alene!

brevkassespørgsmål

alene!

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 12 år 11 måneder siden

Hej Erroll tak for dit svar Jeg ville lige skrive mere. Men ja, jeg har oplevet meget mere end det som jeg har skrevet. Det hele begyndte hjemme da jeg var lille pige på 9 år gammel min far han slog mig hele tiden jeg har fået dårligt skulder i dag på grund af ham. Han skænes hele tiden med min mor der hjemme hverdag hver morgen hver aften han sagde hele tiden grimme ord til min mor, luder og alt muligt andet ord. Han kalder mig osse selv for en luder. Jeg hader ham. Min mor græd hele tiden. Jeg var flov over at sige at han er min far da jeg skulle i skole det var så pinligt for mig og have en far som ham. engang sagde det klik for mig jeg kunne ikke holde ham ud med at han behandlede min mor så dårligt så jeg sagde til ham stop nu. Nu det nok du skal ikke sige grimme ord til min mor hun er et menneske med følelse hvad tror du hun er og vi børn har det slet ikke godt af at se jer skænes i huset hele tiden 24 timer det slet ikke sundt for os børn og for min mor. Han begyndte at slå mig og slå mig og slå mig min mor blev pisse sur og sagde stop du skal ikke slå din datter.. Så skubbede han min mor og sagde gå. min far slog mig hele tiden den gang jeg var lille og han sagde hvis jeg sagde det til min skole lære ville han dræbe mig. han plejede altid at sige i forældre samtale jeg er en god far. jeg tænkte inde i mig selv ja som om, du er en dårligt dum far. jeg havde det så dårligt fordi jeg ikke kunne få det ud og sige det jeg følte inde i mig. Jeg følte mig presset jeg var osse presset at jeg ikke måtte åbne min mund det gjorde ondt på mig. Men der var noget som var meget mærkeligt med ham. Hvis min mor elskede mig blev han meget sur. og hvis mig og min mor skænes lidt så blev han meget glad han var meget mærkeligt. Og han er stadig i dag mærkeligt og hader at snakke med ham. (Skolen) Jeg har flyttet skole ca 5 gange på grund jeg er blevet mobbet hver skole jeg gik på blev jeg mobbet på grund af mit navn og fordi jeg var en stille pige som ikke sagde noget jeg var altid alene i skolen. Vennerne fra klassen ville kun være sammen med mig hvis jeg havde noget slik eller chips de brugte mig og hvis alt var færdigt så skred de fra mig. jeg var altid trist og ked af det tænkte de er ikke de rigtige venner. i skolen blev jeg slået af nogen fra min klasse hver gang jeg havde frikvater uden grund bare for at spille smart og være sej de tror at på denne måde hvis de gjorde det mod mig så ville de være seje alle var imod mig. Jeg var altid bange for at gå i skole og hade at gå i skole. jeg tænkte hele tiden hvorfor kan ingen lid mig?? hvorfor blev jeg behandlet så dårligt?? min første mobning begyndte med mit navn. så hver gang jeg flyttede skole på grund jeg blev mobbet med mit navn stadigvæk. Jeg begyndte at HADE MIG SELV OG MIT NAVN senere lærte jeg en sød pige fra 4.c klasse og jeg gik i 4.a klasse hun var meget sød og stille ligesom mig hver gang de så mig med hende så begyndte de at mobbe mig med mit navn og de mobbede min søde veninde med at hun var buddet. Vi fik det begge to dårligt med det. min veninde hun var den eneste jeg fortalte hende om mine problemer som jeg havde der hjemme og her i skolen men min veninde har det meget godt der hjemme det kun i skolen hun ikke havde det godt på grund de mobbede hende med at hun var tyk. Min far plejede at sige til mig at når jeg bliver ældre og stor pige ingen ville elske mig jeg begyndte at græde så mens jeg havde time i skolen så sagde jeg til min klasse lære jeg vil lige gå på wc. Han sagde okay gøre du bare det. så tog jeg på wc og begyndte med at græde fordi jeg har det så dårligtttttttttttttt bage efter begyndte jeg at skære i mig selv igen og igen og igen jeg var ca. 13 år gammel siden den gang end til i dag skader jeg mig selv. siden jeg var lille jeg har aldrig haft nogle venner eller venner på besøge eller min søde veninde som jeg kendte fordi jeg var flov over min far at min veninde skulle se ham. senere blev jeg lidt ældre og jeg gik i 9 klasse. da var jeg ca. 16 år. Klassen skulle i tyskland for at købe kameller til kameldag men jeg tog ikke med dem fordi jeg ikke havde det godt med mig selv blev derfor hjemme og skade mig selv senere blev det kameldag jeg kom heller ikke i skolen på grund jeg ville være alene hjemme. min søde veninde hun var den eneste som spurgte mig hvorfor jeg ikke kom og var med. Det noget man oplever kun 1 gang i sit liv. Så sagde jeg ja jeg ved det godt men jeg havde det ikke godt ville gerne være alene. men har aldrig fortalt min veninde at jeg skader mig selv. Så hun vist intet om det her punkt. jeg var kun i eksamen siden det har jeg ikke sagt farvel til nogen kun til min søde veninde. min veninde sagde vi tales ved jeg krammede hende og græd for jeg vist at jeg ikke ville komme til at kunne se hende mere fordi jeg ikke havde det godt med mig selv.. Så senere hvor jeg er blevet ældre og voksen i dag hvor da var mange som blev forelsket i mig så kunne jeg ikke magtede det ikke og gik fra dem alle sammen for som du selv siger. Jeg har det ikke godt med mig selv derfor kunne jeg ikke være sammen med nogen af dem. Det der mest fylder end i mig til min hverdag er at mit liv går og går år efter år og jeg står stadig her som jeg er alt bliver værre og værre for mig jeg har ikke oplevet min teenageliv. som alle andre unge føler mig gammel meget gammel den gang jeg var 16 år følte jeg mig 30 år i dag hvor jeg er 22 år føler jeg mig en på 40 år. jeg har aldrig følt at jeg er ung jeg har altid holdet mig væk fra andre og kunne klare min smerte alene. . Men som du selv siger man kan ikke alene. Ville osse lige sige at jeg har prøvet at gå til psykolog men kun 2 gange igennem min kontanthjælp men jeg har ikke sagt til min psykolog alt det jeg har skrevet her. men jeg har droppet min kontanthjælp og min psykolog. Fordi igennem min kontanthjælp har jeg en meget sød kontakt person han sagde at jeg skulle gå 1 gang om ugen til træning fordi jeg har det ikke godt af at være hjemme hele tiden. så sagde jeg til min kontakt person jeg magter det ikke, men jeg skal nok prøve. Men derefter så jeg min x kæreste som gik der henne i træning gik hurtigt ud så han ikke skulle se mig fik det dårligt og blev derfor der hjemme derefter skulle jeg til psykolog der så jeg også en anden af min x kæreste som også arbejder der henne i psykolog afdeling ville ikke have nogen skal se mig så jeg gik og tog hjem jeg kan ikke møde nogen af dem jeg har været sammen med for jeg gik fra dem så ville de spørger mig hvorfor jeg gjorde det osv. . Derefter stoppede jeg og droppede alt jeg er begyndt at være bange for at komme ud og møde nogen som jeg ikke ønsker at se eller kontakte. som fx som jeg har været sammen med. Jeg har tænkt mig på at flytte fra Århus hvor ingen kender mig så jeg ikke har den frygt inde i mig når jeg skal komme ud. Men synes det bliver svært for mig at flytte fra Århus når jeg ikke kender nogen hvis jeg nu skal flytte til Kbh eller Odense. Men nu er jeg bare hjemme som altid bor hos mine forældre har en sove værelse nede i kælderen sover om dagen og er vågen om natten for kan ikke lide at se lys ville kun sidde i mørket. . Og grunden til jeg har en sove værelse nede i kælderen for så er jeg fri for min far som jeg slet ikke kan lide. Min mor er ked af det hun siger jeg lever som en død menneske hun er meget ked af det på grund af mig. Jeg elsker hende meget. Men jeg ville gerne spørger dig for jeg har ikke nogen erfaring. Hvis jeg flytter til Kbh eller Odense så det første jeg skal gøre at tage til kontanthjælpen men kan jeg få hjælp til at have et sted hvor jeg kan bo i og kan jeg osse få hjælp til at begynde at have en psykolog der henne? Hilsen pige fra Århus.

Svar: 

Hej igen..:)

Super, at du får skrevet mere og jeg kan godt mærke på dig, at du bare har brug for at få det hele ud. Det er rigtig godt at du så gør det, fordi alle mennesker har brug for at få lettet hjertet engang imellem.

Når du fortæller om hvordan din far har været, så kan jeg godt forstå, at det har været svært for dig. Når han fx. siger til dig, at ingen vil elske dig når du bliver voksen, så er det meget forkert. Det er faktisk ulovligt, fordi din far skal passe på dig og sørge for at du får en tryg og sikker opvækst.

Jeg skrev i det sidste svar, at hjerne og følelser var som en bilmotor og at man skulle passe godt på den, så den kunne køre godt. Når din far siger sådanne nogle ting, så går der ting i stykker inden i og det er derfor du har det svært lige nu.

Men heldigvis kan det laves igen.:)

Jeg er ret imponeret over, hvordan du kan beskrive alt det her og hvor ærlig du er omkring det hele. Det betyder ret meget, hvis det skal være nemmere at være dig.

Du fortalte, at du havde faktisk prøvet at besøge en psykolog et par gange, men at du slet ikke fortalte så meget som du har gjort her i brevkassen. Jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært at sætte ord på det hele, når man sidder foran personen, men nu skal du høre...

Det skal du gøre, fordi det er den eneste måde at psykologen kan hjælpe dig. Hvis psykologen ikke ved hvordan du har det eller kender din historie, så er det umuligt at hjælpe. Så jeg har en ide til dig.

Kopier det du har skrevet til mig og du kan også kopiere mine svar til dig. Og når du så besøger den næste psykolog, så starter du med at give psykologen det hele. Så kan du fortælle personen, at det er fordi du synes det er lidt svært at forklare det hele og at det er nemmere for dig skriftligt.

Når så psykologen har læst det, så kan psykologen meget bedre forstå dig og det bedste af det hele, så er det 10 gange nemmere for dig at snakke om det bagefter. Og du kan jo bare sige, at det var mig der sagde du skulle skrive det hele ned.:)

Omkring det her med at flytte, så ja... når du flytter til en anden kommune, så har de også pligt til at hjælpe dig. Jeg synes du skal tage en snak med din kontaktperson eller sagsbehandler i din kommunen med det samme, fordi den person kan hjælpe dig med at klare nogle af de praktiske ting og kan også give din sag og dine ønsker videre til din nye sagsbehandler i din nye kommune. Det tror jeg er det nemmeste.

Jeg synes det er flot, at du tænker i forskellige muligheder, men husk på at du har brug for støtte og hold fast i din lyst og tanke om at få hjælp igen af en psykolog.:) Jeg tror du er på er rette vej og det er godt gået..

Venlig hilsen

Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program