til et par dage før jeg fylder 14, og alt dette, som jeg beskriver ovenfor, foregår i årevis, mere grusomt blir det da jeg blir ældre, men tror denne episode fortæller meget om hvor forfærdeligt det har været, så vælger ikke at beskrive mere, sådan ord for ord, håber det er okay.? Kan huske der var problemer hos far, både da jeg skulle starte i skole og sådan, han sendte mig aldrig i skole, så kommunen kom efter ham, da jeg er næsten 9 år starter jeg i 0. klasse. Jeg var meget ældre end alle de andre, den yngste var lige knap 5 år.. det var ikke nogen god oplevelse. Jeg kommer hos min mor, hver 3. weekend. Hun har fortalt mig her efter jeg blev ældre, at når jeg kom hjem til hende, var jeg altid ild rød i numsen, og min ble var fyldt med lort, var ikke blevet skiftet i flere dage. Selv da jeg er 9 år og starter i skole, bruger jeg ble, jeg har aldrig lært andet. Da jeg er 14 år går jeg i 5. klasse. her flytter jeg hjem til min mor, et valg kommunen har taget. Min mor og jeg kender næsten ikke hinanden. Her begynder jeg at cykle med aviser i sommerferien, min sidste dag som avisbud, havde jeg min søster med, vi vælter på cykel, jeg slår mig baghoved ned i jorden og er bevidstløs med det samme, min søster (som er et år yngre end mig) ringer til min pap far, han kommer selvfølgelig hurtigt, og jeg kommer i respirator på hospitalet, og ligger her i 9 dage inden jeg vågner op igen. Her viser det sig at 38 procent af min hjerne ikke virker, det er slået i stykker. Efterfølgende finder læger, psykologer, pædagoger, neuro psykologer, og diverse mennesker omkring mig, at jeg har udviklet skizofreni, epilepsi, ADHD, psykoser, også en masse andet, men fx ADHD finder de ud af jeg har haft altid, det forklare hvorfor jeg altid har haft mere ild i røven end de andre, hvorfor alting har foregået i et meget hurtigere tempo.. De andre diagnoser får jeg medicin til at styre, men det tager mig stadig at jeg blir hidsig, men jeg får rigtig meget støtte af mine dyr. Da jeg er 15 år, havde jeg på det år ved mor skiftet skole fire gange, gik i special klasse. Men det fungere bare ikke, jeg blev voldelig, slog de andre, bed, sparkede, hver eneste gang noget blev svært for mig.. da jeg er næsten 16 år skal jeg konfirmerers, lige før min konfirmation blir jeg smidt ud af skolen, pga ''dårlig opførsel''. min mor beslutter at jeg skal på børnehjem/opholdssted, hvorfor ved jeg ikke på dette tidspunkt. Men da jeg er ude at se dette sted jeg skal bo på, beslutter mor at det er det sted jeg skal bo. det lå 250 kilometer hjemmefra, og mor sagde ''så er der da chancer for jeg slipper for hende''. Det var heller ikke nogen rar oplevelse. men jeg fungere heller ikke på dette opholddssted, de sagde jeg var for impulssiv, og gjorde en masse uventede ting, som at stikke af når noget blev svært. Her i denne skole blir jeg grov mobbet, de siger ''du fed'' ''skrid'' ''du grim'' ''vi leger ikke med grimme mennesker.'' sådan nogle kommentarer er hver dag for mig her.. Jeg har cuttet i mig selv siden jeg var 11, det begyndte med en veninde, hun gjorde det på mig første gang, det føltes befriende, så jeg blev ved, mine arme, mine ben, min mave, min hals, det lignede noget der havde været oppe at slåsse med en kniv, det så og ser stadig forfærdeligt ud. Jeg har tre gange spist panodiler, for virkelig at dø, men jeg har overlever hver gang, jeg har rigtig rigtig mange gange overlevet noget der virkelig er urealitisk at overleve, men lige er jeg meget troene og jeg tror på der sidder en lille engel og passer på mig. den dag idag hver jeg er blevet 18 år, skære jeg stadig i mig selv, pga alt det mobberi, har jeg udviklet en bulimisk og anoreksi adfærd, jeg er 165 høj og vejer 41 kilo. Men jeg vil ned og veje 30 kilo, det tror jeg på ville være pænt. Nu er jeg 18 år (snart 19 år), har flyttet fra opholdssted til opholdssted 8 gange. nu bor jeg på et opholdssted, det er okay, jeg har mine to heste, min hund, og min to katte med. for i alt det her, har jeg hos mor haft en pony fra jeg var 5 år, hun døde sidste år, men dyr har hjulpet mig rigtig rigtig meget, og det gør de stadig, jeg fortæller mine dyr alt, det er mine bedste venner, det er de eneste jeg betroer mig til! Håber ikke det gør noget det blev lidt langt, men jeg har fået det ud jeg havde på hjertet.. det kan virke lidt rodet, men har oplevet mange ting, og det kan være svært at få det hele skrevet ned når man har så meget på hjertet... Mange Kærlige Hilsner Sille (Dette er ikke mit navn, men blot et navn jeg bruger)

Svar: 

Hej Sille..

Hvor er det godt du får luft og du er rigtig god til at sætte ord på det hele. Jeg kan godt forstå, at alle de oplevelser og alle de svære ting du har været udsat for i dit liv, ligger inden i og fylde det hele. Så det er godt du skriver her og snakker med dine dyr, fordi det er en god måde at få det hele ud.

Det er ikke fair og det er ikke okay at du har været igennem alle de ting i dit liv og at din far og mor har behandlet dig så dårligt. Det har du ikke fortjent og det er meget forkert af dem.

Jeg er meget glad for at høre, at du har det godt på dit nye opholdsted og at du føler et venskab med dine dyr. Jeg kan sagtens forstå at det er rart at have dem at snakke med og at det er dejligt for dig. Bliv endelig ved med det :)

Da jeg læste dit brev begyndte jeg lige pludselig at tænke på, at du måske kan dele livet op i to dele. Den første del er nu overstået og den har ikke været nem for dig. Men du er kommet igennem den og du er en sej pige med en masse kræfter. Det er jeg ret imponeret over.

Den anden del handler om at du nu er et sted hvor du har det godt og du har dine dyr. Måske er det en ny og bedre start for dig. Det lyder lidt til at du vil opleve nogle mere positive ting i dit liv og opleve nogle voksne som behandler dig ordentligt. Det er godt fordi så kan du langsomt begynde at tro mere på livet og fremtiden.

Der er to ting jeg gerne vil fortælle dig nu. Det første handler om de voksne der arbejder på dit opholdsted. Det er voksne som gerne vil hjælpe og som er vant til at snakke med unge mennesker som har oplevet voldsomme ting i deres liv.

Derfor synes jeg du skal prøve at øve dig i, at fortælle de voksne om de ting du har oplevet og hvordan du har det. I dag har du skrevet det herinde og det er en super god måde at øve sig på og måske kan du vise en af de voksne det du har skrevet til mig. Eller måske kunne du skrive et helt nyt brev til en af de voksne du bedst kan lide.

Det kan godt være lidt svært i starten, men langsom kan du blive rigtig god til det og så er det nemlig meget nemmere for den voksne at hjælpe dig. Og så vil du opleve lidt det samme med du har gjort her, det der med at få sat ord på det hele og på den måde få det ud af kroppen. Det er en rar følelse ikke..:)

Det andet jeg vil fortælle dig er, at du vejet faktisk for lidt nu og du må helst ikke tabe dig mere. Det er meget farligt for dig, fordi kroppen er ikke bygget til at veje så lidt. En af grundende til at du gerne vil tabe dig, tror jeg er fordi du har oplevet alle de her ting i dit liv. Det kan måske få dig til at tænke, at du vil være pænere og måske blive gladere hvis du taber dig endnu mere. Men sådan hænger det ikke sammen. Faktisk kan det gå hen og blive meget sværere for dig.

Derfor er det vigtigt at du fortæller de voksne at du tænker meget på at tabe dig, fordi det er nemlig også noget de kan hjælpe dig med.

Så kære du.. jeg håber du kan finde smilet og lysten til at kæmpe videre og gribe de muligheder du har. Du har taget et stort skridt ved at skrive herind og det kan du godt være stolt af..:)

Kan du have en god sommer og hils dine dejlige dyr.

Venlig hilsen

Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program